Category Archives: Stress og aktivisme

Kronik: Nødhjælpsarbejde er blevet en karriereplatform gennemsyret af usund adfærd og syg kultur

Nej, det kommer ikke som en overraskelse, at medarbejdere i nødhjælpsorganisationer begår seksuelle overgreb. Overgrebene er resultatet af en syg kultur, der florerer i organisationerne.

Af Morten Steiniche. Kronikken blev bragt i Information den 10. marts 2018

Sagerne om seksuelle overgreb og stærkt upassende adfærd begået af medarbejdere i Oxfam, Læger Uden Grænser og Røde Kors vækker berettiget bekymring. Men er det egentlig så overraskende? Nej. Undersøgelser og forskning gennem de senere år peger samstemmende på en kultur i mange NGO’er, der er så syg og usund, at det ikke burde komme bag på nogen, at der også finder den form for krænkelser sted.

For et par år siden interviewede jeg den amerikanske forsker Paul Gorski til nærværende avis. Gorski kunne på baggrund af sin forskning fortælle om, hvor udbredt stress og udbrændthed er i aktivistmiljøerne og NGO’erne. Grunden er blandt andet, at NGO’erne er ekstremt dårlige til at passe på medarbejderne. Stress er et tabu, og derudover er konkurrencekulturen så hård i mange organisationer, at medarbejderne ikke er i stand til at sige fra.

Andre undersøgelser peger i samme retning. NGO’erne avler medarbejdere, der kæmper med problemer med alkohol og euforiserende stoffer i en jernhård kultur, og hvor de svage hurtigt sættes af eller ender med at bukke under for presset.

Og det er hele vejen rundt, det foregår. Fra små NGO’er, der kæmper hårdt for at få finansieringen til at hænge sammen og hele vejen op til de store internationale NGO’er. Sidste år havde jeg kontakt med centralt placerede personer i en af verdens største nødhjælpsorganisationer CARE, hvor stort set hele topledelsen i det europæiske hovedkontor var sygemeldt med stress.

I en kultur, hvor mennesker hele tiden presses til det yderste, er det ikke overraskende, at nogle af dem også selv kommer til at gå til grænsen. Og over grænsen. Seksuelle krænkelser kan aldrig forsvares, men vi kan måske lære at forstå, hvorfor de også opstår i den godgørende branche.

De aktuelle sager viser med al tydelighed, at det ikke er nok at bede medarbejderne om at underskrive en erklæring om at udvise reglementeret adfærd, som en af de berørte organisationer gør.

Hvis kulturen i organisationen er usund, avler det usund adfærd. Og i værste fald kan en syg kultur få medarbejderne til at overskride egne moralske grænser. Det gælder i bankverdenen, og det gælder for aktivistorganisationerne.

Men hvordan kan organisationer, der lever af at gøre det godt for andre mennesker ende med at gøre det så skidt for dem selv og deres medarbejdere, at sager som disse opstår? Det kan historien om Greenpeace måske give et svar på.

Greenpeace-aktivister fandt spirituel styrke

Da den første Greenpeace-mission fandt sted for snart 50 år siden, var skibet fyldt op med kvækere, pacifister, økologer, journalister og hippier, som alle var båret af en stærk spirituel selvforståelse. Det spirituelle fundament udstak retningslinjerne for de ikkevoldelige aktioner til søs, når Greenpeace-aktivisterne beskyttede hvalerne mod hvalfangernes harpuner.

Greenpeace blev skabt i symbiose med de oprindelige folk, og netop de oprindelige amerikaneres animistiske naturforståelse lå dybt i de oprindelige Greenpeace-aktivisters dna. Forståelsen for sammenhængen mellem alt levende i naturen var lige så essentiel for aktivisterne som for de oprindelige folk, og derfor var solidariteten med dem sidestillet med beskyttelsen af naturen.

Med spiritualiteten fik aktivisterne et solidt åndeligt fundament, der gjorde dem bedre i stand til at håndtere akut stress. De brugte blandt andet meditation og spirituelle selvundersøgelser (hvad vi i dag vil kalde for mindfullness) til at håndtere udfordringerne.

Greenpeace så dengang sig selv som en spirituel bevægelse, som Greenpeace-medstifteren Rex Weyler har beskrevet det i bogen Greenpeace. An insider’s account.

Takket være den spirituelle praksis undgik aktivisterne at lade sig forføre af succesen fra de vellykkede kampagner og den medieomtale, der blev en af nøglekomponenterne i organisationens aktivisme. Aktivisterne brugte spiritualiteten til at foretage en bevidst frigørelse fra egoet og de personlige behov, så de bedre kunne fokusere på sagen.

