Tegning: Rasmus Sand Høyer, Jyllands-Posten.
De fleste medier har stadig ikke forstået omfanget af klima- og biodiversitetskrisen og konsekvenserne af den. Det er stærkt problematisk, for netop medierne spiller en meget vigtig rolle i løsningen af de enorme udfordringer med klimaforandringer og tab af biodiversitet, som vi står med.
Af Morten Steiniche, journalist og aktivist, og Annasofie Flamand, aktivist, Extinction Rebellion Denmark. Kroniken blev bragt i Jyllands-Posten den 22. juli 2019
Årets mest opsigtsvækkende nyhed kom den 6. maj i år og gjorde ikke større væsen af sig. Det var en rapport på 1.500 sider, hvori 450 eksperter i FN’s biodiversitetspanel konkluderede på baggrund af 15.000 videnskabelige studier, at en million dyre- og plantearter er truet af udryddelse.
Dagen efter blev folketingsvalget udskrevet i Danmark. IPBES-rapporten røg i baggrunden, og klimaet blev reduceret til et af flere emner på agendaen.
Men det er rimeligt at antage, at selv uden et folketingsvalg ville dækningen af endnu en ildevarslende FN-rapport hurtigt være gået i sig selv igen. For selv om klimaforandringerne er rykket højt op på borgernes dagsorden, og især for mange unge er det vigtigste emne overhovedet, ja, så er mediernes dækning af klima- og biodiversitetskrisen med ganske få undtagelser katastrofalt ringe og stærkt problematisk.
Mediernes dæknning er inkonsistent
Forskerne ringer med alarmklokkerne. Der er tale om en nødsituation, og i september lagde FN’s generalsekretær António Guterres heller ikke fingre imellem, da han sagde, at klimaforandringerne er en eksistentiel trussel mod menneskeheden. Samtidig gør sikkerhedstjenesterne opmærksom på, at klimakrisen er en af de allerstørste trusler mod den globale sikkerhed og sikkerheden i Danmark.
Alligevel prioriterer hovedparten af medierne fortsat dækningen af klima- og biodiversitetskrisen, som om det er et hvilket som helst andet aktuelt emne.
Men det er langtfra det eneste problem.
For det første er klimakrisens perspektiver og konsekvenser stadig ikke afspejlet i mediernes dækning. Opsigtsvækkende rapporter og studier dækkes ofte ikke på redaktionerne, og den dækning, der er, står typisk slet ikke mål med klimakrisens omfang og perspektiver.
I forbindelse med klimamarchen i København behandlede store dele af de danske medier Greta Thunberg som et kuriøst fænomen, som om klimakrisen er en forbigående fare, der nok forsvinder igen. Berlingske satte endda sin mad- og vinredaktør til at dække klimamarchen i en artikel, hvor klimamarchen blev kaldt for en klimafest.
Hovedparten af medierne er desuden inkonsistente i dækningen af klimaforandringerne. De har ikke forstået, at klimakrisen er en permanent eskalerende tilstand. At klimaforandringerne foregår hver eneste dag, også når der ikke udsendes ildevarslende rapporter eller falder unormalt store mængder af regn.
Alvoren går først op for medierne, når klimakrisen virkelig raser
Der er sket en opprioritering af klimadækningen i stort set alle medier i takt med en stigende bekymring i befolkningen over tørre somre og voldsommere vejr. Fejlen er måske at finde i de klassiske nyhedskriterier, der sætter fokus på det sensationelle og konfliktprægede. Men det er dårligt nyt for menneskeheden, hvis medierne først kan vågne op til dåd, når klimakrisen virkelig raser.
Mediernes dækning er desuden præget af manglende forståelse for de større sammenhænge, der forårsager klimaforandringerne. Eller som Katherine Richardson, professor og leder af Sustainability Science Centre på Københavns Universitet, siger det: “Den allerstørste udfordring, vi har i det 21. århundrede, er erkendelsen af, at jordens ressourcer er begrænsede, og at vi er nødt til at finde en måde at fordele dem på. Men den historie er der ingen medier, der fortæller.”
