Artikler og essaysStress og aktivisme

Aktivister brænder så meget for sagen, at de brænder ud

Aktivister – ikke kun klimaaktivister, men alle der kæmper for fred, frihed og retfærdighed – er særligt udsatte for at brænde ud. Det viser amerikansk undersøgelse.

Af Morten Steiniche. Artiklen har været bragt i Dagbladet Information den 7. december 2015

Han gik ned med et brag. Udbrændt.

“Jeg var så stresset, at jeg til sidst ikke var i stand til at lave mit arbejde. Jeg kunne slet ikke få tingene til at hænge sammen, og til sidst endte mit privatliv også med at skvatte sammen.”

Det tog aktivist Morten Nielsen to år at komme til hægterne igen, efter han gik ned med stress, da han arbejdede for Mellemfolkeligt Samvirke. Sammenbruddet, der skete i begyndelsen af 00’erne, gav ham rigeligt med tid til at tænke over, hvad det er, man som aktivist risikerer at udsætte sig selv for.

Og det er netop, hvad Paul C. Gorski fra George Mason University i Virginia, USA, har undersøgt i det forskningsstudie, der under titlen Burnout in social justice and human rights activists blev offentliggjort i det akademiske tidsskrift Journal of Human Rights Practice for få uger siden. Heri tegner Gorski og hans kollega, Cher Weixia Chen, et billede af aktivistbevægelserne som steder, der nærmest er som skabt til at føre til udbrændthed.

Care4Activists.org – Stressfri aktivisme. Keep living. Keep fighting

‘Selv om alle mennesker, der arbejder som professionelle eller frivillige, kan være modtagelige over for erhvervsmæssig udbrændthed, så viser undersøgelsen, at aktivister, der arbejder for social retfærdighed og menneskerettigheder er særligt modtagelige over for stress på grund af de unikke udfordringer, som aktivistarbejdet er fyldt med,’ konkluderes det i indledningen af studiet, der er det første af sin art.

“Der er forsket og skrevet meget om udbrændthed blandt skolelærere og mange andre, men der er næsten ikke skrevet noget om udbrændthed blandt aktivister inden for social retfærdighed og menneskerettigheder,” siger Paul C. Gorski til Information. Hans definition af social retfærdighedsaktivisme er i øvrigt ganske bred og indeholder også både klima- og dyrerettighedsaktivister.

 

Dårlig samvittighed

Når udbrændthed – burnout – er særlig udbredt blandt aktivister, så skyldes det først og fremmest den følelsesmæssige dedikation, de går til arbejdet med.

“Man kaster sig ind i en bevægelse, hvor man har en stærk følelsesmæssige binding til den sag, man kæmper for. Det betyder, at man lettere kan komme til at føle sig følelsesmæssigt udmattet,” uddyber Paul C. Gorski.

I undersøgelsen har Gorski talt med 22 aktivister, der alle har prøvet at brænde ud og siden er kommet på fode igen. De giver samstemmende et billede af aktivisten som et altopofrende menneske, der kæmper indædt for en sag og sjældent er i stand til at holde fri, dels på grund af den følelsesmæssige tilknytning til aktivismen, der kan gøre det svært at abstrahere fra aktivismen, når man burde holde fri, og dels på grund af det store arbejdspres, som mange aktivister er udsat for.

Dernæst beskrives aktivismen som en skyldbaseret kultur, hvor aktivisten lever med en konstant dårlig samvittighed over ikke at gøre nok. Endelig – men måske vigtigst af alt – tegnes der et billede af aktivismemiljøerne, hvor stress og udbrændthed er stærkt tabubelagt.

I forbindelse med udarbejdelsen af denne artikel var det mere end almindelig svært at finde en person, der havde lyst til at stå frem og fortælle om oplevelserne med stress og udbrændthed.

“Når aktivisterne har svært ved at italesætte stress, så skyldes det, at de føler, at det er et tegn på svaghed. Det går simpelthen stik imod den kultur, der hersker i aktivismebevægelserne, hvor det forventes, at du hele tiden er i stand til yde dit bedste, at du har overskud, og at du bogstaveligt talt er parat til at arbejde dig selv ihjel,” siger Gorski.

 

Et svært valg

At aktivismen fuldstændig kan opsluge alt, kender Morten Nielsen, der sidenhen er skiftet til Afrika Kontakt, hvor han er sekretariatsleder, udmærket til. Han var politisk aktiv og arbejdede derudover i Mellemfolkeligt Samvirke, da han på grund af stress mistede evnen til at overskue arbejdsopgaverne og til sidst ikke kunne overskue selv enkle ting.

“Det var som at sidde i bunden af en brønd og se op. Jeg kunne næsten ingenting, og mit selvværd forsvandt fuldstændigt.”

