Category Archives: Spirituel aktivisme

Kronik: Nødhjælpsarbejde er blevet en karriereplatform gennemsyret af usund adfærd og syg kultur

Nej, det kommer ikke som en overraskelse, at medarbejdere i nødhjælpsorganisationer begår seksuelle overgreb. Overgrebene er resultatet af en syg kultur, der florerer i organisationerne.

Af Morten Steiniche. Kronikken blev bragt i Information den 10. marts 2018

Sagerne om seksuelle overgreb og stærkt upassende adfærd begået af medarbejdere i Oxfam, Læger Uden Grænser og Røde Kors vækker berettiget bekymring. Men er det egentlig så overraskende? Nej. Undersøgelser og forskning gennem de senere år peger samstemmende på en kultur i mange NGO’er, der er så syg og usund, at det ikke burde komme bag på nogen, at der også finder den form for krænkelser sted.

For et par år siden interviewede jeg den amerikanske forsker Paul Gorski til nærværende avis. Gorski kunne på baggrund af sin forskning fortælle om, hvor udbredt stress og udbrændthed er i aktivistmiljøerne og NGO’erne. Grunden er blandt andet, at NGO’erne er ekstremt dårlige til at passe på medarbejderne. Stress er et tabu, og derudover er konkurrencekulturen så hård i mange organisationer, at medarbejderne ikke er i stand til at sige fra.

Andre undersøgelser peger i samme retning. NGO’erne avler medarbejdere, der kæmper med problemer med alkohol og euforiserende stoffer i en jernhård kultur, og hvor de svage hurtigt sættes af eller ender med at bukke under for presset.

Og det er hele vejen rundt, det foregår. Fra små NGO’er, der kæmper hårdt for at få finansieringen til at hænge sammen og hele vejen op til de store internationale NGO’er. Sidste år havde jeg kontakt med centralt placerede personer i en af verdens største nødhjælpsorganisationer CARE, hvor stort set hele topledelsen i det europæiske hovedkontor var sygemeldt med stress.

I en kultur, hvor mennesker hele tiden presses til det yderste, er det ikke overraskende, at nogle af dem også selv kommer til at gå til grænsen. Og over grænsen. Seksuelle krænkelser kan aldrig forsvares, men vi kan måske lære at forstå, hvorfor de også opstår i den godgørende branche.

De aktuelle sager viser med al tydelighed, at det ikke er nok at bede medarbejderne om at underskrive en erklæring om at udvise reglementeret adfærd, som en af de berørte organisationer gør.

Hvis kulturen i organisationen er usund, avler det usund adfærd. Og i værste fald kan en syg kultur få medarbejderne til at overskride egne moralske grænser. Det gælder i bankverdenen, og det gælder for aktivistorganisationerne.

Men hvordan kan organisationer, der lever af at gøre det godt for andre mennesker ende med at gøre det så skidt for dem selv og deres medarbejdere, at sager som disse opstår? Det kan historien om Greenpeace måske give et svar på.

 

Greenpeace-aktivister fandt spirituel styrke

Da den første Greenpeace-mission fandt sted for snart 50 år siden, var skibet fyldt op med kvækere, pacifister, økologer, journalister og hippier, som alle var båret af en stærk spirituel selvforståelse. Det spirituelle fundament udstak retningslinjerne for de ikkevoldelige aktioner til søs, når Greenpeace-aktivisterne beskyttede hvalerne mod hvalfangernes harpuner.

Greenpeace blev skabt i symbiose med de oprindelige folk, og netop de oprindelige amerikaneres animistiske naturforståelse lå dybt i de oprindelige Greenpeace-aktivisters dna. Forståelsen for sammenhængen mellem alt levende i naturen var lige så essentiel for aktivisterne som for de oprindelige folk, og derfor var solidariteten med dem sidestillet med beskyttelsen af naturen.

Med spiritualiteten fik aktivisterne et solidt åndeligt fundament, der gjorde dem bedre i stand til at håndtere akut stress. De brugte blandt andet meditation og spirituelle selvundersøgelser (hvad vi i dag vil kalde for mindfullness) til at håndtere udfordringerne.

Greenpeace så dengang sig selv som en spirituel bevægelse, som Greenpeace-medstifteren Rex Weyler har beskrevet det i bogen Greenpeace. An insider’s account.

Takket være den spirituelle praksis undgik aktivisterne at lade sig forføre af succesen fra de vellykkede kampagner og den medieomtale, der blev en af nøglekomponenterne i organisationens aktivisme. Aktivisterne brugte spiritualiteten til at foretage en bevidst frigørelse fra egoet og de personlige behov, så de bedre kunne fokusere på sagen.

 

Flimmer på det moralske kompas

Kritiske tunger siger, at det begyndte at gå ned ad bakke for Greenpeace, da den spirituelle fraktion i slutningen af 1970’erne blev skubbet ud, og en ny ledelse – der kun havde foragt til overs for det spirituelle – overtog rorpinden. Da mekanikerne kom ind, røg mystikerne ud, som Rex Weyler kalder dem. Spiritualiteten blev nu betragtet som verdensfjernt bras.

Mekanikerne gjorde Greenpeace til verdens mest magtfulde miljø-NGO, men med mystikernes afgang kom der flimmer på det moralske kompas, og organisationens historie er sidenhen plastret til med sager, der har stillet Greenpeace i et dårligt lys.

Op igennem 1990’erne og 2000’erne og helt frem til i dag er Greenpeace jævnligt blevet beskyldt for at være imperialistisk og for at udvise kulturel ignorance. Tidligere Greenpeace-medlemmer har offentligt anklaget organisationen for at træffe valg, der hellere handler om at oppebære sig selv frem for at kæmpe for de sager, der for alvor kan gøre en forskel. Organisationens kamp mod sælfangst fik eksempelvis store kulturelle og økonomiske konsekvenser for de oprindelige folk, der lever af sælfangst. Men der var gode tv-billeder i kampagnen.

 

Nødhjælpsindustrien er blevet en karriereplatform

Greenpeace har undergået en forandring, der er ganske normal for bevægelser og organisationer, der vokser sig så store, at de ender med at organisere sig i magtstrukturer, hvor hensynet til sagerne må træde i anden række, og hvor der hele tiden skal tjenes mange penge for at holde maskineriet kørende.

Derudover tiltrækker de store og magtfulde NGO’er karrieremennesker, der ofte er drevet af egne drømme og ambitioner. Ikke bare miljøbevægelsen, men hele nødhjælpsindustrien, er blevet en karriereplatform, hvor det er vigtigere for den enkelte at holde fast i karrieren end i sagernes substans.

Frygten for at miste jobbet bliver en barriere for at turde udfordre organisationen indefra, og dermed ender de lønnede aktivister med at acceptere konformiteten, så organisationerne ikke længere kan opvise den radikalitet, som er nødvendig for at skabe forandringer i verden.

Og dermed er de magtfulde NGO’er ikke bare endt med at fastholde status quo i stedet for at forandre verden. De har gjort sig sårbare overfor de sygdomme, der kendetegner og florerer i virksomheder og organisationer, der er styret af magt, penge og karrieremæssige hensyn.

Spiritualiteten er den faktor, der beskytter os, når vi er under hårdt pres og savner en moralsk orden og mening med livet. Især for mennesker, der arbejder med aktivisme og nødhjælp, er det vigtigt at kende det indre, spirituelle kompas.

Det er kun NGO-medarbejderne selv, der kan indstille det spirituelle kompas, men organisationerne har også et ansvar, der kan hjælpe på vej. Og det ansvar rækker langt udover at bede medarbejderne om at underskrive et stykke papir om udvisning af retvisende adfærd. Det handler om at skabe en kultur i NGO’erne, der opbygger mennesker i stedet for at nedbryde dem. En kultur, som indadtil er i tråd med det, organisationerne vil for andre mennesker udadtil.

For det er, når kulturen er i disharmoni med sig selv, at det går galt. Så er det, at medarbejderne går ned med stress og udbrændthed, og den syge kultur får enkelte medarbejderne til at gå over grænsen, som de aktuelle sager med seksuelle overgreb er triste eksempler på.

 

 

Læserbrev

Stolt af mit og manges Greenpeace

Af Mads Fisker, fungerende kampagnechef, Greenpeace i Danmark. Svaret blev bragt i Information den 19. marts 2018

Kronikken i Information den 10. marts om nødhjælpsarbejdere (Nødhjælpsarbejde er blevet en karriereplatform gennemsyret af usund adfærd og syg kultur) har – mindst – to forskellige formål, men sammenblandingen savner desværre respekt i mere end én forstand.

Freelancejournalist og aktivist Morten Steiniche forsøger sært uelegant at bruge de uhyre triste sager om seksuelle krænkelser i nogle NGO’er som afsæt til dels at diskutere en fuldt ud gyldig bekymring om, hvordan man i organisationer passer bedst muligt på sine dedikerede ansatte og aktivister, dels en grov anklage om en syg kultur i NGO’er over en bred kam.

Greenpeace bringes ind i teksten som et ganske uunderbygget eksempel og med en påstand om, at organisationen og de mennesker, der udgør den, savner mod og sætter sagerne i anden række for til gengæld at pleje egne karrierer uden blik for blandt andet kulturel mangfoldighed.

Når jeg bliver mere træt end ked af det over at blive hevet frem som et eksempel, er det fordi, jeg af et stolt og ærligt hjerte mener, at kronikøren går helt galt i byen. Og højst virker til at kende overfladisk til den passionerede samtale, der hele tiden finder sted i en organisation som vores, samt til de mennesker, der fører den på tværs af verdensdele og kulturer.

Folk er i den grad ikke bange for at udfordre organisationen og vores prioriteringer indefra, og vi diskuterer konstant, hvor og hvordan vi kan gøre den størst mulige forskel ud fra de forudsætninger, vi har.

Jeg kan ikke komme i tanke om en eneste kollega, som jeg kan mistænke for at arbejde i Greenpeace med det primære formål at fremme sin egen karriere. Tværtimod oplever jeg, at mine kolleger har valgt organisationen, fordi de er dygtige og vil bidrage til at skabe forandring.

Vi har måttet lære – og øver os hele tiden i at blive bedre til – at passe godt på hinanden, for mange i organisationen har uden tvivl en tendens til at arbejde for meget og have svært ved at lægge arbejdet fra sig, når de har fri.

At få løn for at dyrke sit hjerteblod er et stort privilegie. Men det kræver i den grad, at man får hjælp til at passe på sig selv. Deri er vi helt enige med kronikøren. Hvor er det synd og skam, at det vigtige emne bliver rodet sammen med en mindst lige så vigtig historie om utilgivelig udnyttelse, der heldigvis er kommet helt frem i lyset.