Flimmer på det moralske kompas

Kritiske tunger siger, at det begyndte at gå ned ad bakke for Greenpeace, da den spirituelle fraktion i slutningen af 1970’erne blev skubbet ud, og en ny ledelse – der kun havde foragt til overs for det spirituelle – overtog rorpinden. Da mekanikerne kom ind, røg mystikerne ud, som Rex Weyler kalder dem. Spiritualiteten blev nu betragtet som verdensfjernt bras.

Mekanikerne gjorde Greenpeace til verdens mest magtfulde miljø-NGO, men med mystikernes afgang kom der flimmer på det moralske kompas, og organisationens historie er sidenhen plastret til med sager, der har stillet Greenpeace i et dårligt lys.

Op igennem 1990’erne og 2000’erne og helt frem til i dag er Greenpeace jævnligt blevet beskyldt for at være imperialistisk og for at udvise kulturel ignorance. Tidligere Greenpeace-medlemmer har offentligt anklaget organisationen for at træffe valg, der hellere handler om at oppebære sig selv frem for at kæmpe for de sager, der for alvor kan gøre en forskel. Organisationens kamp mod sælfangst fik eksempelvis store kulturelle og økonomiske konsekvenser for de oprindelige folk, der lever af sælfangst. Men der var gode tv-billeder i kampagnen.

Nødhjælpsindustrien er blevet en karriereplatform

Greenpeace har undergået en forandring, der er ganske normal for bevægelser og organisationer, der vokser sig så store, at de ender med at organisere sig i magtstrukturer, hvor hensynet til sagerne må træde i anden række, og hvor der hele tiden skal tjenes mange penge for at holde maskineriet kørende.

Derudover tiltrækker de store og magtfulde NGO’er karrieremennesker, der ofte er drevet af egne drømme og ambitioner. Ikke bare miljøbevægelsen, men hele nødhjælpsindustrien, er blevet en karriereplatform, hvor det er vigtigere for den enkelte at holde fast i karrieren end i sagernes substans.

Frygten for at miste jobbet bliver en barriere for at turde udfordre organisationen indefra, og dermed ender de lønnede aktivister med at acceptere konformiteten, så organisationerne ikke længere kan opvise den radikalitet, som er nødvendig for at skabe forandringer i verden.

Og dermed er de magtfulde NGO’er ikke bare endt med at fastholde status quo i stedet for at forandre verden. De har gjort sig sårbare overfor de sygdomme, der kendetegner og florerer i virksomheder og organisationer, der er styret af magt, penge og karrieremæssige hensyn.

Spiritualiteten er den faktor, der beskytter os, når vi er under hårdt pres og savner en moralsk orden og mening med livet. Især for mennesker, der arbejder med aktivisme og nødhjælp, er det vigtigt at kende det indre, spirituelle kompas.

Det er kun NGO-medarbejderne selv, der kan indstille det spirituelle kompas, men organisationerne har også et ansvar, der kan hjælpe på vej. Og det ansvar rækker langt udover at bede medarbejderne om at underskrive et stykke papir om udvisning af retvisende adfærd. Det handler om at skabe en kultur i NGO’erne, der opbygger mennesker i stedet for at nedbryde dem. En kultur, som indadtil er i tråd med det, organisationerne vil for andre mennesker udadtil.

For det er, når kulturen er i disharmoni med sig selv, at det går galt. Så er det, at medarbejderne går ned med stress og udbrændthed, og den syge kultur får enkelte medarbejderne til at gå over grænsen, som de aktuelle sager med seksuelle overgreb er triste eksempler på.

Læserbrev

Stolt af mit og manges Greenpeace

Af Mads Fisker, fungerende kampagnechef, Greenpeace i Danmark. Svaret blev bragt i Information den 19. marts 2018

Kronikken i Information den 10. marts om nødhjælpsarbejdere (Nødhjælpsarbejde er blevet en karriereplatform gennemsyret af usund adfærd og syg kultur) har – mindst – to forskellige formål, men sammenblandingen savner desværre respekt i mere end én forstand.

Freelancejournalist og aktivist Morten Steiniche forsøger sært uelegant at bruge de uhyre triste sager om seksuelle krænkelser i nogle NGO’er som afsæt til dels at diskutere en fuldt ud gyldig bekymring om, hvordan man i organisationer passer bedst muligt på sine dedikerede ansatte og aktivister, dels en grov anklage om en syg kultur i NGO’er over en bred kam.

Greenpeace bringes ind i teksten som et ganske uunderbygget eksempel og med en påstand om, at organisationen og de mennesker, der udgør den, savner mod og sætter sagerne i anden række for til gengæld at pleje egne karrierer uden blik for blandt andet kulturel mangfoldighed.

Når jeg bliver mere træt end ked af det over at blive hevet frem som et eksempel, er det fordi, jeg af et stolt og ærligt hjerte mener, at kronikøren går helt galt i byen. Og højst virker til at kende overfladisk til den passionerede samtale, der hele tiden finder sted i en organisation som vores, samt til de mennesker, der fører den på tværs af verdensdele og kulturer.

