Artikler og essaysKlimaforandringerSpirituel aktivisme

Klimaforandringer er jordens måde at fortælle os, hvem der bestemmer

The Storm Refugees - Tribute To The Victims Of The Harvey Storm (2017) by Daniel Arrhakis is licensed under CC BY-NC 2.0
The Storm Refugees – Tribute To The Victims Of The Harvey Storm (2017) by Daniel Arrhakis is licensed under CC BY-NC 2.0

Vi mennesker lever i en illusion om, at vi er adskilt fra naturen, og at vi kan kontrollere den. Opgaven er at bryde den illusion, inden klimaforandringerne gør det for os.

Af Morten Steiniche. Artiklen har været bragt i Dagbladet Information den 19. juli 2017

I Bolivia vedtog politikere i samråd med græsrødder for nogle år siden verdens første Law of Mother Earth, der sikrer naturen en række rettigheder, så økosystemerne kan forblive intakte og uforstyrret af menneskelig indgriben.

“Jorden er vores alles moder. (Aftalen, red.) etablerer et nyt forhold mellem mennesket og naturen, en harmoni som må fredes som en garanti for dens gendannelse,” sagde landets vicepræsident Alvaro Garcá Linera ved den lejlighed.

Når en ulv skider i Yellowstone, begynder floderne at bugte sig

På samme måde har floden Whanganui i New Zealand fået tildelt rettigheder, der minder om menneskerettigheder, og i Indien forsøger man at redde Ganges ved at give floden juridiske rettigheder, der skal beskytte den mod forurening.

Man har længe talt om planter som sansende og intelligente væsener, der kan opfange lys, lufte og berøring. Forskning viser endda, at de kan tage ved lære, huske og kommunikere med hinanden.

Mestergartner: Vi skal altid give mere tilbage til naturen, end vi tager fra den

Men at den erkendelse i sidste ende betyder, at vi bliver nødt til at at give naturen rettigheder, vil nok få de fleste mennesker til at stejle, siger neurobiologen Stefano Mancuso, der har skrevet bogen Brilliant Green: the Suprising History and Science of Plant Intelligence, til The Guardian:

“Efter min mening kan diskussionen om planters rettigheder ikke længere udskydes. Jeg ved godt, at den første reaktion, selv hos mere åbensindede mennesker, vil være ’Jesus! Nu overdriver han. Rettigheder til planter er nonsens,’ men hvorfor skulle vi ikke også tage os af planterne? Ved at give rettigheder til planterne er vi med til at forebygge udryddelsen af os selv.”

 

Naturen vækker vores følelser

Verdens klima er ved at forandre sig, og med det er vi også ved at forandre den måde, vi opfatter naturen på. Med et lidt flippet begreb taler man om spirituel økologi, som i modsætning til almindelig økologi ikke kun handler om den måde, vi producerer fødevarer på.

Spirituel økologi handler om vores følelsesmæssige eller sanselige forhold til naturen. Når vi for eksempel står ved Vesterhavet og indånder den friske havluft, alt imens vi betragter landskabets skønhed, så skaber naturen en genklang i os på et dybere plan.

Drought in Mozambique by Kepa is licensed under CC BY-NC 2.0
Drought in Mozambique by Kepa is licensed under CC BY-NC 2.0

Den spirituelle økologi anerkender naturens uerstattelighed, og det, som naturen gør ved os på det sjælelige plan. Og den dimension er helt nødvendig at få med i dag i forhold til at løse klimaforandringerne, siger den amerikanske filosof David Abram.

“Mennesket er ved at genopdage naturen som uerstattelig. Vi er ved at erkende, at ligesom skoven har brug for mange forskellige typer af træer for at trives, så har en sund klode også brug for mange forskellige økosystemer, der trives for sig selv og med hinanden. Vi er nødt til at passe på kloden og derfor er det så vigtigt at tale om den indbyrdes forbundethed imellem mennesker, dyr, planterne, jorden og vinden, så vi forstår, hvad der er tale om,” siger David Abram.