 

 

Klimaforandringer er jordens måde at fortælle os, hvem der bestemmer

Vi mennesker lever i en illusion om, at vi er adskilt fra naturen, og at vi kan kontrollere den. Opgaven er at bryde den illusion, inden klimaforandringerne gør det for os.

Af Morten Steiniche. Artiklen har været bragt i Dagbladet Information den 19. juli 2017

I Bolivia vedtog politikere i samråd med græsrødder for nogle år siden verdens første Law of Mother Earth, der sikrer naturen en række rettigheder, så økosystemerne kan forblive intakte og uforstyrret af menneskelig indgriben.

“Jorden er vores alles moder. (Aftalen, red.) etablerer et nyt forhold mellem mennesket og naturen, en harmoni som må fredes som en garanti for dens gendannelse,” sagde landets vicepræsident Alvaro Garcá Linera ved den lejlighed.

Når en ulv skider i Yellowstone, begynder floderne at bugte sig

På samme måde har floden Whanganui i New Zealand fået tildelt rettigheder, der minder om menneskerettigheder, og i Indien forsøger man at redde Ganges ved at give floden juridiske rettigheder, der skal beskytte den mod forurening.

Man har længe talt om planter som sansende og intelligente væsener, der kan opfange lys, lufte og berøring. Forskning viser endda, at de kan tage ved lære, huske og kommunikere med hinanden.

Mestergartner: Vi skal altid give mere tilbage til naturen, end vi tager fra den

Men at den erkendelse i sidste ende betyder, at vi bliver nødt til at at give naturen rettigheder, vil nok få de fleste mennesker til at stejle, siger neurobiologen Stefano Mancuso, der har skrevet bogen Brilliant Green: the Suprising History and Science of Plant Intelligence, til The Guardian:

“Efter min mening kan diskussionen om planters rettigheder ikke længere udskydes. Jeg ved godt, at den første reaktion, selv hos mere åbensindede mennesker, vil være ’Jesus! Nu overdriver han. Rettigheder til planter er nonsens,’ men hvorfor skulle vi ikke også tage os af planterne? Ved at give rettigheder til planterne er vi med til at forebygge udryddelsen af os selv.”

 

Naturen vækker vores følelser

Verdens klima er ved at forandre sig, og med det er vi også ved at forandre den måde, vi opfatter naturen på. Med et lidt flippet begreb taler man om spirituel økologi, som i modsætning til almindelig økologi ikke kun handler om den måde, vi producerer fødevarer på.

Spirituel økologi handler om vores følelsesmæssige eller sanselige forhold til naturen. Når vi for eksempel står ved Vesterhavet og indånder den friske havluft, alt imens vi betragter landskabets skønhed, så skaber naturen en genklang i os på et dybere plan.

Den spirituelle økologi anerkender naturens uerstattelighed, og det, som naturen gør ved os på det sjælelige plan. Og den dimension er helt nødvendig at få med i dag i forhold til at løse klimaforandringerne, siger den amerikanske filosof David Abram.

“Mennesket er ved at genopdage naturen som uerstattelig. Vi er ved at erkende, at ligesom skoven har brug for mange forskellige typer af træer for at trives, så har en sund klode også brug for mange forskellige økosystemer, der trives for sig selv og med hinanden. Vi er nødt til at passe på kloden og derfor er det så vigtigt at tale om den indbyrdes forbundethed imellem mennesker, dyr, planterne, jorden og vinden, så vi forstår, hvad der er tale om,” siger David Abram.

 

Skil naturen ad

Før den videnskabelige revolution i 1600-tallet var vi frygtsomme individer, der ikke turde sætte os op imod den almægtige Gud, der gennemstrømmede alt levende på planeten. Vi følte en stærk samhørighed med Moder Jord, der betød, at vi behandlede den – eller Hende – med dyb respekt og omsorg.

Med videnskabens indtog blev troen trynet af fornuften, og alle naturens spirituelle eller åndelige kvaliteter blev i Vesten kværket til fordel for forestillingen om, at naturens ressourcer alene er til for at blive udnyttet, så vi kan skabe økonomisk vækst og materiel fremgang i verden.

Med den videnskabelige revolution startede menneskets destruktive adfærd over for naturen, og vi lagde kimen til de klimaproblemer, som vi står med i dag, omkring 350 år senere.

“Mennesket er denne utroligt specielle skabning, der adskiller sig fra resten af naturen, fordi vi har påtaget os en gudelignende ret til at manipulere og udnytte andre dyr, mineraler, klodens hud og knogler til vores egne formål. Vi relaterer os til naturen, som om vi slet ikke er en del af den. Som om vi ikke i ethvert aspekt af vores liv – fra nyrernes funktion til den menneskelige psyke til vores følelesliv og til det menneskelige intellekt – er fuldstændig afhængige af, at biosfæren og økosystemerne er sunde, blomstrende og frodige. Det er selvfølgelig en form for vanvid,” siger David Abram.

“Så længe vi ser på bjerget, som om det ikke har nogen form for liv eller vitalitet, så kan vi behandle det som en ressource, der simpelthen kun venter på at blive udnyttet af os. Vi mennesker har betragtet naturen, som om den var et sæt af objekter og udelukkende objektive, mekaniske processer. Når vi ser på naturen som en maskine, så kan vi selvfølgelig også forestille os, at vi kan skille den ad og sætte den sammen på andre måder, som vi synes tjener vores behov bedre. Vi har behandlet verden delvist som et mekanisk system, som vi kan rode med og skille ad og sætte sammen på forskellige måder.”

At skille naturen ad er præcis, hvad vi har forsøgt at gøre i århundreder. Også i Danmark, hvor naturen helt bogstaveligt blev forsøgt underkastet af mennesket i projekter, der i dag virker vanvittige. Man ønskede at afvande Roskilde Fjord og Det Sydfynske Øhav, at opdyrke den jyske hede og rette Gudenåen ud.

Så sent som i 1960’erne blev Skjern Å rettet ud, og Skjern Ådalen udsat for et af de største afvandingsprojekter i Nordeuropa for at give plads til landbruget. Resultatet er, at planter og dyr i området fik forringet livsbetingelserne ganske betydeligt.

For eksempel mistede åen i stor grad evnen til at rense sig, da den blev strukket ud, og det har betydet, at affaldsresterne fra landbruget i stedet blev ført lige ud i Ringkøbing Fjord, hvor forureningen har medført iltsvind og dræbt både planter og dyr.

 

Gaia-hypotesen

Den spirituelle økologi har rødder i den animistiske naturopfattelse hos de oprindelige naturfolk: Alt er levende, og alt levende er indbyrdes forbundet.

Det var et tankesæt, der gav genklang hos mange alternativt tænkende i 1960’erne og 70’erne. Det var også i den tid, at den engelske miljøaktivist og -forsker James Lovelock fremsatte Gaia-hypotesen.

Ifølge den er kloden én stor og levende organisme, der hele tiden organiserer sig selv igennem selvregulerende processer, der skaber balance og harmoni, og hvori alt levende er knyttet tæt sammen, og derfor ikke er til at kontrollere for mennesket.

Hvor mange naturvidenskabsfolk slog teorien om den levende klode hen som new age-nonsens – og i en vis udstrækning stadig gør det – så har den slået rødder i dele af miljøbevægelsen.

For eksempel hos den toneangivende miljøaktivist og forfatter Bill McKibben, der har kaldt James Lovelock for en af ’planetens mest spændende’ forskere.

Bill McKibben mener, at Gaia-hypotesen blandt andet giver en fornuftig forklaring på, hvordan kloden har formået at holde sig selv beboelig for levende væsener på trods af alt det, den har været igennem af tidligere tiders globale opvarmning og istider.

Også den norske filosof Arne Næss spiller en vigtig rolle for udviklingen af den spirituelle økologi. Arne Næss havde læst Rachel Carsons berømte bog Silent Spring fra 1962 om landbrugets skadelige brug af pesticider og blev inspireret af Carsons evne til som forsker at tale til folks følelser, hvorefter han formulerede sine idéer om den dybe økologi.

Det er en grundlæggende indsigt og anerkendelse af, at alle levende væsener har værdi i sig selv uanset væsenernes nytteværdi, og at mennesket derfor ikke har ret til ødelægge naturen for at opfylde sine egne behov.

Det kræver fordybelse at fremkalde følelsen af samhørigheden med naturen, og når den er der, så opstår modstanden imod overgrebene på naturen nærmest af sig selv.

Dybdeøkologerne går et skridt videre end James Lovelock, fordi det ikke udelukkende handler om at identificere sig med planterne og dyrene og hele biosfæren, men i lige så høj grad om, hvordan vi beskytter kloden og dens liv.

Som Arne Næss selv formulerede det:

“I dybdeøkologien spørger vi, hvorvidt det nuværende samfund opfylder grundlæggende menneskelige behov som kærlighed og sikkerhed og adgang til naturen. Vi spørger, hvilket samfund og hvilken uddannelse der er fordelagtig for alt liv på planeten som en helhed, og dernæst spørger vi, hvad der er behov for til at foretage de nødvendige forandringer,” skriver Arne Næss i artiklen The Shallow and the Deep, Long Range Ecology Movements i 1973, hvor han introducerede begrebet dybdeøkologi.

Den amerikanske filosof David Abram er forfatter til flere bøger og essays, der bygger videre på Arne Næss’ tanker om dybdeøkologien.

“Dybdeøkologien er i sagens natur spirituel, men den er også fuldkommen materiel, fordi den taler om vores kropslige relation til selve jorden. Vi er jo fuldstændig sammenflettet med jorden og andre organismer igennem den mad, vi spiser, planter og dyr, som passerer gennem vores kroppe, vandet, som vi drikker, og luften, som vi indånder. Erkendelsen af dette er den nye spiritualitet,” siger han.

 

Mennesket har aldrig været ’in charge’

De nuværende klimaforandringer skal netop læses som et opgør med forestillingen om, at mennesket har kontrol over naturen, mener den canadiske aktivist og journalist Naomi Klein.

“Nu kommer jorden med en forsinket, men vild reaktion på klimaforandringerne for at sætte os mennesker på plads igen: ’I er gæster her, og I har aldrig været in charge.’ Jeg betragter klimaforandringerne som en grundlæggende narrativ krise for den vestlige civilisation,” siger hun i et interview med det buddhistiske magasin Tricycle.

Hun mener – som David Abram – at løsningen på den økologiske krise ligger i erkendelsen af, at alt levende i naturen er indbyrdes forbundet.