Folk er i den grad ikke bange for at udfordre organisationen og vores prioriteringer indefra, og vi diskuterer konstant, hvor og hvordan vi kan gøre den størst mulige forskel ud fra de forudsætninger, vi har.

Jeg kan ikke komme i tanke om en eneste kollega, som jeg kan mistænke for at arbejde i Greenpeace med det primære formål at fremme sin egen karriere. Tværtimod oplever jeg, at mine kolleger har valgt organisationen, fordi de er dygtige og vil bidrage til at skabe forandring.

Vi har måttet lære – og øver os hele tiden i at blive bedre til – at passe godt på hinanden, for mange i organisationen har uden tvivl en tendens til at arbejde for meget og have svært ved at lægge arbejdet fra sig, når de har fri.

At få løn for at dyrke sit hjerteblod er et stort privilegie. Men det kræver i den grad, at man får hjælp til at passe på sig selv. Deri er vi helt enige med kronikøren. Hvor er det synd og skam, at det vigtige emne bliver rodet sammen med en mindst lige så vigtig historie om utilgivelig udnyttelse, der heldigvis er kommet helt frem i lyset.

Hvis klimaforandringerne gør dig i dårligt humør, så lider du måske af solastalgi

Picture of Azerbaijan Oil field by Martin Lopatka is licensed under CC BY-NC 2.0

Der fandtes ikke ord på engelsk for de følelser, der er specifikt relaterede til konsekvenserne af klimaforandringerne, indtil den australske miljøfilosof og tidligere professor i bæredygtighed Glenn Albrecht tog sagen i egen hånd og gjorde noget ved det.

Af Morten Steiniche. Publiceret maj 2017

Det var en bog med John og Elizabeth Goulds beskrivelser og illustrationer af den australske natur i Upper Hunter Valley i 1830’erne, der satte ham i gang med opfinde termer, der dækker følelser relateret til klimaforandringer og miljøødelæggelser.

“Jeg fik denne vision af Australien i 1830’erne, som slet ikke passede med det, jeg så for mine egne øjne. Hunter Valley er i dag et område fyldt med open cut-minedrift og kraftværker. Det chokerede mig, og jeg følte mig følelsesmæssigt meget stærkt berørt. Men på det tidspunkt var jeg ikke klar over, at det netop er sådan, folk, der bor i de områder, føler meget stærkt hele tiden,” fortæller Glenn Albrecht, da jeg interviewer ham over Skype i forbindelse med en artikel til Dagbladet Information.

Test dig selv: Hvis du selv vil mærke en flig af den følelse, så prøv først at billed-google ‘hunter valley australia’ og dvæl ved de grønne naturbilleder, der dukker op, og lav derefter en tilsvarende billedsøgning på ‘mining hunter valley australia’ og iagttag, hvordan din krop reagerer.

Glenn Albrecht kalder følelsen for solastalgi, på engelsk ‘solastalgia’, en sammentrækning af solace (trøst) og nostalgi, nostos, længsel efter hjemlandet. Solastalgi er følelsen af at have hjemve, selvom du er hjemme.

Læs mere om Solastalgi

Solastalgi opleves af mennesker, hvis hjemstavn er forandret til det ukendelige af miljøødelæggelser, men udtrykket dækker også den følelse, som klimaforskere som for eksempel Charlie Veron oplever, når de koralrev, som han kender så godt, bliver gradvist ødelagt af klimaforandringerne.

Følelsen af global frygt

Glenn Albrecht står også bag udtrykket ‘global dread’, global frygt. Det beskriver ifølge Albrecht en psykoterrarisk tilstand, en mental tilstand af skræk forsårsaget af jordens tilstand.

På spørgsmålet om, hvorfor det er vigtigt at have ord, der beskriver følelserne af fortvivlelse og sorg over ødelæggelsen af naturen, svarer Glenn Albrecht:

“Det er der to grunde til. Den ene er, at vi kan sætte ord på en følelse, der er fælles for mange mennesker. Det er med til at styrke empatien med disse mennesker. Og dernæst giver det dig styrke at vide, at andre mennesker også kan opleve de samme negative følelser som dig. Det gør dig bedre i stand til at kommunikere og samarbejde med andre mennesker. Empatien og kommunikationen er begge nødvendige redskaber til at overkomme følelsen af afmagt, som er en af de ting, der kendetegner solastalgi.”

Deprimerede klimaforskere opgiver videnskabens sprog – og taler til følelserne

Når intet andet hjælper, kan det måske gøre en forskel, hvis klimaforskerne krænger deres følelser ud og i stedet for tal og fakta fortæller om, hvordan de selv bliver påvirket af klimaforandringerne.