Den er også gal med karakteren af dækningen, der ofte bliver til dommedagsjournalistik i medierne. Det er en slags journalistik, der ifølge den norske psykolog og forsker Per Espen Stoknes gør læserne, lytterne og seerne trætte, deprimerede og uengagerede.
Værst er det dog, når journalisterne i deres bestræbelser på at høre begge parter i klimadebatten vægter klimatvivlernes følelser og holdninger lige så højt som den videnskabelige konsensus. Det er i høj grad med til at forvirre mediebrugerne, når det fremstår, som om det er legitimt at sætte spørgsmålstegn ved videnskaben, og at tvivlernes ord vejer lige så tungt som videnskabens.
Mediernes misinformation
Der foregår en debat om fake news og misinformation, som endnu ikke har været knyttet til klima- og biodiversitetskrisen. Det er på tide, at det ændrer sig. For når medierne foretager redaktionelle valg, der tager udgangspunkt i en opfattelse af, at det ikke står så slemt til med klimaet, som forskerne siger, så er de med til at sprede misinformation. 174 danske forskere har sågar skrevet under på, at det står så slemt til, at det ikke bare retfærdiggør, men nødvendiggør civil ulydighed.
For hvordan skal vi som borgere kunne agere, hvis vi ikke kender omfanget af klimakrisen, fordi medierne kommunikerer noget andet? Dermed bliver mediernes mangelfulde dækning af klimakrisen også et demokratisk problem.
Der er jo ingen tvivl om, at medierne bærer et stort ansvar for, hvordan vi i samfundet opfatter klimaforandringerne. Derfor er det på høje tid, at der i medierne foretages et paradigmeskifte i dækningen af klimakrisen. Vil medierne påtage sig den rolle, det er at oplyse om klimakrisen, dens konsekvenser og de muligheder, der er for at handle nu?
Det skal medierne gøre
Der er flere ting, medierne kan gøre.
For det første skal medierne erkende sandheden af klimakrisens omfang, og nyhederne skal udvælges og redigeres på denne baggrund. Medierne skal “viderebringe den bedst opnåelige version af sandheden” – for nu at citere Jyllands-Postens formålsparagraf. At gøre andet er misinformation.
Det betyder blandt andet, at medierne skal leve op til de journalistiske dyder om at bedrive kritisk journalistik. Også over for dem, der stadig ikke vil se klimaforandringerne i øjnene.
Den store britiske avis The Guardian besluttede i midten af maj måned i år, at mediet ikke længere taler om ”klimaforandringer”, men om ”klimanødsituation” og ”klimakrise”. Det er et nødvendigt skridt, som også de danske medier bør tage.
Dernæst skal medierne dække klimakrisen konstruktivt. Det vil sige, at nyhederne skal engagere og inspirere borgerne med håb frem for indgyde frygt. Klimakrisen rejser en masse spørgsmål om, hvordan vi skal leve og forbruge i en verden, hvor vi er nødt til at handle på klimaforandringerne netop nu, og her kan medierne spille en meget vigtig rolle. Den konstruktive journalistik er med til at vise vejen til, hvordan vi kan få et bedre samfund ud af klimakrisen.
Men medierne skal også dække de sensationelle klimahistorier om greenwashing (når for eksempel virksomheder foregiver at være grønne uden at være det) og klimabelastende virksomheder. For på klimaområdet skal medierne være samfundets vagthunde, der råber op, når nogen gør skade på økosystemerne, der vedrører os alle.
De traditionelle nyhedskriterier bør også opdateres med endnu et kriterie, der handler om nyhedens væsentlighed i forhold til klimaforandringerne, og hvordan vi løser dem.
Der vil blive ved med at komme rapporter som IPBES-rapporten, der viser, hvor alvorlige klimaforandringer er. Så det er ikke længere dokumentation, der mangler.
Klimaforandringerne er på alle måder en ubekvem sandhed for os alle, men det er en sandhed, som vi er nødt til at få frem i lyset med mediernes hjælp og engagement.