Artikler og essaysKlimaforandringerSpirituel aktivisme

Vi skal altid give mere tilbage til naturen, end vi tager fra den

Juaquin Hershman with his former student Hans Erik Hjermstad in the Terra Madre Gardens, California. Photo by Morten Steiniche.
Juaquin Hershman with his former student Hans Erik Hjermstad in the Terra Madre Gardens, California. Photo by Morten Steiniche.

Hvis du rigtigt vil forstå naturen, skal du gribe hakkejernet og komme ud i haven, siger mestergartner Juaquin Hershman. Fundamentet for vores liv gemmer sig i nogle få skrøbelige tommer jord. Selv har Hershman gennem 40 år indsamlet frø. ’Frøet. Manifestationen af liv. Alt er inde i denne lillebitte livmoder’.

Af Morten Steiniche. Artiklen har været bragt i Dagbladet Information den 26. juli 2017

SAN DIEGO – Klokken er 12 middag, solen bager fra en skyfri himmel, og der er – bortset fra cikadernes evindelige summen – stille i dalen, hvor vi befinder os. Ikke som for nogle timer tidligere, da vi ankom til et inferno af lyde fra fugle, insekter og mange andre dyr i det frodige område.

“Det er naturen, der går i dvale midt på dagen, når det er så varmt. Det er tørt, der er ingen vand, og der er ingen myrer, der kommer med fugt nu. Alt i naturen slapper af, også planterne,” siger Juaquin Hershman og viser, hvordan bladene på en busk har trukket sig sammen for at beskytte sig mod solen og varmen. “Naturen regulerer sig selv.”

Klimaforandringer er jordens måde at fortælle os, hvem der bestemmer

76-årige Juaquin Hershman er gartner og i færd med at anlægge en have for en kendt californisk kunstner og arkitekt på et landsted i bjergene nordøst for San Diego, Californien.

Hvis der er ét mantra, der karakteriserer hans naturforståelse, så er det, at naturen altid ved bedst selv, og at vi mennesker derfor er nødt til at følge og forstå dens egne rytmer. Det gælder, når vi gror gulerødder, og når vi vil sikre os imod klimaforandringerne. Det er derfor, jeg gerne vil tale med ham. For at få gartnerens perspektiv på, hvordan alt levende i naturen kan være forbundet.

“Se bare her,” siger han og sætter sig på hug, mens han stryger håndfladen henover jorden.

Når en ulv skider i Yellowstone, begynder floderne at bugte sig

“Fundamentet for alt liv på jorden er den halve tomme over jorden og to tommer under jorden. Det er det bælte, som kloden ånder igennem. Det er dens hud og der, hvor alle insekterne og småkrybene er. Hvis du kradser lidt i jorden, vil du se det utrolige mylder af liv. Lige dér er alting så levende og frugtbart. I dette lille bælte, som ingen andre end vi gartnere normalt går og tænker over, viser skrøbeligheden sig i vores liv. For hvis vi ødelægger det bælte, så ødelægger vi også fundamentet for vores egen eksistens.”

“Og hvis vi på den anden side forstår at værdsætte jorden og dens liv, så ved vi også, at hemmeligheden i at få planter til at gro netop ligger i, hvordan vi forbereder jorden, før vi sår frøene eller sætter planterne ud.”

 

Mesterens lærer

Jeg mødte Juaquin Hershman for nogle år siden, da han var ved at anlægge en køkkenhave på et resort på Bali for en af hans mange kendte kunder. I nogle kredse vil man kalde ham en haveyogi, i andre en agro-filosof, men på visitkortet står der slet og ret ’Master Horticulturist’, mestergartner.

En af de sidste haver, han nåede at lave, inden en blodprop tvang ham til at tage den med ro, var for Oprah Winfrey på hendes landsted på Hawaii.

Juaquin Hershman blev født ind i en velhavende jødisk familie i New York, som var flygtet fra nazisterne, og det lå i kortene, at han skulle gå i faderens forretningsmæssige fodspor. Men da The Summer of Love eksploderede i kærlighed i 1967, tog han i stedet til San Fransisco, lod håret gro og tog LSD med Grateful Dead.

Da hippiedrømmen var død, rejste han til Mexico, hvor han overtalte en restaurant til at lave et vegetarisk køkken baseret på de grøntsager, som han og kæresten dyrkede i en lille køkkenhave. Interessen for at dyrke grøntsager bragte ham i begyndelsen af 1970’erne til Alan Chadwick, en af de vigtigste personer i den økologiske bevægelse i USA.

Alan Chadwick
Alan Chadwick

Alan Chadwick var en artistokratisk udseende englænder af en velhavende familie. Som barn fik han i en periode privatundervisning af Rudolf Steiner, som bandt drengen til et træ for at demonstrere naturens kræfter overfor ham.