Af Morten Steiniche. Artiklen har været bragt i Dagbladet Information den 26. april 2017

Det er ikke mere end fire uger siden, at Charlie Veron sidst dykkede ved Great Barrier Reef, verdens største koralrev, der dækker et enormt område på 348.000 kvadratkilometer langs den australske nordøstkyst.

Charlie Veron var af sted med en journalist og en fotograf fra National Geographic for at fremvise de omfattende ødelæggelser af koralrevet, som efter at have levet i bedste velgående i 25 millioner år nu ser ud at være døden nær. På grund af klimaforandringerne.

“Det er forfærdeligt. Det er ligesom at have et sygt barn.” Charlie Veron er verdens førende koralrevsforsker. Han er 72 år og har tre universitetsgrader, men han er først og fremmest – fortæller han – en kæmpe naturelsker, der har spenderet over 7.000 timer under vandet, siden han begyndte af dykke som 18-årig i midten af 1960’erne.

Aktivister brænder så meget for sagen, at de brænder ud

En fjerdedel af klodens koralrev er kortlagt og beskrevet af Charlie Veron, som også er forfatter til over 100 videnskabelige udgivelser, blandt andet Corals of the World, der i folkemunde kaldes for The Coral Bible.

Charlie Veron har i årevis advaret imod ødelæggelserne af klodens koralrev som følge af klimaforandringerne. I dag kan han med bitterhed konstatere, at han ikke blot fik ret i sine dystre forudsigelser, det er gået meget værre.

Care4Activists.org

“Halvdelen af alle verdens koralrev er døde inden for de sidste to år. Der er knapt nok et eneste levende koralrev tilbage på Maldiverne, 70 pct. af korallerne i Fransk Polynesien er døde, og jeg vil skyde på, at mindst halvdelen af Great Barrier Reef døde sidste sommer. Jeg troede ikke, at det ville blive så skidt så hurtigt, men ellers har mine forudsigelser ramt plet. Det er værre, end nogen nogensinde havde forestillet sig. Og jeg kan ikke slippe for det. Det forfølger mig overalt. I min egen private verden lider jeg tydeligvis af en depression,” fortæller han over telefonen med en sprød og skælvende stemme, der får det til at lyde, som om han er ved at bryde sammen i gråd.

“Jeg ser intet godt i denne verden længere. Det er selvfølgelig ikke helt rigtigt, men det er tæt på. I min verden, i hvert fald, så er det sådan, det er. Det er som at leve i helvede.”

Hvordan føles det?

Klimaforandringerne foregår bogstaveligt imellem hænderne på forskerne. Det er forskerne, der står i Østgrønland og ser gletsjerne trække sig tilbage, de er til stede på Arktis, hvor isen svinder ind, de ser med deres egne øjne koralrevene blive bleget af de forhøjede vandtemperaturer, og det er deres beregninger, der viser, hvor slemt det kan risikere at stå til i fremtiden. Så hvordan er det at leve med den viden, hvordan føles det at stå i allerforreste række, når isen smelter?

Det satte stifteren af websitet ’Is This How You Feel?’, Joe Duggan, sig for at undersøge. Han har siden 2014 stillet spørgsmålet videre til klimaforskere over hele verden, der har repliceret med håndskrevne breve, hvori de fortæller om, hvordan de som mennesker oplever den trussel, som klimaforandringerne udgør.

En af dem, der har lagt et brev op på siden, er den dansk-britiske klimaforsker dr. Ruth Mottram, der arbejder på Danmarks Meteorologiske Institut.

I brevet skriver hun blandt andet:

‘You have asked me how I feel about climate change. It’s probably the first time I have ever been asked to say what I feel, rather than what I think and it’s a hard question to answer.’

Ruth Mottram beskriver både, hvordan hun som forsker kan blive fascineret af, hvordan planeten reagerer på det forandrede klima, og ligefrem kan føle stor professionel tilfredshed, når hendes beregninger holder stik, men også de foruroligende følelser, hun har, når hun især tænker på den fremtid, som hendes børn kommer til at vokse op i. Til Information siger hun:

“Det er som at leve to forskellige liv. Når jeg arbejder, så tænker jeg kun på det videnskabelige, og så er det kun sjældent, at mine følelser får lov til at forstyrre mig. Men samtidig har jeg store bekymringer på mine børns vegne. Det er derfor, jeg cykler til og fra arbejde hver dag. Cykelturen er den separationstid, hvor jeg skiller tingene ad. Det må være ligesom at arbejde på en skadestue, hvor det også er nødvendigt at separere følelserne fra arbejdet,” fortæller Ruth Mottram.

Ikke optimister, men fanger af håbet

Den norske psykolog og forsker 3en Stoknes har beskæftiget sig med forskernes emotionelle reaktioner på klimaforandringerne.