“Vi mennesker lever i en illusion om, at vi er adskilt fra naturen. Opgaven er at nedbryde den illusion, før katastroferne indtræffer,” siger Naomi Klein til Tricycle.

Men kan vi det? Er det realistisk at forestille sig et paradigmeskifte, hvor klodens milliarder af mennesker vil genopdage naturen som så uerstattelig, at det forandrede tankesæt får os alle til at ændre adfærd?

“Jeg tror, det er muligt. Meget muligt. Men jeg tror ikke, at det vil ske uden en masse lidelse. Meget tyder på, at klimaforandringerne bliver store og vil gøre livet meget vanskeligere for mennesket i fremtiden, men …,” siger David Abram og holder en længere pause, “… der er ikke noget, der som lidelse kan skubbe folks tankesæt i nye retninger.”

Vi skal altid give mere tilbage til naturen, end vi tager fra den

Juaquin Hershman with his former student Hans Erik Hjermstad in the Terra Madre Gardens, California. Photo by Morten Steiniche.

Juaquin Hershman with his former student Hans Erik Hjermstad in the Terra Madre Gardens, California. Photo by Morten Steiniche.

Hvis du rigtigt vil forstå naturen, skal du gribe hakkejernet og komme ud i haven, siger mestergartner Juaquin Hershman. Fundamentet for vores liv gemmer sig i nogle få skrøbelige tommer jord. Selv har Hershman gennem 40 år indsamlet frø. ’Frøet. Manifestationen af liv. Alt er inde i denne lillebitte livmoder’.

Af Morten Steiniche. Artiklen har været bragt i Dagbladet Information den 26. juli 2017

SAN DIEGO – Klokken er 12 middag, solen bager fra en skyfri himmel, og der er – bortset fra cikadernes evindelige summen – stille i dalen, hvor vi befinder os. Ikke som for nogle timer tidligere, da vi ankom til et inferno af lyde fra fugle, insekter og mange andre dyr i det frodige område.

“Det er naturen, der går i dvale midt på dagen, når det er så varmt. Det er tørt, der er ingen vand, og der er ingen myrer, der kommer med fugt nu. Alt i naturen slapper af, også planterne,” siger Juaquin Hershman og viser, hvordan bladene på en busk har trukket sig sammen for at beskytte sig mod solen og varmen. “Naturen regulerer sig selv.”

Klimaforandringer er jordens måde at fortælle os, hvem der bestemmer

76-årige Juaquin Hershman er gartner og i færd med at anlægge en have for en kendt californisk kunstner og arkitekt på et landsted i bjergene nordøst for San Diego, Californien.

Hvis der er ét mantra, der karakteriserer hans naturforståelse, så er det, at naturen altid ved bedst selv, og at vi mennesker derfor er nødt til at følge og forstå dens egne rytmer. Det gælder, når vi gror gulerødder, og når vi vil sikre os imod klimaforandringerne. Det er derfor, jeg gerne vil tale med ham. For at få gartnerens perspektiv på, hvordan alt levende i naturen kan være forbundet.

“Se bare her,” siger han og sætter sig på hug, mens han stryger håndfladen henover jorden.

Når en ulv skider i Yellowstone, begynder floderne at bugte sig

“Fundamentet for alt liv på jorden er den halve tomme over jorden og to tommer under jorden. Det er det bælte, som kloden ånder igennem. Det er dens hud og der, hvor alle insekterne og småkrybene er. Hvis du kradser lidt i jorden, vil du se det utrolige mylder af liv. Lige dér er alting så levende og frugtbart. I dette lille bælte, som ingen andre end vi gartnere normalt går og tænker over, viser skrøbeligheden sig i vores liv. For hvis vi ødelægger det bælte, så ødelægger vi også fundamentet for vores egen eksistens.”

“Og hvis vi på den anden side forstår at værdsætte jorden og dens liv, så ved vi også, at hemmeligheden i at få planter til at gro netop ligger i, hvordan vi forbereder jorden, før vi sår frøene eller sætter planterne ud.”

 

Mesterens lærer

Jeg mødte Juaquin Hershman for nogle år siden, da han var ved at anlægge en køkkenhave på et resort på Bali for en af hans mange kendte kunder. I nogle kredse vil man kalde ham en haveyogi, i andre en agro-filosof, men på visitkortet står der slet og ret ’Master Horticulturist’, mestergartner.

En af de sidste haver, han nåede at lave, inden en blodprop tvang ham til at tage den med ro, var for Oprah Winfrey på hendes landsted på Hawaii.

Juaquin Hershman blev født ind i en velhavende jødisk familie i New York, som var flygtet fra nazisterne, og det lå i kortene, at han skulle gå i faderens forretningsmæssige fodspor. Men da The Summer of Love eksploderede i kærlighed i 1967, tog han i stedet til San Fransisco, lod håret gro og tog LSD med Grateful Dead.

Da hippiedrømmen var død, rejste han til Mexico, hvor han overtalte en restaurant til at lave et vegetarisk køkken baseret på de grøntsager, som han og kæresten dyrkede i en lille køkkenhave. Interessen for at dyrke grøntsager bragte ham i begyndelsen af 1970’erne til Alan Chadwick, en af de vigtigste personer i den økologiske bevægelse i USA.

Alan Chadwick

Alan Chadwick

Alan Chadwick var en artistokratisk udseende englænder af en velhavende familie. Som barn fik han i en periode privatundervisning af Rudolf Steiner, som bandt drengen til et træ for at demonstrere naturens kræfter overfor ham.

Af Steiner lærte Chadwick den biodynamiske dyrkningsmetode med brug af kompost og nøje afstemt naturens rytmer. Chadwick blev også specialist inden for højbedsmetoden, der gjorde ham i stand til at producere store mængder af mad i køkkenhaven ved brug af få ressourcer. Samtidig skabte Chadwick haver med knald på, både i farverne og antallet af arter.

“Diversitet, myriader af træer, blomster og urter. Det er sådan, som naturen selv er. Et væld af farver, høje og lave gevækster, gevækster, der gror langs jorden, gevækster af træ og bløde gevækster. Alan Chadwick sammensmeltede alle de forskellige elementer i naturen, fordi han forstod, at de er forbundet med hinanden,” fortæller Juaquin Hershman.

Chadwick mente også, at de fire årstider er repræsenteret på en enkelt dag. Forår er morgen, sommer er middag, efterår skumring og vinter midnat.

Alan Chadwick anlagde sin første amerikanske have på University of California i Santa Cruz for præcis 50 år siden. Før Chadwick havde nærmest ingen hørt om økologisk havebrug i USA, men det ændrede den altid ulasteligt klædte englænder på.

Men Chadwick var også en rebel, der hadede det industrielle landbrug og dets fokus på profit, og samtidig var han personificeringen af en vitalist, der tillægger naturen en åndelig livskraft.

Han ramte tidsånden klokkerent.

De studerende elskede ham, men universitets ledelse havde svært ved at kapere hans radikale idéer og satte ham på porten efter nogle få år. Nu er Chadwick rehabiliteret, og University of California fejrer netop i disse dage 50-året for anlæggelsen af Chadwick-haven ved at hylde ham som en pioner i den amerikanske miljøbevægelse på lige fod med Rachel Carson, Henry Thoreau, John Muir og Aldo Leopold.

 

Kom tættere på dig selv i haven

“Jeg kom fra østkysten og havde aldrig tænkt på, at naturen er levende, og at kloden ånder, og at den derfor skal behandles med respekt,” fortæller Juaquin Hershman, der var elev hos Alan Chadwick i to år og siden selv har uddannet mange elever efter Chadwicks teknikker.

“Alan Chadwick sagde altid, at det er haven, der skaber gartneren, ikke omvendt. Han lærte os at arbejde med naturen, lære dens rytmer at kende og altid at give mere tilbage til naturen, end vi tager fra den. Vi lærte ikke at dyrke planter og blomster, men at dyrke jord. Vi lærte at skille jorden ad uden at ødelægge den og uden at gøre orme og andre levende væsener fortræd, og vi lærte at lave kompost og tilsætte komposten til jorden, så den skaber de bedste betingelser for liv.”

Juaquin Hershman. Photo by Morten Steiniche.

Juaquin Hershman. Photo by Morten Steiniche.

Kompostering er naturens egen måde at nedbryde organisk materiale fra døde planter og dyr på og bringe næringsstofferne tilbage til økosystemet. Efter opfindelsen af pesticider blev brug af kompost i mange år betragtet som gammeldags og uøkonomisk, men det var Alan Chadwick med til at ændre på.

“Frugtbarheden i en kompostbunke penetrerer jordens krop. Det er livet ind i døden og tilbage til livet igen,” siger Juaquin Hershman.

Alan Chadwicks undervisning handlede ikke kun om teknikkerne i havebrug. Man sagde om ham, at han plantede sjæle.

Når vi arbejder med jorden, bliver hele vores krop – nervesystemet, blodcirkulationen – tilpasset naturens egen rytme, og det gør havearbejdet til en dybt tilfredsstillende oplevelse, som mange mennesker med haver nok kan nikke genkendende til. Havearbejdet bliver til en form for meditation, der skaber balance mellem krop og sind.

“Spiritualitet er at gå ind i processen med at dyrke jorden. Du træder ind i det usynlige under jorden og det, der manifesteres, er frøet, der spirer. Det er magisk. Skyerne trækker indover, regnen kommer, og bagefter kommer solen,” fortæller Juaquin Hershman.

Alan Chadwick døde i 1980 på et zen-center i Californien. Paradoksalt nok døde den livslange vegetar af en kræftsygdom, der kunne forebygges med grøntsager.

 

Frø skaber sammenhæng med fortiden

Ganske som sin læremester er Juaquin Hershman stærkt kritisk over for det industrielle landbrug. Da jeg besøger ham i hans autocamper, der for tiden holder parkeret på en nedlagt skole i byen Encinitas ved Stillehavskysten, viser han mig en pose med frø.

“Frøet. Manifestationen af liv. Frøet har alle de næringsstoffer, det har brug for for at åbne sig og gro. Alt er inde i denne lillebitte livmoder, som er omgivet af en skal så hård, at nogle frø stadig kan spire efter årtier og i nogle tilfælde århundreder,” fortæller han.

Juaquin Hershman har samlet frø i over 40 år, og det er han ikke alene om. Landmænd, gartnere og haveejere over hele verden har til alle tider delt frø med hinanden, og i nyere tid er der også kommet frø-banker, der fryser frøene ned, så de kan holde sig endnu længere.

