Artikler og essaysKlimaforandringerStress og aktivisme

Deprimerede klimaforskere opgiver videnskabens sprog – og taler til følelserne

Når intet andet hjælper, kan det måske gøre en forskel, hvis klimaforskerne krænger deres følelser ud og i stedet for tal og fakta fortæller om, hvordan de selv bliver påvirket af klimaforandringerne.

Af Morten Steiniche. Artiklen har været bragt i Dagbladet Information den 26. april 2017

Det er ikke mere end fire uger siden, at Charlie Veron sidst dykkede ved Great Barrier Reef, verdens største koralrev, der dækker et enormt område på 348.000 kvadratkilometer langs den australske nordøstkyst.

Charlie Veron var af sted med en journalist og en fotograf fra National Geographic for at fremvise de omfattende ødelæggelser af koralrevet, som efter at have levet i bedste velgående i 25 millioner år nu ser ud at være døden nær. På grund af klimaforandringerne.

“Det er forfærdeligt. Det er ligesom at have et sygt barn.” Charlie Veron er verdens førende koralrevsforsker. Han er 72 år og har tre universitetsgrader, men han er først og fremmest – fortæller han – en kæmpe naturelsker, der har spenderet over 7.000 timer under vandet, siden han begyndte af dykke som 18-årig i midten af 1960’erne.

Aktivister brænder så meget for sagen, at de brænder ud

En fjerdedel af klodens koralrev er kortlagt og beskrevet af Charlie Veron, som også er forfatter til over 100 videnskabelige udgivelser, blandt andet Corals of the World, der i folkemunde kaldes for The Coral Bible.

Charlie Veron har i årevis advaret imod ødelæggelserne af klodens koralrev som følge af klimaforandringerne. I dag kan han med bitterhed konstatere, at han ikke blot fik ret i sine dystre forudsigelser, det er gået meget værre.

Care4Activists.org

“Halvdelen af alle verdens koralrev er døde inden for de sidste to år. Der er knapt nok et eneste levende koralrev tilbage på Maldiverne, 70 pct. af korallerne i Fransk Polynesien er døde, og jeg vil skyde på, at mindst halvdelen af Great Barrier Reef døde sidste sommer. Jeg troede ikke, at det ville blive så skidt så hurtigt, men ellers har mine forudsigelser ramt plet. Det er værre, end nogen nogensinde havde forestillet sig. Og jeg kan ikke slippe for det. Det forfølger mig overalt. I min egen private verden lider jeg tydeligvis af en depression,” fortæller han over telefonen med en sprød og skælvende stemme, der får det til at lyde, som om han er ved at bryde sammen i gråd.

“Jeg ser intet godt i denne verden længere. Det er selvfølgelig ikke helt rigtigt, men det er tæt på. I min verden, i hvert fald, så er det sådan, det er. Det er som at leve i helvede.”

 

Hvordan føles det?

Klimaforandringerne foregår bogstaveligt imellem hænderne på forskerne. Det er forskerne, der står i Østgrønland og ser gletsjerne trække sig tilbage, de er til stede på Arktis, hvor isen svinder ind, de ser med deres egne øjne koralrevene blive bleget af de forhøjede vandtemperaturer, og det er deres beregninger, der viser, hvor slemt det kan risikere at stå til i fremtiden. Så hvordan er det at leve med den viden, hvordan føles det at stå i allerforreste række, når isen smelter?

Det satte stifteren af websitet ’Is This How You Feel?’, Joe Duggan, sig for at undersøge. Han har siden 2014 stillet spørgsmålet videre til klimaforskere over hele verden, der har repliceret med håndskrevne breve, hvori de fortæller om, hvordan de som mennesker oplever den trussel, som klimaforandringerne udgør.

En af dem, der har lagt et brev op på siden, er den dansk-britiske klimaforsker dr. Ruth Mottram, der arbejder på Danmarks Meteorologiske Institut.

I brevet skriver hun blandt andet:

‘You have asked me how I feel about climate change. It’s probably the first time I have ever been asked to say what I feel, rather than what I think and it’s a hard question to answer.’

Ruth Mottram beskriver både, hvordan hun som forsker kan blive fascineret af, hvordan planeten reagerer på det forandrede klima, og ligefrem kan føle stor professionel tilfredshed, når hendes beregninger holder stik, men også de foruroligende følelser, hun har, når hun især tænker på den fremtid, som hendes børn kommer til at vokse op i. Til Information siger hun:

“Det er som at leve to forskellige liv. Når jeg arbejder, så tænker jeg kun på det videnskabelige, og så er det kun sjældent, at mine følelser får lov til at forstyrre mig. Men samtidig har jeg store bekymringer på mine børns vegne. Det er derfor, jeg cykler til og fra arbejde hver dag. Cykelturen er den separationstid, hvor jeg skiller tingene ad. Det må være ligesom at arbejde på en skadestue, hvor det også er nødvendigt at separere følelserne fra arbejdet,” fortæller Ruth Mottram.

 

Ikke optimister, men fanger af håbet

Den norske psykolog og forsker 3en Stoknes har beskæftiget sig med forskernes emotionelle reaktioner på klimaforandringerne.