 

Skil naturen ad

Før den videnskabelige revolution i 1600-tallet var vi frygtsomme individer, der ikke turde sætte os op imod den almægtige Gud, der gennemstrømmede alt levende på planeten. Vi følte en stærk samhørighed med Moder Jord, der betød, at vi behandlede den – eller Hende – med dyb respekt og omsorg.

Med videnskabens indtog blev troen trynet af fornuften, og alle naturens spirituelle eller åndelige kvaliteter blev i Vesten kværket til fordel for forestillingen om, at naturens ressourcer alene er til for at blive udnyttet, så vi kan skabe økonomisk vækst og materiel fremgang i verden.

Med den videnskabelige revolution startede menneskets destruktive adfærd over for naturen, og vi lagde kimen til de klimaproblemer, som vi står med i dag, omkring 350 år senere.

“Mennesket er denne utroligt specielle skabning, der adskiller sig fra resten af naturen, fordi vi har påtaget os en gudelignende ret til at manipulere og udnytte andre dyr, mineraler, klodens hud og knogler til vores egne formål. Vi relaterer os til naturen, som om vi slet ikke er en del af den. Som om vi ikke i ethvert aspekt af vores liv – fra nyrernes funktion til den menneskelige psyke til vores følelesliv og til det menneskelige intellekt – er fuldstændig afhængige af, at biosfæren og økosystemerne er sunde, blomstrende og frodige. Det er selvfølgelig en form for vanvid,” siger David Abram.

“Så længe vi ser på bjerget, som om det ikke har nogen form for liv eller vitalitet, så kan vi behandle det som en ressource, der simpelthen kun venter på at blive udnyttet af os. Vi mennesker har betragtet naturen, som om den var et sæt af objekter og udelukkende objektive, mekaniske processer. Når vi ser på naturen som en maskine, så kan vi selvfølgelig også forestille os, at vi kan skille den ad og sætte den sammen på andre måder, som vi synes tjener vores behov bedre. Vi har behandlet verden delvist som et mekanisk system, som vi kan rode med og skille ad og sætte sammen på forskellige måder.”

At skille naturen ad er præcis, hvad vi har forsøgt at gøre i århundreder. Også i Danmark, hvor naturen helt bogstaveligt blev forsøgt underkastet af mennesket i projekter, der i dag virker vanvittige. Man ønskede at afvande Roskilde Fjord og Det Sydfynske Øhav, at opdyrke den jyske hede og rette Gudenåen ud.

Så sent som i 1960’erne blev Skjern Å rettet ud, og Skjern Ådalen udsat for et af de største afvandingsprojekter i Nordeuropa for at give plads til landbruget. Resultatet er, at planter og dyr i området fik forringet livsbetingelserne ganske betydeligt.

For eksempel mistede åen i stor grad evnen til at rense sig, da den blev strukket ud, og det har betydet, at affaldsresterne fra landbruget i stedet blev ført lige ud i Ringkøbing Fjord, hvor forureningen har medført iltsvind og dræbt både planter og dyr.

 

Gaia-hypotesen

Den spirituelle økologi har rødder i den animistiske naturopfattelse hos de oprindelige naturfolk: Alt er levende, og alt levende er indbyrdes forbundet.

Det var et tankesæt, der gav genklang hos mange alternativt tænkende i 1960’erne og 70’erne. Det var også i den tid, at den engelske miljøaktivist og -forsker James Lovelock fremsatte Gaia-hypotesen.

Ifølge den er kloden én stor og levende organisme, der hele tiden organiserer sig selv igennem selvregulerende processer, der skaber balance og harmoni, og hvori alt levende er knyttet tæt sammen, og derfor ikke er til at kontrollere for mennesket.

Hvor mange naturvidenskabsfolk slog teorien om den levende klode hen som new age-nonsens – og i en vis udstrækning stadig gør det – så har den slået rødder i dele af miljøbevægelsen.

Picture by Chris Tse is licensed under CC BY-NC 2.0
Picture by Chris Tse is licensed under CC BY-NC 2.0

For eksempel hos den toneangivende miljøaktivist og forfatter Bill McKibben, der har kaldt James Lovelock for en af ’planetens mest spændende’ forskere.