“Når størstedelen af alle de frø, der i dag plantes ud, kommer fra en lille gruppe af meget store virksomheder, så betyder det, at den genetiske pulje bliver mindre og mindre. Derfor er det vigtigere end nogensinde, at vi samler og bevarer frø, men også at vi igen begynder at dyrke vores mad lokalt, så vi får stærke frø, der er tilpasset de lokale forhold.”

Kritikken af virksomheder som blandt andet Monsanto går netop på, at de med deres industrielt fremavlede frø er med til at kvæle den biologiske mangfoldighed, og at frøene ikke er lige så modstandsdygtige som frø, der igennem generationer er tilpasset lokale miljøer.

Truslen imod den biologiske mangfoldighed er kun et af de problemer, som fødevareindustrialiseringen har ført med sig. De færreste moderne mennesker dyrker i dag deres egne grøntsager, og det betyder – mener Juaquin Hershman – at vi er blevet endnu mere fremmedgjort over for naturen. Selv om vi godt er klar over, at agurken må have hængt på et træ et sted, er det sjældent, at vi skaber den forbindelse til naturen, når vi er i supermarkedet for at købe ind.

“Fødevarer, som vi ikke har været i kontakt med igennem dyrkningen, kan ikke mætte os spirituelt. Og derudover har de fleste mennesker også mistet evnen til at beskrive den mad, de spiser. De siger bare, at den smager godt eller dårligt.”

Men er det overhovedet realistisk at forestille sig, at vi – mange milliarder mennesker, hvoraf rigtig mange bor i byerne – skal til at dyrke vores egen mad igen, spørger jeg ham.

“Alle kan dyrke mad, og der er altid plads til det. Hvis du ikke kan gøre det i nabolaget, så kan du gøre det i nærheden. Det handler om, at du træffer en beslutning om at ville dyrke grøntsager,” svarer han.

For få år siden var han i New York for at anlægge køkkenhaver på otte skoler i byen, og han fortæller, at børnene fik transformerende oplevelser ved at se frøene spire, grøntsager gro og endelig ved at spise dem.

“De smagte på maden, som de aldrig har smagt på den før.”

 

Havebrug skaber sammenhæng

Vi kører ud og besøger den californiske landbrugsentreprenør Daron Joffe alias ’Farmer D’, der bygger såkaldte fællesskabsfarme i byområder i USA. Ideen er at forbinde byboere med naturen igennem haverne, noget vi også længe har kendt til i Danmark.

“Vi bruger landbruget til at skabe fællesskaber for beboerne i lokalområdet. Først og fremmest for det jødiske samfund, som jeg selv er en del af, og for hvilket en bæredygtig forvaltning af jorden traditionelt har spillet en helt central rolle, og nu også er blomstret op igen. Vi skaber landbrug i byerne og forstæderne, der gør lokalområderne selvforsynende med grøntsager og frugt. Og det er ikke kun det jødiske samfund, der nyder godt af det. Formålet er hjælpe alle dem, der ikke har råd til mad i lokalområdet, uanset deres religion og trossamfund,” fortæller Farmer D, der har udgivet bogen Citizen Farmers.

Juaquin Hershman har blandt andet anlagt en frugtskov for Farmer D. Alle skal have lov til at gå ind og plukke og spise den frugt, som de har lyst til. Idéen er at skabe en sammenhæng mellem gæsten i frugtskoven og naturen.

“Når vi træder ind i naturens cyklus, når vi enten gror vores egne fødevarer eller spiser fødevarer, som vi selv plukker i naturen, så indser vi, at vi er en del af en større sammenhæng. Vi spiser langsommere og begynder at tænke på, hvor maden kommer fra, og så handler det ikke længere om bare at spise. I hver eneste bid føler vi taknemmelighed over for maden og mærker en ærefrygt over for naturen. En ærefrygt, der er nødvendig i dag, hvor vi har mistet kontakten til naturen, og som også gør os til kraftfulde og sensitive individer,” siger Juaquin Hershman.

På den vis kan vi begynde ikke bare at registrere forandringer på den store skala, når det regner og blæser, men også sanse de subtile forandringer, der foregår i naturen, når den regulerer sig selv. Når naturen for eksempel går i dvale i varmen, og det er bedst bare at lade den passe sig selv.

Når en ulv skider i Yellowstone, begynder floderne at bugte sig

Kloden er som et spindelvæv af levende organismer, dyr og planter, der er indbyrdes forbundet med hinanden på kryds og tværs på måder, som vi ved meget lidt om. Det er en af årsagerne til, at vi har svært ved at forudsige, hvad klimaforandringerne i sidste ende vil få af konsekvenser.

Af Morten Steiniche. Artiklen har været bragt i Dagbladet Information den 13. juli 2017

Da den sidste ulv i Yellowstone National Park i USA blev nedlagt af jægere i 1930’erne, fik det store konsekvenser for parkens økosystem. Hvor store, opdagede parkens biologer først, da de satte gråulven tilbage i parken i 1995.

Rewilding-projektet med ulvene fik enorme konsekvenser for hele parkens økosystem. Vegetationen ændrede sig, bæverne kom tilbage, og selv floderne endte med at skifte form.

Klimaforandringer er jordens måde at fortælle os, hvem der bestemmer

“Det var som at kaste en sten ned ad en bjergskråning, hvor forholdene lige præcis var sådan, at stenen ville udløse en lavine af forandringer,” fortæller Doug Smith, den ansvarlige biolog for Yellowstone Wolf Project på parkens hjemmeside.

Hvis en enkelt art som ulven kan være så vigtig, hvad betyder det så for biosfæren, for summen af alle økosystemer, at der udryddes 150-200 plante- og dyrearter om dagen? Det helt korte svar er, at det ved vi meget lidt om.

Mestergartner: Vi skal altid give mere tilbage til naturen, end vi tager fra den

For det første fordi vi har begrænset eller manglende viden om de fleste af de utallige arter i naturen og endnu mindre viden om, hvordan de interagerer i det store billede. Og for det andet fordi summen af naturens delprocesser oftest er helt umulig at regne sig frem til.

 

Mulig massekollaps af havene

Klimaforandringer er i øjeblikket ved at ændre vores verden radikalt, og flere forskere mener, at det er et tegn på, at naturen er ude af balance. I århundreder har mennesket modelleret naturen og udnyttet dens ressourcer uden at skele til – eller forstå – hvad det kunne få af videre konsekvenser i det store billede.

For at løse klimaproblemerne bliver vi nødt til først at erkende, at naturen består af komplicerede økologiske sammenhænge, hvor alt levende – dyr, planter, celler – er forbundet på kryds og tværs.

Charlie Veron var i 1970’erne den første fuldtidsforsker, der blev tilknyttet Great Barrier Reef i Australien, verdens største koralrev. Ifølge Charlie Veron er omkring halvdelen af verdens koralrev døde inden for de seneste to år på grund af blandt andet stigende havtemperaturer. En fjerdedel af alle havenes levende organismer bruger koralrevene til at finde mad og ly, så hvad sker der, når disse økosystemer dør ud?

“Det er et rigtig godt spørgsmål, som jeg selv rejste for ti år siden. Når du udsletter koralrevene, vil det formenligt betyde et økologisk massekollaps af havene, der vil betyde udslettelsen af enormt mange arter. Men vi ved det ikke,” lyder det bekymrende svar.

Det var den amerikanske økolog Barry Commoner, der som en af de første i den vestlige verden formulerede ideen om, at alt levende i naturen er indbyrdes forbundet. Commoner mente, at økosystemernes stabilitet afhænger af den biologiske mangfoldighed.

I bogen The Closing Circle fra 1971 nedfældede han fire love for, hvordan økologien – læren om hvordan levende organismer interagerer med hinanden og deres omgivelser – er skruet sammen:

  1. Alt liv er indbyrdes afhængigt. Hvis én økosfære påvirkes, så påvirkes alle økosfærer.
  2. Alt skal et eller andet sted hen. Affaldet forsvinder ikke af sig selv.
  3. Naturen ved bedst. Det, vi tror, er forbedringer til at beherske naturen, vil givetvis ødelægge naturen.
  4. Der findes ikke nogen gratis frokost. Udnyttelsen af naturen vil uundgåeligt gøre skade på den.

 

Sneboldeffekten i Yellowstone

Med ulvene i Yellowstone National Park fik forskerne et enestående indblik i, hvordan alt levende i naturen er knyttet sammen på kryds og tværs.

Ulve bliver betraget som økosystemingeniører, og da de kom tilbage, satte de gang i en såkaldt trofisk kaskade, hvor hele fødekæden bliver påvirket. Ulvene startede med at gøre indhug i bestanden af kronhjorte, men først og fremmest var ulvene skyld i, at kronhjortene ikke altid stod og græssede på de samme steder, men hele tiden bevægede sig rundt i nationalparken.

Dermed fik blandt andet pile- og poppeltræer lov til at vokse sig store igen, og med træerne kom fuglene tilbage til de områder, som kronhjortene tidligere havde hærget. Der kom flere bjørne, fordi der var flere træer med bær på, og der kom ikke mindst flere bævere, som er afhængige af piletræerne.

Også bæverne er økosystemingeniører, og med den nu voksende bestand af bævere blev der sat endnu en sneboldeffekt i gang. Bæverne byggede for eksempel dæmninger, der fik floderne til at forandre sig, og bævernes dæmninger er også i sig selv levested for utallige arter, der havde været fraværende i parken i årtier. Ulvene balancerede i øvrigt også bestanden af prærieulve, og det gjorde, at der kom flere kaniner og mus og dermed flere høge og ræve tilbage til parken.

Ganske få år efter, at ulvene blev sat tilbage i Yellowstone National Park, var parken fuldstændig som forandret. Parken var bragt tilbage den oprindelige vilde tilstand, og naturen havde genskabt sin egen naturlige harmoni. Alt sammen på grund af en enkelt art.

 

Hvor lidt vi i grunden ved

Biosfæren er ekstremt avanceret, og dybest set ved vi meget lidt om de mange dele, den består af, forklarer den canadiske videnskabsmand og forfatter David Suzuki i bogen The David Suzuki Reader. A Lifetime of Ideas from a leading Activist and Thinker.

“Enhver forsker burde vide, at vores uvidenhed om verden er betydeligt større, end det vi ved. Vi konstruerer vores politik for naturressourcer på baggrund af grotesk lidt og forudindtaget viden. Og fordi vi (forskere, red.) foretrækker at studere ting, der er store, så kommer mikroskopiske organismer såsom svampe i jorden, picoplankton i havet og selv insekter langt ned på forskernes statusbarometer,” skriver David Suzuki.