“Hvis dit kald i livet er associeret med at løse eller at overbevise samfundet om realiteterne i klimaforandringerne, og du begynder at måle den effekt, dit arbejde har på at få bremset klimaforandringerne, så er du på et bad ride, fordi problemet med klimaforandringerne er så stort, at intet enkeltstående individ eller institution kan gøre ret meget alene,” siger han.

“Som klimaforsker ser du verden igennem en linse, der viser potentialet for ødelæggelser og de tab, vi allerede har lidt, på en måde som det kan være svært at finde lydhørhed for hos familien, vennerne og de gamle skolekammerater. Så du bliver på en måde fremmedgjort over for almindelige menneskers fællesskab. Du bliver en outsider,” fortæller han og citerer den amerikanske filosof og økolog Aldo Leopold (1887-1948) for at sige, at “en af undgældelserne for at have en miljømæssig uddannelse er at leve i en verden fuld af sår”.

“Men der er intet galt med dig, fordi du føler dig nede, deprimeret, føler afmagt, vrede eller irritation. Det er mere eller mindre en nødvendig sideeffekt af virkelig at forstå dybderne af klimaforskningen. Det er ikke patologisk, det er en naturlig følelsesmæssig, psykologisk, nærmest sjælfuld reaktion på diskrepansen imellem den viden, som du har, og den omverden, som du er en del af,” forklarer han.

Men hvordan finder klimaforskerne så overhovedet energien til at fortsætte, når deres beregninger peger på en dyster fremtid, der kan få det til at løbe iskoldt ned ad ryggen, og når politikerne overhovedet ikke handler på forskernes advarsler? Svaret er: De håber. De gør som den amerikanske filosof og aktivist Cornel West, der siger, at han ikke kan være optimist, men at han er håbets fange.

Per Espen Stoknes beskæftiger sig også med håbet som drivkraft i bogen What We Think About When We Try Not To Think About Global Warming. Toward a New Psychology of Climate Action fra 2015. Her optegner han flere typer af håb, hvoraf et af dem er det, der holder klimaforskerne ved ilden.

“Det aktive, men skeptiske håb, hvor du ikke kender resultatet. Hvor du handler ud fra dine personlige værdier, og hvor du ikke er afhængig af et positivt resultat, fordi handlingen i sig selv har værdi for dig.”

Det er præcis, hvad der holder Ruth Mottram fra Danmarks Meteorologiske Institut i gang.

“Vi kan ikke give op, vi skal altid forsøge at gøre noget,” siger hun.

Følelser kan være en del af løsningen

På de sidste to konferencer, som Charlie Veron har deltaget i som hovedtaler, har han ikke talt om koralrevenes tilstand, men derimod om hvordan ødelæggelserne af koralrevene har påvirket ham som menneske. Alene sidste år gav han 61 interview, og en stor del af dem handler om netop det.

“Der er en stigende opmærksomhed om, at det ikke bare er koldblodig forskning, men at forskerne også er mennesker, der virkelig bekymrer sig om menneskeracen og om naturen. Hvis du er en fuldstændig objektiv person uden nogen følelsesmæssige forbindelser med verden overhovedet, så bliver du ikke forsker på det naturvidenskabelige felt. Forskere er drevet af forbindelsen med den naturlige verden,” fortæller han.

Og det er nødvendigt, at klimaforskere som Charlie Veron og Ruth Mottram stiller sig frem og fortæller om deres følelser. Det mener Per Espen Stoknes.

“Når de involverer offentligheden i deres personlige oplevelser og følelser med forskningen, så fremstår de som mennesker i stedet for kloge æggehoveder. De er jo mennesker, der elsker gletsjerne og koralrevene. Dermed bliver forskningen levende og personificeret igennem deres menneskelige stemmer, og det tror jeg er en enormt vigtig del af løsningen på de klimaudfordringer, som vi står med. Ikke kun at kommunikere klimaforskningen, men også at kommunikere forskernes personlige forhold til det, de nu forsker i.”

Det er den australske miljøfilosof Glenn Albrecht enig i.

“Hvis du lytter til, hvad nogle af de førende forskere siger i forbindelse med Great Barrier Reefs dødskamp, så taler de nu til offentligheden med stærke følelsesmæssige appeller. De er personligt så dybt berørte af det, at de ikke længere taler i videnskabelige termer. Og måske er det det, der skal til for at skabe ørenlyd. At tale i et sprog, der appellerer til folks følelser. Intet andet ser jo ud til at virke. Vi er jo trods alt følelsesmæssige væsener,” siger han.

Charlie Veron fortsætter med at vise døde koralrev frem til medierne, selv om det gør lige ondt i sjælen hver gang, og han vil også fortsætte med at tale om det. Blandt andet i den selvbiografi, han er ved at skrive for Penguin Books.