“Hvis dit kald i livet er associeret med at løse eller at overbevise samfundet om realiteterne i klimaforandringerne, og du begynder at måle den effekt, dit arbejde har på at få bremset klimaforandringerne, så er du på et bad ride, fordi problemet med klimaforandringerne er så stort, at intet enkeltstående individ eller institution kan gøre ret meget alene,” siger han.

“Som klimaforsker ser du verden igennem en linse, der viser potentialet for ødelæggelser og de tab, vi allerede har lidt, på en måde som det kan være svært at finde lydhørhed for hos familien, vennerne og de gamle skolekammerater. Så du bliver på en måde fremmedgjort over for almindelige menneskers fællesskab. Du bliver en outsider,” fortæller han og citerer den amerikanske filosof og økolog Aldo Leopold (1887-1948) for at sige, at “en af undgældelserne for at have en miljømæssig uddannelse er at leve i en verden fuld af sår”.

“Men der er intet galt med dig, fordi du føler dig nede, deprimeret, føler afmagt, vrede eller irritation. Det er mere eller mindre en nødvendig sideeffekt af virkelig at forstå dybderne af klimaforskningen. Det er ikke patologisk, det er en naturlig følelsesmæssig, psykologisk, nærmest sjælfuld reaktion på diskrepansen imellem den viden, som du har, og den omverden, som du er en del af,” forklarer han.

Men hvordan finder klimaforskerne så overhovedet energien til at fortsætte, når deres beregninger peger på en dyster fremtid, der kan få det til at løbe iskoldt ned ad ryggen, og når politikerne overhovedet ikke handler på forskernes advarsler? Svaret er: De håber. De gør som den amerikanske filosof og aktivist Cornel West, der siger, at han ikke kan være optimist, men at han er håbets fange.

Per Espen Stoknes beskæftiger sig også med håbet som drivkraft i bogen What We Think About When We Try Not To Think About Global Warming. Toward a New Psychology of Climate Action fra 2015. Her optegner han flere typer af håb, hvoraf et af dem er det, der holder klimaforskerne ved ilden.

“Det aktive, men skeptiske håb, hvor du ikke kender resultatet. Hvor du handler ud fra dine personlige værdier, og hvor du ikke er afhængig af et positivt resultat, fordi handlingen i sig selv har værdi for dig.”

Det er præcis, hvad der holder Ruth Mottram fra Danmarks Meteorologiske Institut i gang.

“Vi kan ikke give op, vi skal altid forsøge at gøre noget,” siger hun.

 

Følelser kan være en del af løsningen

På de sidste to konferencer, som Charlie Veron har deltaget i som hovedtaler, har han ikke talt om koralrevenes tilstand, men derimod om hvordan ødelæggelserne af koralrevene har påvirket ham som menneske. Alene sidste år gav han 61 interview, og en stor del af dem handler om netop det.

“Der er en stigende opmærksomhed om, at det ikke bare er koldblodig forskning, men at forskerne også er mennesker, der virkelig bekymrer sig om menneskeracen og om naturen. Hvis du er en fuldstændig objektiv person uden nogen følelsesmæssige forbindelser med verden overhovedet, så bliver du ikke forsker på det naturvidenskabelige felt. Forskere er drevet af forbindelsen med den naturlige verden,” fortæller han.

Og det er nødvendigt, at klimaforskere som Charlie Veron og Ruth Mottram stiller sig frem og fortæller om deres følelser. Det mener Per Espen Stoknes.

“Når de involverer offentligheden i deres personlige oplevelser og følelser med forskningen, så fremstår de som mennesker i stedet for kloge æggehoveder. De er jo mennesker, der elsker gletsjerne og koralrevene. Dermed bliver forskningen levende og personificeret igennem deres menneskelige stemmer, og det tror jeg er en enormt vigtig del af løsningen på de klimaudfordringer, som vi står med. Ikke kun at kommunikere klimaforskningen, men også at kommunikere forskernes personlige forhold til det, de nu forsker i.”

Det er den australske miljøfilosof Glenn Albrecht enig i.

“Hvis du lytter til, hvad nogle af de førende forskere siger i forbindelse med Great Barrier Reefs dødskamp, så taler de nu til offentligheden med stærke følelsesmæssige appeller. De er personligt så dybt berørte af det, at de ikke længere taler i videnskabelige termer. Og måske er det det, der skal til for at skabe ørenlyd. At tale i et sprog, der appellerer til folks følelser. Intet andet ser jo ud til at virke. Vi er jo trods alt følelsesmæssige væsener,” siger han.

Charlie Veron fortsætter med at vise døde koralrev frem til medierne, selv om det gør lige ondt i sjælen hver gang, og han vil også fortsætte med at tale om det. Blandt andet i den selvbiografi, han er ved at skrive for Penguin Books.

“Personligt ville jeg ønske, at jeg aldrig var blevet involveret i klimaforandringer. Nej, det er ikke rigtigt. Jeg er blevet så kendt, at mine ord kan gøre en lille forskel. Derfor bliver jeg ved med at tale om det. Men jeg kan heller ikke bare vende ryggen til koralrevene, når jeg har gjort så meget for dem i så mange år. Selvfølgelig kan jeg ikke det.”