Som eksempel på vores mangelfulde viden nævner han insekterne. Dem findes der anslået 30 millioner arter af på kloden, men ud af det enorme antal kender vi i dag kun 10-15 procent, og for rigtig mange af disse arter er vi ikke nået længere end til blot at give dem et navn. Hvad deres funktion er, hvordan de er forbundet med hinanden, og hvilke roller alle disse arter har for opretholdelsen af balancen i naturens økosystemer, ja, det ved vi meget lidt om.

Og vores mangel på forståelse bliver uendelig meget større, når vi bevæger os ned under jorden, siger Flemming Ekelund, lektor på Biologisk Institut i København, der blandt andet arbejder med at forstå mikroorganismernes betydning.

“Der er to verdener, og de er lige vigtige. Den ene kan ikke leve uden den anden. Om verden over jorden kan man i den klassiske biologi meget simplificeret sige, at livet foregår imellem relativt få aktører. Bien bestøver blomsten, koen spiser græsset og så videre. Det er nogenlunde til at forstå. Men når du kommer ned under jorden, så er det noget helt andet. Der er så kolossale mængder af forskellige enheder, der spiller sammen på måder, som vi ikke forstår,” siger Flemming Ekelund.

Med molekylære metoder har det vist sig, at der alene i en enkelt teskefuld jord er flere end 10.000 forskellige bakteriearter og sammenlagt endnu flere mikroorganismer, end der er mennesker på hele kloden. Og tager du en ny teskefuld jord blot et stykke derfra, så vil der være et nærmest uoverskueligt antal af andre arter.

 

De større sammenhænge er ikke i høj kurs

Selve disciplinen med at komme op i helikopteren og studere naturens sammenhænge fra en vis afstand trækker sjældent i naturvidenskabsfolkene.

Søren Rasmussen, cand. scient. i biologi og stifter af Albatros Travel fortæller, hvordan han i sin studietid fik besked på at fjerne ordet ’holisme’ fra en tekst. I sin nye bog Mennesket i Naturen – Naturen i Mennesket slår han netop til lyd for en holistisk tankegang, der forsøger at forklare sammenhængene i naturen fra et større perspektiv.

“Men det er kun sådan nogle som os, frie fugle og filosoffer, der kan tillade os at beskæftige os med det overordnede billede af, hvordan naturen hænger sammen,” siger han.

Det er Flemming Ekelund, lektor på Biologisk Institut i København, enig i:

“Det er ikke noget, der er i høj kurs inden for naturvidenskaben.”

 

2+2=5

Einstein troede ikke, at partikler kunne påvirke hinanden, selv om de er fysisk adskilte, og kaldte kvantefænomenet for “a spooky action at a distance”. Den indbyrdes påvirkning af partikler – eller sammenfiltringen, som den også kaldes – viser, at selv for naturens byggesten er livet forbundet i indbyrdes sammenhænge, som vi stadig kun forstår en smule af.

Men ét er at kende til de enkelte byggeklodser i naturen, noget andet er, at deres adfærd ofte er fuldstændig uforudsigelig, når de interagerer med hinanden. Det er især noget, der optager klimaforskerne, blandt andet professor i klimaforandringer og chef for Nansen Centeret i Bergen, Sebastian Mernild, som har konstateret, at klimaforandringerne sker hurtigere og mere uventet, end modellerne viser.

“Kloden er et naturligt system, og vi forsøger som forskere at forstå mekanismerne. Det naturlige system hænger sådan sammen, at piller man ved én knap, så slår det ringe i vandet,” siger han.

Det gælder for eksempel gletcherne, som ifølge Sebastian Mernild og hans kolleger smelter betydeligt hurtigere end forventet.

Når det er så svært at forudsige naturens gang, kan det skyldes de såkaldte positive feedback loops. På grund af den indbyrdes forbundethed imellem jordens økosystemer kan de – som NASA forklarer på deres hjemmeside – betyde, at effekterne af forandringer bliver forstærket og udløser pludselige ændringer, som foregår hurtigere og på en langt større skala, end de nuværende klimamodeller forudsiger.

Med andre ord: To plus to giver ikke nødvendigvis fire, men fem, ni, nitten eller endnu mere.

I et nys udgivet specialnummer af det amerikanske magasin Science om Jordens økosystem kaldes vanskelighederne ved at forudsige økosystemernes uforsigelige adfærd for et “drilagtigt problem”, som vi dybest set ikke er særligt godt klædt på til at løse i forhold til de forandringer af kloden, som ifølge forskerne vil tage til i styrke i de kommende år.

 

Tag selv konsekvensen

Vi slutter for denne gang hos den verdensberømte primatolog Jane Goodall, som har arbejdet med dyrevelfærd og naturbevarelse igennem et langt liv, og som ofte har skrevet og talt om vigtigheden af, at vi erkender de komplekse sammenhænge i naturen.

“Ofte siger folk til mig, at det vel ikke gør en forskel, hvis denne lille insektart forsvinder, men sagen er jo, at alt er indbyrdes forbundet. Og dette lille insekt kan meget vel være den primære fødekilde for et andet levende væsen, som så også vil forsvinde. Og sådan fortsætter det med disse indbyrdes forhold. Vi kalder det biodiversitet, jeg kalder det også for livets spindelvæv,” siger Jane Goodall i videoen Mother Earth.

Jane Goodall mener ikke, at det er for sent at gøre noget ved klimaforandringerne, men at det er os selv, snarere end videnskaben, der skal tage affære.

“Hvis vi blot kan få en kritisk masse af menneskeheden til at begynde at tænke over, hvilke konsekvenser alle de små valg, vi træffer i vores hverdag, har. Hvad vi køber, hvad vi spiser, hvordan det er produceret, om det har skadet miljøet, om det har gjort skade på dyr eller mennesker. Vi bliver nødt til at få ind i vores tykke hoveder, at det, vi gør som individer, ikke gør en forskel i den store sammenhæng, men at det flytter i den rigtige retning, når det er milliarder af mennesker, der alle sammen træffer de rette etiske beslutninger.”

 

 

Svampenes naturlige internet

Hvis du tror, at internettet er noget særligt, så er det intet at regne for det net, som svampenes tråde udgør i jorden. Svampeeksperten Paul Stamets kalder svampes net af tråde for jordens naturlige internet, der forbinder 90 pct. af klodens landbaserede planter med hinanden. Svampenes net hjælper både planterne med at suge vand op og styrker deres immunsystem, og i tilgift får fungien mad fra planterne i form af kulhydrater.

 

 

 

Økosystemer har forskellige behov

Økosystemer er forskellige, og der er stor forskel på, hvad de har brug for. For eksempel er regnormene uundværlige hos os, men andre steder kan de gøre stor skade.

“Vi anser det for noget godt, at regnormene blander jorden rundt. Men det, som regneormene gør her i vores verdensdel, det gør tusindbenene i Nordamerika, i Afrika er det termitterne, og i New Zealand er det de landlevende tanglopper, der fylder den niche ud, som man siger,” fortæller Flemming Ekelund, lektor på Biologisk Institut i København.

“Det har givet anledning til mange ulykker, at vi europæere har slæbt blandt andet regnorme med til Nordamerika, for de nordamerikanske økosystemer har en helt anden karakter end dem, vi har her i Danmark, og deres økoystemer bliver ødelagt af regnormene.”

Bakker blev gjort flade, og åer rettede man ud

Jean-Baptiste-Siméon Chardin: Les attributs des sciences (1731)

Jean-Baptiste-Siméon Chardin: Les attributs des sciences (1731)

Kimen til den økologiske krise blev lagt for 350 år siden. Først nu er vi begyndt at forstå, at mennesket ikke lever adskilt fra naturen, og at ødelæggelserne af naturen har konsekvenser for alt levende.

Af Morten Steiniche. Publiceret februar 2017

Før den videnskabelige revolution i 1600-tallet forestillede vi os, at jorden var centrum i solsystemet. Vi var frygtsomme individer, der ikke turde sætte os op imod den almægtige Gud, der gennemstrømmede alt levende på planeten. Vi følte en stærk samhørighed med Moder Jord, der betød, at vi behandlede hende – naturen – med dyb respekt og omsorg.

Det ændrer sig med den videnskabelige revolution. Nu sættes den videnskabelige fornuft over troen, og alle naturens spirituelle kvaliteter kværkes i Vesten til fordel for forestillingen om, at naturens ressourcer alene er til for at blive udnyttet, så vi kan skabe økonomisk vækst og materiel fremgang i verden. Vi flytter verdenssyn fra det matriarkalske – det omsorgsfulde – til det patriarkalske – det dominerende og det destruktive. Samtidig ændrer vi syn på Gud, som nu flytter op i himlen, hvorefter der intet helligt er tilbage ved naturen nede på jorden. Med den videnskabelige revolution starter menneskets destruktive adfærd overfor naturen, og vi lægger kimen til de klimaproblemer, som vi står med i dag, omkring 350 år senere.

Den canadiske journalist og forfatter Naomi Klein ser de nuværende klimaforandringer som et opgør med den naturvidenskabelige fortælling om, at naturen ikke er andet end et uvirksomt redskab for mennesket, der forestiller sig at have total kontrol over naturen. Med klimaforandringerne er det dog efterhånden gået op for de fleste, at det ikke er naturen, der er underlagt mennesket, men lige omvendt.

“Nu kommer jorden med en forsinket, men vild reaktion på klimaforandringerne for at sætte os mennesker på plads igen: “I er gæster her, og I har aldrig haft været in charge.“ Jeg betragter klimaforandringerne som en grundlæggende narrativ krise for den vestlige civilisation. En krise, som er uløseligt forbundet med spørgsmålene om verdenssyn og spiritualitet,” siger Naomi Klein til magasinet Tricycle.

 

Udretningen af Skjern Å fik katastrofale følger

54% af klodens befolkning bor i dag i byområder, og det er et tal, der ifølge FN vil være steget til 66% i 2050. Vi bor, lever og arbejder i byerne, som vi kun sjældent har brug for at forlade. Og derfor har vi ikke længere nogen særlig viden om eller tilknytning til naturen. Vi er holdt op med at føle os forbundne med den naturlige verden og betragter naturen som noget eksotisk, der ligger et sted ude på landet med pløjemarker og en sol, der går ned langt ude i horisonten. Noget, der lever sit eget liv og har meget lidt med bymenneskets tilværelse at gøre. Vi har mistet ethvert spirituelt forhold til naturen og har ingen fornemmelse for, at jorden også er en levende mekanisme, der ligesom vi mennesker har behov, der skal opfyldes for at kunne trives optimalt.