Han mistede både job og kæreste, og de følgende to år brugte han på at komme sig, og det lykkedes også “med venners hjælp” og en erkendelse af, at han nok alligevel “ikke kunne forandre hele verden”. Han siger, at han selv er blevet bedre til at holde arbejdspresset fra døren, men han anerkender, at det er et vilkår, som mange døjer med.

“Der er sikkert mange, der er bange for at række organisationerne en lillefinger, af frygt for, at de tager hele armen. For den slags arbejde, der hverken har en udløbsdato eller en endelig sejr i sigte, kan hurtigt komme til at overtage hele ens liv,” siger han.

Det bekræfter Jon Vinding, daglig leder af dyrevelfærdsgruppen Anima. Hans erfaring er, at især nye aktivister er i risikogruppen for at gå så heftigt til værks, at det kan få personlige konsekvenser for helbredet.

“Det er typisk noget, der sker for folk i en periode, hvor de opdager omfanget af et problem – ’er der virkelig så mange dyr, der har det så dårligt?’ – og så bliver de meget stressede og begynder at tænke over det hele tiden. Dernæst er der problemet med, at de forandringer, som man ønsker for verden, aldrig kommer så hurtigt, som man kunne ønske sig,” siger han.

Det vil de mange tusinde aktivister, der i disse uger samles i Paris under COP21 formentligt have en stærk følelse og fornemmelse af, når klimatopmødet om få dage er forbi. For uanset resultatet af topmødet er klimakampen et eksempel på, at forandringerne sker i et meget langsommere tempo, end klimaaktivisterne og mange andre håber på.

 

Ikke noget vi taler om

Sofie Gry Fridal Hansen er frivillig i Afrika Kontakt, hvor hun arbejder sammen med Morten Nielsen. Hun nikker genkendende til, at man som aktivist hurtigt bliver suget ind i kampen. Da hun indtil i sommer var studerende, havde hun både fuldtidsstudie, studiearbejde og det frivillige arbejde i ngo’en.

“Da var jeg i gang 50-60 timer om ugen,” fortæller hun.

Sofie Gry Fridal Hansen kan også genkende billedet af en aktivismekultur, hvor stress ikke er noget, man taler åbent om.

“Nej, det er ikke noget, vi har et fællesskab omkring her. Vi har et system, hvor vi kan melde fra, hvis vi bliver for pressede, men vi taler ikke rigtig med hinanden om hvorfor, når nogen pludselig trækker sig. Vi har bare ikke en kultur, hvor vi giver luft for vores personlige frustrationer. Der er ikke nogen platform, der lægger op til den slags samtaler,” fortæller hun.

Der er i Afrika Kontakt – som i mange andre aktivisme-ngo’er – en stor udskiftning af frivillige.

“Vi har en frafaldsprocent på 50 efter de første par måneder,” siger Sofie Gry Fridal Hansen. Direkte adspurgt om der kan være en sammenhæng imellem den høje frafaldsprocent og en kultur, hvor stress og personlige frustrationer er tabuiseret, svarer hun:

“Ja, jeg tror faktisk, at der er mange, der forlader organisationen så hurtigt igen, fordi der ikke er plads til at dele de menneskelige og personlige frustrationer og tanker, som man måske går med.”

Paul C. Gorski siger, at mange aktivister ender med at måtte træffe et valg mellem at tage sig af sig selv og forlade organisationen eller at blive og acceptere forholdene, som de er.

Det er Morten Nielsen fuldstændig enig i: “At være aktivist er et omsiggribende arbejde, der kan tage så meget tid og energi, at man er nødt til at stoppe helt for at kunne tage sig af sig selv.”

 

Både i store og små ngo’er

Men hvor udbredt er udbrændtheden i aktivismemiljøerne?

“Det er mit indtryk, at det er en meget høj andel,” siger Paul C. Gorski. Rundringninger til adskillige ngo’er og aktivister for at tjekke den påstand, giver dog ikke noget entydigt svar.

Nogle af medarbejderne i Amnesty International i Danmark gik for nogle år siden ned med stress og var sygemeldt i lang tid. Det fik organisationen at »vågne op«, fortæller vicegeneralsekretær Trine Christensen.

Andre steder, for eksempel hos Mellemfolkeligt Samvirke, har man svært at ved at få øje på, at aktivister skulle være særligt udsatte for stress og udbrændthed. National Director Vibeke Vinter påpeger, at der også er ildsjæle ansat på sygehusene, der går ned med stress.

“Det er ikke noget, der særligt gælder for aktivister,” siger hun.