Af Steiner lærte Chadwick den biodynamiske dyrkningsmetode med brug af kompost og nøje afstemt naturens rytmer. Chadwick blev også specialist inden for højbedsmetoden, der gjorde ham i stand til at producere store mængder af mad i køkkenhaven ved brug af få ressourcer. Samtidig skabte Chadwick haver med knald på, både i farverne og antallet af arter.

“Diversitet, myriader af træer, blomster og urter. Det er sådan, som naturen selv er. Et væld af farver, høje og lave gevækster, gevækster, der gror langs jorden, gevækster af træ og bløde gevækster. Alan Chadwick sammensmeltede alle de forskellige elementer i naturen, fordi han forstod, at de er forbundet med hinanden,” fortæller Juaquin Hershman.

Chadwick mente også, at de fire årstider er repræsenteret på en enkelt dag. Forår er morgen, sommer er middag, efterår skumring og vinter midnat.

Alan Chadwick anlagde sin første amerikanske have på University of California i Santa Cruz for præcis 50 år siden. Før Chadwick havde nærmest ingen hørt om økologisk havebrug i USA, men det ændrede den altid ulasteligt klædte englænder på.

Men Chadwick var også en rebel, der hadede det industrielle landbrug og dets fokus på profit, og samtidig var han personificeringen af en vitalist, der tillægger naturen en åndelig livskraft.

Han ramte tidsånden klokkerent.

De studerende elskede ham, men universitets ledelse havde svært ved at kapere hans radikale idéer og satte ham på porten efter nogle få år. Nu er Chadwick rehabiliteret, og University of California fejrer netop i disse dage 50-året for anlæggelsen af Chadwick-haven ved at hylde ham som en pioner i den amerikanske miljøbevægelse på lige fod med Rachel Carson, Henry Thoreau, John Muir og Aldo Leopold.

 

Kom tættere på dig selv i haven

“Jeg kom fra østkysten og havde aldrig tænkt på, at naturen er levende, og at kloden ånder, og at den derfor skal behandles med respekt,” fortæller Juaquin Hershman, der var elev hos Alan Chadwick i to år og siden selv har uddannet mange elever efter Chadwicks teknikker.

“Alan Chadwick sagde altid, at det er haven, der skaber gartneren, ikke omvendt. Han lærte os at arbejde med naturen, lære dens rytmer at kende og altid at give mere tilbage til naturen, end vi tager fra den. Vi lærte ikke at dyrke planter og blomster, men at dyrke jord. Vi lærte at skille jorden ad uden at ødelægge den og uden at gøre orme og andre levende væsener fortræd, og vi lærte at lave kompost og tilsætte komposten til jorden, så den skaber de bedste betingelser for liv.”

Juaquin Hershman. Photo by Morten Steiniche.
Juaquin Hershman. Photo by Morten Steiniche.

Kompostering er naturens egen måde at nedbryde organisk materiale fra døde planter og dyr på og bringe næringsstofferne tilbage til økosystemet. Efter opfindelsen af pesticider blev brug af kompost i mange år betragtet som gammeldags og uøkonomisk, men det var Alan Chadwick med til at ændre på.

“Frugtbarheden i en kompostbunke penetrerer jordens krop. Det er livet ind i døden og tilbage til livet igen,” siger Juaquin Hershman.

Alan Chadwicks undervisning handlede ikke kun om teknikkerne i havebrug. Man sagde om ham, at han plantede sjæle.

Når vi arbejder med jorden, bliver hele vores krop – nervesystemet, blodcirkulationen – tilpasset naturens egen rytme, og det gør havearbejdet til en dybt tilfredsstillende oplevelse, som mange mennesker med haver nok kan nikke genkendende til. Havearbejdet bliver til en form for meditation, der skaber balance mellem krop og sind.

“Spiritualitet er at gå ind i processen med at dyrke jorden. Du træder ind i det usynlige under jorden og det, der manifesteres, er frøet, der spirer. Det er magisk. Skyerne trækker indover, regnen kommer, og bagefter kommer solen,” fortæller Juaquin Hershman.

Alan Chadwick døde i 1980 på et zen-center i Californien. Paradoksalt nok døde den livslange vegetar af en kræftsygdom, der kunne forebygges med grøntsager.

 

Frø skaber sammenhæng med fortiden

Ganske som sin læremester er Juaquin Hershman stærkt kritisk over for det industrielle landbrug. Da jeg besøger ham i hans autocamper, der for tiden holder parkeret på en nedlagt skole i byen Encinitas ved Stillehavskysten, viser han mig en pose med frø.

“Frøet. Manifestationen af liv. Frøet har alle de næringsstoffer, det har brug for for at åbne sig og gro. Alt er inde i denne lillebitte livmoder, som er omgivet af en skal så hård, at nogle frø stadig kan spire efter årtier og i nogle tilfælde århundreder,” fortæller han.