“Oprindelige folk taler om at lytte til andre biologiske indbyggere på deres territorie. De føler, hvad landet og jorden har brug for og opfører sig respektfuldt overfor den. Vi, i de industrialiserede og urbane samfund, har afkoblet os fra disse fysiske og biologiske begrænsninger. Vi har omskabt landet omkring os af hastigheds- og effektivitetshensyn. Vi har fladet bakker ud, udtørret huller, udfyldt kystlinier og rettet grøfter ud. Vi har påtvunget naturen vores vilje og tvunget den ind i den form, som vi ønsker,” forklarer den canadiske videnskabsmand og miljøaktivist David Suzuki i sit essay Human Borders and Nature.

Hedelyng. Image by Nils Jepsen/Wikipedia

Sådan har det også været i Danmark, hvor blandt andet Hedeselskabet igennem mange år arbejdede aktivt for at forandre de danske naturområder. Selskabet ønskede blandt andet, at Roskilde Fjord og Det Sydfynske Øhav skulle afvandes, at den jyske hede skulle opdyrkes, og at Gudenåen skulle rettes ud. Et Hedeselskabets mest katastrofale projekter var udretningen af Skjern Å i 1960’erne, som fik store følger for plantelivet i og omkring Skjern Å.

I en artikel i Weekendavisen i 2016 om Hedeselskabets ødelæggelse af den danske natur i anledning af foreningens 150 års jubilæum siger historiker og professor Steen Bo Frandsen:

“Man havde ikke en forestilling om, at naturen var noget, man skulle passe på. Den skulle udnyttes, og det så man ikke som et problem. Hele den nationale økonomi og nyindretningen af landet ville have jord, ikke hede. Man tørlagde Lammefjorden og mange andre steder, som virker ærgerlige i dag.”

 

Tsunamierne er mindfulness-klokker

Spørgsmålet er imidlertid, hvad der skal til for at løse den økologiske krise. Llewellyn Vaughhan-Lee skriver i bogen Spiritual ecology. A spiritual response to our present ecological crisis, at “et centralt, men sjældent adresseret aspekt ved denne (økologiske) krise er vores glemsomhed omkring det hellige i naturen, og hvordan det påvirker vores forhold til miljøet. Der er et presserende behov for at artikulere en spirituel respons på den økologiske krise. Det er vitalt og nødvendigt, hvis vi vil bringe den levende verden tilbage i balance.”

I bogen medvirker også den vietnamesiske munk og fredsaktivist Thich Nhat Hanh, som siger, at tsunamierne og ødelæggelsen af koralrevene ikke kun er fysiske symptomer og tegn på en global ubalance. Han kalder dem ligefrem for “bells of mindfulness”, der ringer for at gøre os lydhøre, få os til at vågne op og lytte.

“Jorden har har brug for vores opmærksomhed. Den har brug for os til at få healet dens krop, som er ødelagt af vores udnyttelse af den. Og den har brug for at healet dens sjæl, som er såret af vores vanhelligelse og vores glemsomhed over naturens hellighed. Kun, når vi husker, hvad der er helligt, kan vi bringe virkelig opmærksomhed til vores nuværende knibe,” siger Thich Nhat Hanh.

Flere og flere mener i dag, at vi for at finde nøglen til at løse de økologiske problemer er nødt til at genopdage den forståelse og visdom, som vi havde engang, og som de oprindelige befolkninger stadig besidder. En visdom, der bygger på en forestilling om, at alt levende i naturen er indbyrdes forbundet, at vi alle indånder den samme luft og drikker det samme vand, og at vores egen overlevelse netop afhænger af, at naturens økosystemer fungerer optimalt.

“Vi lever i en forestilling om, at vi er adskilt fra naturen. Opgaven er at nedbryde den forestilling, før katastroferne indtræffer,” siger Naomi Klein.

Den spirituelle krig i Standing Rock

Defend the Sacred. Image by Redhawk (Ryan Vizzions). By kind permission.

Med Trumps grønne lys til færdiggørelsen af den kontroversielle olierørledning i Standing Rock-reservatet starter protesterne nu forfra. Og så alligevel ikke. Kom med på et tilbageblik på skabelsen af en bevægelse, der måske har potentiale til at udvikle sig til en verdensomspændende, spirituelt funderet miljø- og menneskerettighedsbevægelse.

Af Morten Steiniche. Publiceret februar 2017

Billedet blev delt lynhurtigt og i så stort et antal på de sociale medier, at det på rekordtid blev et af de ikoniske fotografier, der nailer tidsånden. Den ubevæbnede og fredeligt udseende mand siddende stille på en hest og foran ham en lang række af bevæbnede politifolk i truende positurer og masser af militærkøretøjer parat til udøve vold. Et stærkt symbol på de økonomiske og politiske magthaveres undertrykkelse af minoriteter i industrialiseringens tidsalder og ikke mindst den fossile æra, hvor medmenneskelige hensyn og hensyn til naturen ingen rolle spiller i forhold til at skabe økonomisk vækst og pleje kapitalinteresser for enhver pris.

Billedet er fra Standing Rock-reservatet, og manden på hesten er en af de tusindvis af indfødte amerikanere, der kæmper imod placeringen af olierørledningen Dakota Access Pipeline, der blandt andet skal krydse Missouri-floden. Billedet, der er taget af fotografen Redhawk (Ryan Vizzions) og bærer titlen Defend the Sacred, fik et helt opslag i nyhedsmagasinet Newsweek og minder på mange måder om fotografiet af den modige aktivist, der standsede en kortege af tanks under studenterdemonstrationerne på Tien An Menh-pladsen – Den Himmelske Freds Plads – i Bejing i 1989.

Blot med den forskel, at hvor det lykkedes for de kinesiske magthavere at kvæle oprøret i en massakre, så vil det næppe lykkes at sætte en kæp i hjulet på den spirituelt funderede miljø- og menneskerettighedsbevægelse, som Standing Rock måske er ved at udvikle sig til.

 

Konturerne af en katastrofe

Men lad os starte i landskabet og den storslåede natur i den nordligste del af USA.

Det 9.251,2 kvadratkilometer store reservat Standing Rock Indian Reservation breder sig udover de to delstater North Dakota og South Dakota i USA. Mod øst grænser reservatet op til Missouri-floden, der udspringer fra Rocky Mountains mod nord og løber 3.767 kilometer mod syd og dermed er den længste flod i Nordamerika. Mod syd ligger reservatet Cheyenne River Reservation.

Bison by Larry Smith is licensed under CC BY 2.0

Bison by Larry Smith is licensed under CC BY 2.0

Langt størstedelen af de kæmpemæssige områder ligger uberørte hen med sletter, bjerge, kløfter, huler og grotter i bemærkelsesværdige geologiske formationer formet for millioner af år siden. Hjertet i naturen i denne del af verden er de livgivende floder og vandfald, der gør det muligt for det enestående dyreliv at eksistere i området. Her lever blandt mange arter bisonokser, pumaer, prærieulve, bævere, antiloper og kongeørne. Og endelig er området hjemsted for historiske mindesmærker for de oprindelige amerikanske folkeslag. Ifølge myten stammer Sioux Nation-folket fra den smukke bjergkæde Black Hills, som også er hjemsted for mindesmærket for Crazy Horse, den store Sioux Nation-leder.

I siouxernes skabelsesberetning var vandet noget af det første, der blev skabt, og den dag i dag er vandet det helligste der findes for de omkring 8.200 indbyggere, der lever i området. I en af sioux-stammens bønner fremsiges ordene ‘mni wiconi’, der netop betyder ‘vand er liv’ på lakotha.

For de indfødte amerikanere ligner det derfor konturerne af en katastrofe, da selskabet Energy Transfer Partner’s i begyndelsen af 2016 får tilladelse til at anlægge en olierørledning, der skal løbe fra oliefelterne i Bakken i North Dakota og 1.886 kilometer mod syd til Illinois og undervejs føres under Missouri-floden, som de mange indfødte amerikanere dagligt drikker vand fra. Et anlægsprojekt til en pris på 4 milliarder dollars. Olieledningen med en diameter på 76,2 centimeter skal planmæssigt transportere 470.000 tønder råolie.

Dakota Access Pipeline. Image by Amy Sisk/Inside Energy

Sioux-stammen frygter, at rørledningen vil true vandforsyningen i området, men også at en lækage kan forstyrre den økologiske balance i naturen og dermed udgøre en eksistentiel fare for alt liv i området. De mener desuden, at projektet forstyrrer stammetraditionerne og gør vold på de landområder, som er hellige for dem.

Og at de har noget at have skepsisen i, viser det faktum, at Energy Transfer Partner’s er indblandet i flere verserende retssager om olieforurening af grundvand i fire amerikanske stater. Tilliden til at selskabet evner at passe på naturen er simpelthen i bund.

“Hvorfor vil du tiltro dit vand til dette selskab,” spørger David Archambaul, leder af Standing Rock Indian Reservation, ifølge Forbes.

 

Bevæbnet med bøn

Sioux-stammens ledere begynder allerede at protestere mod projektet, da planerne om olierørledningen bliver offentliggjort et par år tidligere, men det er først i april 2016, at de direkte aktioner mod projektet tager fart, da Ladonna Brave Bull Allard, aktivist og medlem af Cheyenne River Sioux-stammen, slår et telt op og dermed etablerer den første lejr i protest mod Dakota Access Pipeline. Protesterne fortsætter med en 42 kilometer lang ridetur i bøn fra Sitting Bulls gravplads i Fort Yates.

Sioux-stammens advokater forsøger i juli at få bremset projekteringen med rettens hjælp ved blandt andet at fremføre, at tilladelsen til Energy Transfer Partner’s blev givet på et grundlag, der dels ikke tog tilstrækkeligt hensyn til den potentielle miljøkatastrofe, hvis der gik læk på ledningen, og dels ikke tog hensyn til, at området af indianerne betragtes som helligt land. Men det er i reservatet, at kampen begynder at få opmærksomhed.

Indianerne slår lejre op med telte og tippier rundt om i reservatet ved de kritiske områder, hvor Dakota Access Pipeline skal bugte sig gennem landskabet. Ved indgangen til Ocety Sakowin-lejren står et skit med teksten: ‘Dette er et sted med bønner og ceremonier’ (‘This is a place of prayer and ceremony’). Demonstranterne samles i bønnefyldte ceremonier om morgenen og om aftenen, ved spisetiderne og om natten. Der foretages rituelle renselser med røg fra salvie, ceder og tobak. Der tændes hellig ild og udføres hellige trommecirkler.

Demonstranterne kalder sig selv for vandbeskyttere (water protectors), og når kampråbet lyder, er det igen med ordene ’mni wiconi’, ‘vand er liv’. ‘United in water. Protecting against the Dakota Access Pipeline’, står der på et andet skilt. Det står klart, at kampen er mere end en protest imod en olierørledning. Protesterne er grundlæggende en spirituel bevægelse, og hvis der er tale om en krig, så er det en spirituel krig.