“Personligt ville jeg ønske, at jeg aldrig var blevet involveret i klimaforandringer. Nej, det er ikke rigtigt. Jeg er blevet så kendt, at mine ord kan gøre en lille forskel. Derfor bliver jeg ved med at tale om det. Men jeg kan heller ikke bare vende ryggen til koralrevene, når jeg har gjort så meget for dem i så mange år. Selvfølgelig kan jeg ikke det.”

Aktivister brænder så meget for sagen, at de brænder ud

Aktivister – ikke kun klimaaktivister, men alle der kæmper for fred, frihed og retfærdighed – er særligt udsatte for at brænde ud. Det viser amerikansk undersøgelse.

Af Morten Steiniche. Artiklen har været bragt i Dagbladet Information den 7. december 2015

Han gik ned med et brag. Udbrændt.

“Jeg var så stresset, at jeg til sidst ikke var i stand til at lave mit arbejde. Jeg kunne slet ikke få tingene til at hænge sammen, og til sidst endte mit privatliv også med at skvatte sammen.”

Det tog aktivist Morten Nielsen to år at komme til hægterne igen, efter han gik ned med stress, da han arbejdede for Mellemfolkeligt Samvirke. Sammenbruddet, der skete i begyndelsen af 00’erne, gav ham rigeligt med tid til at tænke over, hvad det er, man som aktivist risikerer at udsætte sig selv for.

Og det er netop, hvad Paul C. Gorski fra George Mason University i Virginia, USA, har undersøgt i det forskningsstudie, der under titlen Burnout in social justice and human rights activists blev offentliggjort i det akademiske tidsskrift Journal of Human Rights Practice for få uger siden. Heri tegner Gorski og hans kollega, Cher Weixia Chen, et billede af aktivistbevægelserne som steder, der nærmest er som skabt til at føre til udbrændthed.

Care4Activists.org – Stressfri aktivisme. Keep living. Keep fighting

‘Selv om alle mennesker, der arbejder som professionelle eller frivillige, kan være modtagelige over for erhvervsmæssig udbrændthed, så viser undersøgelsen, at aktivister, der arbejder for social retfærdighed og menneskerettigheder er særligt modtagelige over for stress på grund af de unikke udfordringer, som aktivistarbejdet er fyldt med,’ konkluderes det i indledningen af studiet, der er det første af sin art.

“Der er forsket og skrevet meget om udbrændthed blandt skolelærere og mange andre, men der er næsten ikke skrevet noget om udbrændthed blandt aktivister inden for social retfærdighed og menneskerettigheder,” siger Paul C. Gorski til Information. Hans definition af social retfærdighedsaktivisme er i øvrigt ganske bred og indeholder også både klima- og dyrerettighedsaktivister.

Dårlig samvittighed

Når udbrændthed – burnout – er særlig udbredt blandt aktivister, så skyldes det først og fremmest den følelsesmæssige dedikation, de går til arbejdet med.

“Man kaster sig ind i en bevægelse, hvor man har en stærk følelsesmæssige binding til den sag, man kæmper for. Det betyder, at man lettere kan komme til at føle sig følelsesmæssigt udmattet,” uddyber Paul C. Gorski.

I undersøgelsen har Gorski talt med 22 aktivister, der alle har prøvet at brænde ud og siden er kommet på fode igen. De giver samstemmende et billede af aktivisten som et altopofrende menneske, der kæmper indædt for en sag og sjældent er i stand til at holde fri, dels på grund af den følelsesmæssige tilknytning til aktivismen, der kan gøre det svært at abstrahere fra aktivismen, når man burde holde fri, og dels på grund af det store arbejdspres, som mange aktivister er udsat for.

Dernæst beskrives aktivismen som en skyldbaseret kultur, hvor aktivisten lever med en konstant dårlig samvittighed over ikke at gøre nok. Endelig – men måske vigtigst af alt – tegnes der et billede af aktivismemiljøerne, hvor stress og udbrændthed er stærkt tabubelagt.

I forbindelse med udarbejdelsen af denne artikel var det mere end almindelig svært at finde en person, der havde lyst til at stå frem og fortælle om oplevelserne med stress og udbrændthed.

“Når aktivisterne har svært ved at italesætte stress, så skyldes det, at de føler, at det er et tegn på svaghed. Det går simpelthen stik imod den kultur, der hersker i aktivismebevægelserne, hvor det forventes, at du hele tiden er i stand til yde dit bedste, at du har overskud, og at du bogstaveligt talt er parat til at arbejde dig selv ihjel,” siger Gorski.

Et svært valg

At aktivismen fuldstændig kan opsluge alt, kender Morten Nielsen, der sidenhen er skiftet til Afrika Kontakt, hvor han er sekretariatsleder, udmærket til. Han var politisk aktiv og arbejdede derudover i Mellemfolkeligt Samvirke, da han på grund af stress mistede evnen til at overskue arbejdsopgaverne og til sidst ikke kunne overskue selv enkle ting.