Bill McKibben mener, at Gaia-hypotesen blandt andet giver en fornuftig forklaring på, hvordan kloden har formået at holde sig selv beboelig for levende væsener på trods af alt det, den har været igennem af tidligere tiders globale opvarmning og istider.

Også den norske filosof Arne Næss spiller en vigtig rolle for udviklingen af den spirituelle økologi. Arne Næss havde læst Rachel Carsons berømte bog Silent Spring fra 1962 om landbrugets skadelige brug af pesticider og blev inspireret af Carsons evne til som forsker at tale til folks følelser, hvorefter han formulerede sine idéer om den dybe økologi.

Det er en grundlæggende indsigt og anerkendelse af, at alle levende væsener har værdi i sig selv uanset væsenernes nytteværdi, og at mennesket derfor ikke har ret til ødelægge naturen for at opfylde sine egne behov.

Det kræver fordybelse at fremkalde følelsen af samhørigheden med naturen, og når den er der, så opstår modstanden imod overgrebene på naturen nærmest af sig selv.

Dybdeøkologerne går et skridt videre end James Lovelock, fordi det ikke udelukkende handler om at identificere sig med planterne og dyrene og hele biosfæren, men i lige så høj grad om, hvordan vi beskytter kloden og dens liv.

Som Arne Næss selv formulerede det:

“I dybdeøkologien spørger vi, hvorvidt det nuværende samfund opfylder grundlæggende menneskelige behov som kærlighed og sikkerhed og adgang til naturen. Vi spørger, hvilket samfund og hvilken uddannelse der er fordelagtig for alt liv på planeten som en helhed, og dernæst spørger vi, hvad der er behov for til at foretage de nødvendige forandringer,” skriver Arne Næss i artiklen The Shallow and the Deep, Long Range Ecology Movements i 1973, hvor han introducerede begrebet dybdeøkologi.

Den amerikanske filosof David Abram er forfatter til flere bøger og essays, der bygger videre på Arne Næss’ tanker om dybdeøkologien.

“Dybdeøkologien er i sagens natur spirituel, men den er også fuldkommen materiel, fordi den taler om vores kropslige relation til selve jorden. Vi er jo fuldstændig sammenflettet med jorden og andre organismer igennem den mad, vi spiser, planter og dyr, som passerer gennem vores kroppe, vandet, som vi drikker, og luften, som vi indånder. Erkendelsen af dette er den nye spiritualitet,” siger han.

 

Mennesket har aldrig været ’in charge’

De nuværende klimaforandringer skal netop læses som et opgør med forestillingen om, at mennesket har kontrol over naturen, mener den canadiske aktivist og journalist Naomi Klein.

“Nu kommer jorden med en forsinket, men vild reaktion på klimaforandringerne for at sætte os mennesker på plads igen: ’I er gæster her, og I har aldrig været in charge.’ Jeg betragter klimaforandringerne som en grundlæggende narrativ krise for den vestlige civilisation,” siger hun i et interview med det buddhistiske magasin Tricycle.

Picture by NASA is licensed under CC BY-NC 2.0
Picture by NASA is licensed under CC BY-NC 2.0

Hun mener – som David Abram – at løsningen på den økologiske krise ligger i erkendelsen af, at alt levende i naturen er indbyrdes forbundet.

“Vi mennesker lever i en illusion om, at vi er adskilt fra naturen. Opgaven er at nedbryde den illusion, før katastroferne indtræffer,” siger Naomi Klein til Tricycle.

Men kan vi det? Er det realistisk at forestille sig et paradigmeskifte, hvor klodens milliarder af mennesker vil genopdage naturen som så uerstattelig, at det forandrede tankesæt får os alle til at ændre adfærd?

“Jeg tror, det er muligt. Meget muligt. Men jeg tror ikke, at det vil ske uden en masse lidelse. Meget tyder på, at klimaforandringerne bliver store og vil gøre livet meget vanskeligere for mennesket i fremtiden, men …,” siger David Abram og holder en længere pause, “… der er ikke noget, der som lidelse kan skubbe folks tankesæt i nye retninger.”