Virgil Taken Alive, født og opvokset i Standing Rock Sioux-reservatet, forklarer til det alternative energi-magasin Inside Energy:

“Det er ikke som i dagene med Crazy Horse og Sitting Bull, hvor vi fysisk ville kæmpe imod dem og vinde, hvorfor traktaterne blev lavet. Det formår vi ikke at gøre i dag. Men vi har noget, der er meget mere kraftfuldt end fysisk vold, og det er bønner.”

“Du kan ikke adskille spiritualiteten fra hverdagslivet. Vi gør alt med bønner. Vi bekæmper rørledningen med bønner,” siger Yellow Fat, medlem af stammerådet ifølge Religion News Service.

Flere end 200 forskellige stammer fra USA og Canada rejser til Standing Rock for at deltage i protesterne. Ikke tidligere i historien har så mange indfødte amerikanere været samlet på et sted. Der rapporteres om mellem 8-10.000 demonstranter, heraf mange ikke-indianske sympatisører, som slår sig ned i lejre og camperer i bjergene langs med Cannonball River-floden. Mange miljøaktivister er rejst til Standing Rock for at deltage i de ikke-voldelige protester, fordi de mener, at rørledningen er med til at cementere oliens position i USA og derfor skal forhindres. Og der er håb. Året før forkastede Barack Obama olieselskabet TransCanadas omstridte olierørledning, Keystone XL, en investering til 15 milliarder dollars.

 

Samler både Paven og amerikanske krigsveteraner

Samtidig er protesterne begyndt at vække opsigt langt udenfor reservatet. Det skyldes ikke mindst, at de indianske aktivister er dygtige til at synliggøre protesterne på de sociale medier, og især billederne af myndighedernes hårdhændede fremfærd, hvor der blandt affyres gummikugler mod demonstranterne, vækker sympati for indianernes kamp og afsky mod olieindustrien og dens håndlangere.

I begyndelsen af september bruger private sikkerhedsvagter pepperspray mod 30 aktivister, og 12 af dem bliver bidt af de pitbull-hunde, som vagterne slipper løs mod demonstranterne. I oktober rykker myndighederne ind for at fjerne aktivister, der befinder sig på et privat område, med pepperspray, tåregas og en lydkanon. 144 demonstranter bliver arresteret alene den dag.

https://www.youtube.com/watch?v=fetub0FvEwk

På en anden kritisk dag arresterer politiet 117 aktivister, men under arrestationerne dukker en kæmpe horde af bisonokser pludselig op. For de indfødte amerikanere er bisonoksen (der også kaldes Tatanka Oyate, Bøffel-nationen) et offer-symbol, idet bøflerne giver deres liv, så naturfolket kan få mad og tøj. Forholdet mellem de indfødte amerikanere og bisonoksen bygger på en lang spirituel tradition, og bisonoksen betragtes som en gave fra den Den Store Sjæl (The Great Spirit). Tilstedeværelsen af bisonokserne giver indianerne en tro på, at deres bønner bliver hørt.

Det samlede antal arrestationer løber op i 575 frem til december 2016.

Amerikanske krigsveteraner viser deres sympati med indianernes kamp. I en video, der går viralt, knæler en veteran foran en af de indianske ledere og undskylder for det hvide Amerikas historisk dårlige behandling af det oprindelige nordamerikanske folk. Det er ikke længere siden end 1978, at de oprindelige amerikanske folkeslag overhovedet fik religionsfrihed med indførslen af The American Indian Religious Freedom Act. Også fagforeninger og adskillige amerikanske myndighedspersoner bakker op om protesterne.

Titusindvis af mennesker verden over donerer penge til protesterne gennem blandt andre NGO’en P3 Indignenous Peoples Power Project, et netværk, der underviser i ikke-voldelige direkte aktioner.

Og sympatitilkendegivelserne går på tværs af religiøse skel. Pave Frans udsender en erklæring, hvori han offentligt støtter de oprindelige amerikaneres “rettigheder, ret til vand og beskyttelsen af liv.”

“Jeg ønsker at være talsmand for de indfødte folks dybeste længsler (…), som er truet på deres identitet og eksistens,” siger Paven.

Bruce Ough, biskop i United Methodist Church’s Dakotas-Minnesota Area, og præsident for the United Methodist Church’s Council of Bishops kalder protesterne i Standing Rock for et ‘spirituelt slag’ og fortsætter:

“I sidste instans så er dette en protest, der handler om Guds ledelse og om retfærdighed for de indfødte folk fra de store sletter.”

Standing Rock er en græsrodsbevægelse, der får global opmærksomhed. Aldrig før i historien har de indfødte amerikanere fået så meget interesse og sympati.

“Det generelle Amerika har ikke forstået vores verdensbillede, de indfødte folks. I rigtig lang tid er vi blevet fortalt, at vores verdensbillede ikke er gyldigt og ikke noget værd,” siger Sarah Eagle Heart, CEO i organisationen Native Americans in Philanthropy.

Dermed kan protesterne i Standing Rock også ses som en genfødsel af de oprindelige amerikanske folk.

 

En kæmpe sejr

I midten af september beordrer den føderale domstol i Washington D.C. konstruktionen af Dakota Access Pipeline midlertidigt stoppet i en afstand af 32 kilometer på hver side af Missouri-floden ved Lake Oahe, et af indianernes store vandreservoirer. Retten overvejer Sioux-stammens ønske om, at olieledningen slet ikke skal krydse Missouri-floden. Rørledningen er på det bygget tidspunkt 87% færdig.

Senere i samme måned er Barack Obama vært for White House Tribal Nations Conference i Det Hvide Hus, hvor flere end 500 Native American-ledere er repræsenteret.

“Jeg ved, at mange af jer har fundet sammen på tværs af stammer og over hele landet for at støtte samfundet i Standing Rock, og det er med sammenhold, at jeres stemmer bliver hørt,” siger han i en tale til forsamlingen.

Photo courtesy Indigenous Environmental Network

Tre måneder efter, den 4. december, bærer indianernes fredelige protester omsider frugt, da Energy Transfer Partner får trukket byggetilladelsen tilbage af US Army Corps of Engineers.

Bill McKibben, den amerikanske miljøaktivist og stifter af 350.org, kalder det a smashing victory i en artikel, han skriver i en indlæg i The Guardian.

“Det (Standing Rock) vil ikke ændre retningen fuldstændig – forandring kommer aldrig så let. Men det vil ikke blive glemt, og det vil påvirke begivenheder i de næste århundreder. Standing Rock, som Little Big Horn og Wounded Knee, eller Lexington Green og Concord green for den sags skyld, hører nu til vores historie.”

Selv siger Standing Rock Indian Reservation-lederen, David Archambaul, til den aktivistiske nyhedskanal Democracy Now om sejren:

“Det føles som om, at der for første gang i historien over århundreder er nogle, der lytter til os (…) En sag som denne er aldrig før faldet ud til vores fordel.”

Det er lykkes – i hvert fald for en tid – for manden på hesten på det ikoniske fotografi at besejre den bevæbnede overmagt.

 

Naturfolkenes kamp er alles kamp for overlevelse

Den foreløbige sejr i Standing Rock var kulminationen på et år, der både flyttede klimakampen ud til områder af verden, vi normalt ikke hører ret meget om, og gjorde kampen for bevarelsen af klodens ressourcer til et spørgsmål om menneskerettigheder.

“Der er en stigende erkendelse af den vitale rolle, som stammefolkene spiller i beskyttelsen af mijøet,” lyder det fra aktivist-organisationen Survival International, der blev stiftet i 1969 i protest mod overgrebene på de oprindelige folks levevilkår i Amazonas, og som i 2016 var stærkt medvirkende til, at det lykkedes at få ophævet kontrakter på olieboringer på landområder, der tilhører de oprindelige folk i Peru.

Med Standing Rock er miljø- og menneskerettighedskampen nu knyttet tæt sammen. Samtidig har kampen fået et spirituelt ansigt og en spirituel stemme, der både formår at knytte mennesker, bevægelser og religiøse fraktioner sammen uanset ståsted og inspirere med et dybfølt håb om og tro på, at det kan og nok skal lykkes at finde en løsning.

Naturfolkenes kamp for overlevelse er hele menneskehedens kamp for overlevelse. Eller for at sige det på en anden måde: Hvis indianerne i Standing Rock ender med at tabe kampen om retten til jorden, så bliver det for alvor svært at bevare troen på, at ret meget levende har en anstændig fremtid på planeten jorden.

To spørgsmål rejser sig netop nu: Har begivenhederne i Standing Rock potentiale til at udvikle sig til en verdensomspændende miljø- og menneskerettighedsbevægelse, og er Standing Rock startskuddet på en revolution af den menneskelige bevidsthed, hvor vi efter århundreders maltraktering af jorden omsider bliver nødt til finde en vej udi fremtiden, der rækker tilbage til den forståelse af naturen, som vi selv havde engang, og som stadig er intakt hos de oprindelige folk?

Så gør dog noget!

Munke i Bodh Gaya, Indien. Photo by Morten Steiniche.

De spirituelle skal hjælpe til med at løse verdens problemer. Uden aktivisme er spiritualitet nemlig ikke andet end underholdning, virkelighedsflugt og rendyrket egoisme.

Morten Steiniche. Publiceret december 2015

Det var, da jeg kom gående ned ad et bjerg i Himalaya, at en inder råbte af mig. Han kom kørende på en motorcykel, og jeg gik midt på grusvejen i min egen, fuldendte verden. Jeg havde siddet og mediteret i en hule i nogle uger, og selvom jeg næppe nogensinde har følt mig så klar og renset i sindet, så blæste den mentale robusthed alligevel væk som et snefug i den tynde bjergluft, da den ubehøvlede motorcyklist bremsede op og overfaldt mig verbalt. Jeg skulle have gjort som Dalai Lama og have mødt ham med overbærenhed og et forstående smil, men i stedet blev jeg vred, råbte af ham og stak ham endda fingeren, da han kørte igen.

Jeg har prøvet noget lignende flere gange de sidste fire-fem år. Når jeg har isoleret mig i noget tid for at meditere og være spirituel, så har mødet med virkeligheden bagefter været som at få en hammer i hovedet. Det er sin sag at gå i intens spirituel selvfordybelse, der ofte kræver meget stor selvdisciplin, men det er bestemt heller ikke nemt at omsætte øvelserne til praksis bagefter.

Det var først, da jeg blev frivillig i Mother Teresas NGO i Indien, at det lykkedes mig slå hul på skallen og omsætte det narcissistiske navlepilleri til nytteværdi for andre end mig selv.