Alligevel fremhæver Paul C. Gorski i sin forskning i hvert fald to årsager til aktivisternes udbrændthed, der i høj grad kan henføres til aktivismekulturen. For det første kæmper mange ngo’er med hele tiden at skulle skaffe penge, og det er en meget stærk stressfaktor, siger han. Dernæst oplever mange aktivister en ofte stærkt stressfyldt modstand fra omverdenen, der ikke altid har forståelse for aktivisternes kampe.

Gorski mener i øvrigt ikke, at problemet med stress er hverken større eller mindre i små eller store ngo’er, og det betyder heller ikke noget, om der er tale om lønansatte eller frivillige.

“Det har alene noget med kulturen i organisationen at gøre,” siger han.

 

’Vi er ikke gode nok’

Selv om man i den danske afdeling af Amnesty International kan bryste sig af, at der er fokus på de ansattes trivsel, at der afholdes mindfulness-dage, og at der er regler for, hvor sent på aftenen, der må afsendes e-mail, så erkender vicegeneralsekretær Trine Christensen også, at der ikke er helt den samme opmærksomhed omkring de frivilliges ve og vel.

“Det er ikke min fornemmelse, at stress er et stort problem blandt dem, men jeg må også indrømme, at jeg ved mindre om, hvordan de egentlig har det. Og jeg tænker da, at vi er nødt til at spørge mere specifikt ind til det.”

Også hos Greenpeace er man parat til at se nærmere på aktivisternes risiko for stress og udbrændthed.

“I en verden som vores er det superbesværligt at være så idealistisk, fordi man bliver skuffet så tit, og der er så meget, man hele tiden skal stå imod. Man er meget sårbar som aktivist,” siger Birgitte Lesanner, kampagnechef for Greenpeace i Danmark.

“Modløsheden, der kommer lige før udbrændtheden, den mærker vi tit hos os, og jeg tror i virkeligheden ikke, at vi er særlig gode til at håndtere den. Vi er stadig så meget en græsrodsorganisation, at vi ikke har en struktur til at håndtere de her ting. Det er det ærlige svar. Der er ingen grund til at få det til at lyde, som om vi er federe, end vi er.”

“Der er bare ingen grund til at udbrænde aktivister. De skal jo være friske og klare og kunne holde ud i mange, mange år. Vi har brug for aktivisterne, og vi har mere brug for dem end nogensinde før. Så selvfølgelig skal vi passe rigtig godt på dem. Så jeg vil se på, om der er noget mere, vi kan gøre,” siger Birgitte Lesanner.

 

Et fælles problem

Men burde aktivisterne ikke bare selv rulle yogamåtterne ud og komme i gang med at få det godt?

Så simpelt er det desværre ikke. Paul C. Gorski opdagede nemlig, at en væsentlig komponent ofte er fuldstændig fraværende, når stressen løber af med aktivisterne. I aktivismekulturen er det ikke acceptabelt at yde omsorg for sig selv. Egenomsorg betragtes som »nydelsessyge og et bevis på manglende engagement«, som det forklares i forskningsstudiet.

Eller som Birgitte Lesanner forklarer det: »Det kan være svært at argumentere for, hvorfor jeg skal have det godt, når jeg nu er i gang med at redde millioner af klimaflygtninge.”

“Jeg mediterer selv og dyrker yoga, men jeg må konstatere, at der bliver set ned på den slags i mange af de aktivistmiljøer, hvor jeg færdes,” siger Paul C. Gorski.

Men noget skal gøres, siger han, for problemet med stress og udbrændthed er ikke bare den enkelte aktivists problem.

“Jeg har gang på gang set organisationer og bevægelser fejle, og en af de væsentligste grunde er, at de hele tiden mister momentum på grund af den høje udskiftning af aktivister, der brænder ud og forsvinder og aldrig kommer tilbage igen. Så min motivation er egentlig ikke at hjælpe den enkelte aktivist, men at sikre, at aktivismebevægelserne forbliver bæredygtige. Det handler om at holde liv i dem ved at holde liv i de mennesker, der er med i dem,” siger Paul C. Gorski.

“Det første skridt er, at vi begynder at tale om aktivisternes stress og fare for at brænde ud. Dernæst bliver vi nødt til at omfortolke problemet, så det ikke længere handler om det individualistiske, men om fællesskabet. Hvordan kan vi aktivister tage os af hinanden, hvordan kan vi skabe fællesskaber, hvor der er rum til omsorg? Vi er nødt at foretage et skift fra egenomsorg til fællesskabsomsorg,” siger han.

Det er Morten Nielsen fra Afrika Kontakt helt enig i.

“Det er ikke dit eget problem, det er hele gruppens, bevægelsens eller organisationens problem, hvis der er én, der brænder ud.”