“Det var som at sidde i bunden af en brønd og se op. Jeg kunne næsten ingenting, og mit selvværd forsvandt fuldstændigt.”

Han mistede både job og kæreste, og de følgende to år brugte han på at komme sig, og det lykkedes også “med venners hjælp” og en erkendelse af, at han nok alligevel “ikke kunne forandre hele verden”. Han siger, at han selv er blevet bedre til at holde arbejdspresset fra døren, men han anerkender, at det er et vilkår, som mange døjer med.

“Der er sikkert mange, der er bange for at række organisationerne en lillefinger, af frygt for, at de tager hele armen. For den slags arbejde, der hverken har en udløbsdato eller en endelig sejr i sigte, kan hurtigt komme til at overtage hele ens liv,” siger han.

Det bekræfter Jon Vinding, daglig leder af dyrevelfærdsgruppen Anima. Hans erfaring er, at især nye aktivister er i risikogruppen for at gå så heftigt til værks, at det kan få personlige konsekvenser for helbredet.

“Det er typisk noget, der sker for folk i en periode, hvor de opdager omfanget af et problem – ’er der virkelig så mange dyr, der har det så dårligt?’ – og så bliver de meget stressede og begynder at tænke over det hele tiden. Dernæst er der problemet med, at de forandringer, som man ønsker for verden, aldrig kommer så hurtigt, som man kunne ønske sig,” siger han.

Det vil de mange tusinde aktivister, der i disse uger samles i Paris under COP21 formentligt have en stærk følelse og fornemmelse af, når klimatopmødet om få dage er forbi. For uanset resultatet af topmødet er klimakampen et eksempel på, at forandringerne sker i et meget langsommere tempo, end klimaaktivisterne og mange andre håber på.

Ikke noget vi taler om

Sofie Gry Fridal Hansen er frivillig i Afrika Kontakt, hvor hun arbejder sammen med Morten Nielsen. Hun nikker genkendende til, at man som aktivist hurtigt bliver suget ind i kampen. Da hun indtil i sommer var studerende, havde hun både fuldtidsstudie, studiearbejde og det frivillige arbejde i ngo’en.

“Da var jeg i gang 50-60 timer om ugen,” fortæller hun.

Sofie Gry Fridal Hansen kan også genkende billedet af en aktivismekultur, hvor stress ikke er noget, man taler åbent om.

“Nej, det er ikke noget, vi har et fællesskab omkring her. Vi har et system, hvor vi kan melde fra, hvis vi bliver for pressede, men vi taler ikke rigtig med hinanden om hvorfor, når nogen pludselig trækker sig. Vi har bare ikke en kultur, hvor vi giver luft for vores personlige frustrationer. Der er ikke nogen platform, der lægger op til den slags samtaler,” fortæller hun.

Der er i Afrika Kontakt – som i mange andre aktivisme-ngo’er – en stor udskiftning af frivillige.

“Vi har en frafaldsprocent på 50 efter de første par måneder,” siger Sofie Gry Fridal Hansen. Direkte adspurgt om der kan være en sammenhæng imellem den høje frafaldsprocent og en kultur, hvor stress og personlige frustrationer er tabuiseret, svarer hun:

“Ja, jeg tror faktisk, at der er mange, der forlader organisationen så hurtigt igen, fordi der ikke er plads til at dele de menneskelige og personlige frustrationer og tanker, som man måske går med.”

Paul C. Gorski siger, at mange aktivister ender med at måtte træffe et valg mellem at tage sig af sig selv og forlade organisationen eller at blive og acceptere forholdene, som de er.

Det er Morten Nielsen fuldstændig enig i: “At være aktivist er et omsiggribende arbejde, der kan tage så meget tid og energi, at man er nødt til at stoppe helt for at kunne tage sig af sig selv.”

Både i store og små ngo’er

Men hvor udbredt er udbrændtheden i aktivismemiljøerne?

“Det er mit indtryk, at det er en meget høj andel,” siger Paul C. Gorski. Rundringninger til adskillige ngo’er og aktivister for at tjekke den påstand, giver dog ikke noget entydigt svar.

Nogle af medarbejderne i Amnesty International i Danmark gik for nogle år siden ned med stress og var sygemeldt i lang tid. Det fik organisationen at »vågne op«, fortæller vicegeneralsekretær Trine Christensen.

Andre steder, for eksempel hos Mellemfolkeligt Samvirke, har man svært at ved at få øje på, at aktivister skulle være særligt udsatte for stress og udbrændthed. National Director Vibeke Vinter påpeger, at der også er ildsjæle ansat på sygehusene, der går ned med stress.