Picture of Seeds Rodger Evans is licensed under CC BY-NC 2.0
Picture of Seeds by Rodger Evans is licensed under CC BY-NC 2.0

Juaquin Hershman har samlet frø i over 40 år, og det er han ikke alene om. Landmænd, gartnere og haveejere over hele verden har til alle tider delt frø med hinanden, og i nyere tid er der også kommet frø-banker, der fryser frøene ned, så de kan holde sig endnu længere.

“Når størstedelen af alle de frø, der i dag plantes ud, kommer fra en lille gruppe af meget store virksomheder, så betyder det, at den genetiske pulje bliver mindre og mindre. Derfor er det vigtigere end nogensinde, at vi samler og bevarer frø, men også at vi igen begynder at dyrke vores mad lokalt, så vi får stærke frø, der er tilpasset de lokale forhold.”

Kritikken af virksomheder som blandt andet Monsanto går netop på, at de med deres industrielt fremavlede frø er med til at kvæle den biologiske mangfoldighed, og at frøene ikke er lige så modstandsdygtige som frø, der igennem generationer er tilpasset lokale miljøer.

Truslen imod den biologiske mangfoldighed er kun et af de problemer, som fødevareindustrialiseringen har ført med sig. De færreste moderne mennesker dyrker i dag deres egne grøntsager, og det betyder – mener Juaquin Hershman – at vi er blevet endnu mere fremmedgjort over for naturen. Selv om vi godt er klar over, at agurken må have hængt på et træ et sted, er det sjældent, at vi skaber den forbindelse til naturen, når vi er i supermarkedet for at købe ind.

“Fødevarer, som vi ikke har været i kontakt med igennem dyrkningen, kan ikke mætte os spirituelt. Og derudover har de fleste mennesker også mistet evnen til at beskrive den mad, de spiser. De siger bare, at den smager godt eller dårligt.”

Men er det overhovedet realistisk at forestille sig, at vi – mange milliarder mennesker, hvoraf rigtig mange bor i byerne – skal til at dyrke vores egen mad igen, spørger jeg ham.

“Alle kan dyrke mad, og der er altid plads til det. Hvis du ikke kan gøre det i nabolaget, så kan du gøre det i nærheden. Det handler om, at du træffer en beslutning om at ville dyrke grøntsager,” svarer han.

For få år siden var han i New York for at anlægge køkkenhaver på otte skoler i byen, og han fortæller, at børnene fik transformerende oplevelser ved at se frøene spire, grøntsager gro og endelig ved at spise dem.

“De smagte på maden, som de aldrig har smagt på den før.”

 

Havebrug skaber sammenhæng

Vi kører ud og besøger den californiske landbrugsentreprenør Daron Joffe alias ’Farmer D’, der bygger såkaldte fællesskabsfarme i byområder i USA. Ideen er at forbinde byboere med naturen igennem haverne, noget vi også længe har kendt til i Danmark.

“Vi bruger landbruget til at skabe fællesskaber for beboerne i lokalområdet. Først og fremmest for det jødiske samfund, som jeg selv er en del af, og for hvilket en bæredygtig forvaltning af jorden traditionelt har spillet en helt central rolle, og nu også er blomstret op igen. Vi skaber landbrug i byerne og forstæderne, der gør lokalområderne selvforsynende med grøntsager og frugt. Og det er ikke kun det jødiske samfund, der nyder godt af det. Formålet er hjælpe alle dem, der ikke har råd til mad i lokalområdet, uanset deres religion og trossamfund,” fortæller Farmer D, der har udgivet bogen Citizen Farmers.

Juaquin Hershman har blandt andet anlagt en frugtskov for Farmer D. Alle skal have lov til at gå ind og plukke og spise den frugt, som de har lyst til. Idéen er at skabe en sammenhæng mellem gæsten i frugtskoven og naturen.

“Når vi træder ind i naturens cyklus, når vi enten gror vores egne fødevarer eller spiser fødevarer, som vi selv plukker i naturen, så indser vi, at vi er en del af en større sammenhæng. Vi spiser langsommere og begynder at tænke på, hvor maden kommer fra, og så handler det ikke længere om bare at spise. I hver eneste bid føler vi taknemmelighed over for maden og mærker en ærefrygt over for naturen. En ærefrygt, der er nødvendig i dag, hvor vi har mistet kontakten til naturen, og som også gør os til kraftfulde og sensitive individer,” siger Juaquin Hershman.

På den vis kan vi begynde ikke bare at registrere forandringer på den store skala, når det regner og blæser, men også sanse de subtile forandringer, der foregår i naturen, når den regulerer sig selv. Når naturen for eksempel går i dvale i varmen, og det er bedst bare at lade den passe sig selv.