“Det er ikke noget, der særligt gælder for aktivister,” siger hun.

Alligevel fremhæver Paul C. Gorski i sin forskning i hvert fald to årsager til aktivisternes udbrændthed, der i høj grad kan henføres til aktivismekulturen. For det første kæmper mange ngo’er med hele tiden at skulle skaffe penge, og det er en meget stærk stressfaktor, siger han. Dernæst oplever mange aktivister en ofte stærkt stressfyldt modstand fra omverdenen, der ikke altid har forståelse for aktivisternes kampe.

Gorski mener i øvrigt ikke, at problemet med stress er hverken større eller mindre i små eller store ngo’er, og det betyder heller ikke noget, om der er tale om lønansatte eller frivillige.

“Det har alene noget med kulturen i organisationen at gøre,” siger han.

’Vi er ikke gode nok’

Selv om man i den danske afdeling af Amnesty International kan bryste sig af, at der er fokus på de ansattes trivsel, at der afholdes mindfulness-dage, og at der er regler for, hvor sent på aftenen, der må afsendes e-mail, så erkender vicegeneralsekretær Trine Christensen også, at der ikke er helt den samme opmærksomhed omkring de frivilliges ve og vel.

“Det er ikke min fornemmelse, at stress er et stort problem blandt dem, men jeg må også indrømme, at jeg ved mindre om, hvordan de egentlig har det. Og jeg tænker da, at vi er nødt til at spørge mere specifikt ind til det.”

Også hos Greenpeace er man parat til at se nærmere på aktivisternes risiko for stress og udbrændthed.

“I en verden som vores er det superbesværligt at være så idealistisk, fordi man bliver skuffet så tit, og der er så meget, man hele tiden skal stå imod. Man er meget sårbar som aktivist,” siger Birgitte Lesanner, kampagnechef for Greenpeace i Danmark.

“Modløsheden, der kommer lige før udbrændtheden, den mærker vi tit hos os, og jeg tror i virkeligheden ikke, at vi er særlig gode til at håndtere den. Vi er stadig så meget en græsrodsorganisation, at vi ikke har en struktur til at håndtere de her ting. Det er det ærlige svar. Der er ingen grund til at få det til at lyde, som om vi er federe, end vi er.”

“Der er bare ingen grund til at udbrænde aktivister. De skal jo være friske og klare og kunne holde ud i mange, mange år. Vi har brug for aktivisterne, og vi har mere brug for dem end nogensinde før. Så selvfølgelig skal vi passe rigtig godt på dem. Så jeg vil se på, om der er noget mere, vi kan gøre,” siger Birgitte Lesanner.

Et fælles problem

Men burde aktivisterne ikke bare selv rulle yogamåtterne ud og komme i gang med at få det godt?

Så simpelt er det desværre ikke. Paul C. Gorski opdagede nemlig, at en væsentlig komponent ofte er fuldstændig fraværende, når stressen løber af med aktivisterne. I aktivismekulturen er det ikke acceptabelt at yde omsorg for sig selv. Egenomsorg betragtes som »nydelsessyge og et bevis på manglende engagement«, som det forklares i forskningsstudiet.

Eller som Birgitte Lesanner forklarer det: »Det kan være svært at argumentere for, hvorfor jeg skal have det godt, når jeg nu er i gang med at redde millioner af klimaflygtninge.”

“Jeg mediterer selv og dyrker yoga, men jeg må konstatere, at der bliver set ned på den slags i mange af de aktivistmiljøer, hvor jeg færdes,” siger Paul C. Gorski.

Men noget skal gøres, siger han, for problemet med stress og udbrændthed er ikke bare den enkelte aktivists problem.

“Jeg har gang på gang set organisationer og bevægelser fejle, og en af de væsentligste grunde er, at de hele tiden mister momentum på grund af den høje udskiftning af aktivister, der brænder ud og forsvinder og aldrig kommer tilbage igen. Så min motivation er egentlig ikke at hjælpe den enkelte aktivist, men at sikre, at aktivismebevægelserne forbliver bæredygtige. Det handler om at holde liv i dem ved at holde liv i de mennesker, der er med i dem,” siger Paul C. Gorski.

“Det første skridt er, at vi begynder at tale om aktivisternes stress og fare for at brænde ud. Dernæst bliver vi nødt til at omfortolke problemet, så det ikke længere handler om det individualistiske, men om fællesskabet. Hvordan kan vi aktivister tage os af hinanden, hvordan kan vi skabe fællesskaber, hvor der er rum til omsorg? Vi er nødt at foretage et skift fra egenomsorg til fællesskabsomsorg,” siger han.

Det er Morten Nielsen fra Afrika Kontakt helt enig i.

“Det er ikke dit eget problem, det er hele gruppens, bevægelsens eller organisationens problem, hvis der er én, der brænder ud.”