Min pilgrimsrejse rundt i verden til nogle af klodens mest spiritulle hubs varede i halvandet år, men det var først i slutningen af rejsen, da jeg nåede til Kolkata i Indien og blev frivillig i Mother Teresas NGO, at det lykkedes mig slå hul på skallen og omsætte det narcissistiske navlepilleri til nytteværdi for andre end mig selv. Og da jeg endelig fik trukket fingeren ud for at hjælpe mennesker, der virkelig var i nød, opdagede jeg ved samme lejlighed, at den handling havde den meget positive bivirikning, at jeg fik så meget overskud i hverdagen, at jeg endda blev i stand til at afværge irritationen over de ekstremt hidsige trafikanter i Kolkatas gadekaos.

 

En spirituel virkelighedsflugt

Spirituel selvudvikling er ofte en frygtelig ensom affære. Jeg har mange gange siddet og mediteret med andre mennesker og alligevel følt mig mutters alene, for de udfordringer – lad os bare kalde dem problemer – der overhovedet fik mig ind på det spirituelle spor i første omgang, det var jo mine egne sager og kun noget, der i sidste ende kan løses af mig selv. Jeg gik ikke i gang med at dyrke yoga eller meditere, fordi jeg ikke havde andet at lave. Jeg gjorde det af nødvendighed. For at slippe af med de byrder, der gjorde mit liv knapt så fornøjeligt.

Min sadhana – som den spirituelle praksis kaldes – er for det meste foregået i ensom majestæt. I nogle måneder mens jeg rejste rundt stod jeg op klokken fire om morgenen og gik igang med at meditere, lave vejrtrækningsøvelser, dyrke yoga, tænde bål og fremsige diverse mantraer. Sådan fortsatte det hele dagen, og når jeg endelig holdt pauser, gik jeg lange ture for mig selv, imens jeg forsøgte at forbinde mig til den levende natur ved at omfavne træerne, trække bjergluften dybt ned i lungerne og mærke jorden under mine bare fødder. Selv måltiderne var omfattet af de spirituelle øvelser, og når jeg gik i seng ved solnedgang, skulle jeg igennem endnu en stribe ritualer, før jeg omsider kunne lægge mig til at sove. I mange måneder talte jeg nødig med andre mennesker.

Jeg lukkede mig inde, fordi livet var blevet en ubærlig størrelse, som jeg havde lyst til at flygte fra.

Jeg er ikke sikker på, at jeg var lykkedes med at slippe af med mine dårlige vaner, hvis jeg ikke havde taget min spirituelle praksis til ekstremerne. Alligevel kan jeg se, at der udover ønsket om at få et bedre liv, også var en anden intention bag isolationen fra omverdenen: Jeg lukkede mig inde, fordi livet var blevet en ubærlig størrelse, som jeg havde lyst til at flygte fra.

Derfor rejste jeg i overført betydning til en øde ø for at slippe for al den lidelse, som mit liv i samvær med andre mennesker havde påført mig. Og jeg gjorde det konsekvent ved at isolere mig for alle verdens problemer. I næsten tre år læste jeg overhovedet ikke aviser eller så tv. Jeg undgik omhyggeligt ethvert møde med den brutale virkelighed og sørgede for at destillere inputtet fra internettet og især Facebook, så jeg kun blev mødt af en selvskabt og positiv virkelighed. Nogle læsere vil kende rådet fra The Secret, hvor den spirituelle supermarkeds-dronning Rhonda Byrne netop anbefaler folk at lukke virkeligheden ude.

 

Spirituel passivitet

Det var nogle år før rejsen, at jeg begyndte at interessere mig for spiritualiteten og så den som en vej ud af den krise, jeg befandt mig i. Men pudsigt nok blev min spirituelle løbebane hurtigt fyldt med paradokser. En weekend, da min søn var hos mig, lå jeg på sofaen og læste Eckhart Tolles bog om Nuets Kraft, der handler om at være nærværende i livet,i mens min søn stod og trippede med fodbolden ved siden af.

“Nej, jeg har ikke tid til at spille fodfold med dig. Jeg har travlt med at læse om at være nærværende med verden,” kunne jeg lige så godt have sagt til ham.

Jeg har også siddet i utallige selvudviklingsgrupper, hvor det altsammen har drejet sig om os selv selv. Kun ganske sjældent har jeg oplevet, at der er adresseret et budskab, der handler om at engagere os i den verden, der er omkring os. Og endnu mere sjældent har jeg oplevet, at der blandt spirituelle mennesker har været en ægte og uselvisk interesse for at skabe medmenneskelig nytteværdi i den verden, som spirituelle mennesker ellers drømmer så intenst om at blive en harmonisk del af.

Nævn ordet spiritualitet for en aktivist, og hun kigger febrilsk rundt efter en regnskov, hun kan redde. Og spørg en spirituel om han vil med ud på barrikaderne, og han får et fjernt udtryk i blikket, imens han forsvinder ind i sneglehuset igen.

Det er som om, at der er en afgrund imellem spiritualitet og aktivisme. Som om spiritualiteten ligefrem fordrer passivitet og tilbagetrækning fra livet.

Jeg kender mange mennesker, der brænder for at forandre verden. Men besynderligt nok er de mest aktivistiske mennesker ofte også dem, der er de mindst spirituelle. Det opdagede jeg blandt andet sidste år, da jeg som initiativtager til et arrangement om spirituel aktivisme, forgæves forsøgte at få aktivister fra blandt andet Amnesty International og Greenpeace med som deltagere i en paneldebat. Nævn ordet spiritualitet for en aktivist, og hun kigger febrilsk rundt efter en regnskov, hun kan redde.

Og spørg en spirituel om han vil med ud på barrikaderne, og han får et fjernt udtryk i blikket, imens han forsvinder ind i sneglehuset igen.

 

Medfølende egoisme

De store spirituelle mestre var sande aktivister. Havde Buddha eller Jesus levet i dag, var de sikkert aktive i kampen mod de menneskeskabte klimaforandringer. The Art of Living, en af verdens største humanitære organisationer, har i øvrigt et stærkt spirituelt fodfæste med guruen Ravi Shankar i spidsen, men det er mere undtagelsen end reglen i dag, hvor spirituel adfærd ofte er reduceret til en rendyrket, ego-styret aktivitet.

Det handler om at få vores egne behov tilfredsstillet. Det kan godt være, at nogle af os drømmer om at være en lille Gandhi i hverdagen, men med mindre vi aktivt forsøger at gøre en positiv forskel i vores omverden, så er det svært at årsagsbestemme motivationen som andet end egoisme.

Tilfredsstillelsen ved få anerkendelse for vores altruistiske blær er et af de største spirituelle fix, vi overhovedet kan komme i nærheden af.

Dalai Lama siger, at meningen med livet er personificere medfølelse, og undersøgelser har da også slået fast, at det at udvise barmhjertighed med andre mennesker har en beviseligt positiv effekt på både krop og sind. Det er netop den positive effekt på udøveren, der oftest trækkes frem, når selvudviklingsguruer forklarer, hvorfor vi skal øve os i at forstå, hvordan andre mennesker har det. Det er igen det personlige udbytte af handlingen, der lokkes med. Du skal ikke stille dig i de andres sko og forstå, hvordan de har det for deres skyld. Du skal ikke gøre ædle gerninger, fordi det gavner andre. Du skal gøre det, fordi det gavner dig selv.

For intet får os til at føle os større, end når vi hjælper andre, og tilfredsstillelsen ved få anerkendelse for vores altruistiske blær bliver et af de største spirituelle fix, vi overhovedet kan komme i nærheden af. Men der er lige så lidt varig lykke over den næstekærlighed, vi bringer til fadet for selv at kunne spise af det, som den lykke vi køber os til i Elgiganten.

 

Vær aktivist i hverdagen

Ægte medfølelse kommer af en forståelse af, at alt levende er knyttet tæt sammen. Det er en urgammel spirituel lære, men det er pudsigt nok hos aktivisterne, at den lære spiller den største rolle.

Hvis vi, de spirituelt indstillede mennesker, virkelig tror på, at der er en sammenhæng imellem alt levende på jorden, så vil vi også være optændt af den samme ild og handlingskraft, som aktivisterne er tændt af, når de kæmper imod klimaforandringer, racisme og ulighed. Vi vil ikke tøve med at bruge de spirituelle miljøer som afsæt til at gøre en positiv forskel i verden, og vi vil tage action på alle små og store udfordringer, fordi vi ved, at enhver handling betyder noget i den større sammenhæng.

Uden aktivismen er spiritualitet ikke andet end engle, underholdning og tidsfordriv. 

Målet må være at være både spirituel og aktivist, for uden aktivismen er spiritualitet ikke andet end engle, underholdning og tidsfordriv.”

Der er ikke meget skabt og kun noget hjulpet på det rent egoistiske plan, når vi sætter os til at meditere i smukke haver fyldt med Buddhafigurer eller i huler i Himalaya, som jeg selv gjorde det. Det kan være nødvendigt at leve som en eremit for en tid for at mobilisere kræfterne, så vi kan hjælpe andre andre, men den livsstil bør aldrig være et mål i sig selv.

Målet må være at være både spirituel og aktivist, for uden aktivismen er spiritualitet ikke andet end engle, underholdning og tidsfordriv. Det betyder ikke, at vi allesammen behøver at gå på barikaderne til det næste klimatopmøde eller køre flygtninge til Sverige. Mindre kan også gøre det. Først og fremmest handler det om at slå hul på skallen og komme ud i virkeligheden. Blive engageret i verden og vide, hvad der foregår. Være aktivist i hverdagen og hjælpe, hvor der er brug for det.

Verdens største kærlighedshistorie

Occupy your heart. Photo by unknown.

I tre dokumentarfilm undersøger den canadiske instruktør Velcrow Ripper, hvordan den spirituelle aktivisme ikke bare kan hele dybe lidelser og sår, men også redde menneskeheden fra klimakatastrofen. Filmene er en rejse fra Holocaust til 9/11 og Det Arabiske Forår. Er det begyndelsen på verdens største kærlighedshistorie, spørger Ripper. Ja, svarer den amerikanske tænker Jeremy Rifkin.

Af Morten Steiniche. Publiceret november 2014

Klimaet er ved at kollapse, og de økonomiske systemer er ved at bryde sammen. Planeten er i overhængende fare for at ende som et ground zero efter en altødelæggende katastrofe. Men der er håb, siger filminstruktøren Velcrow Ripper i dokumentarfilmen Occupy Love. Der er en vej til at undgå katastrofen, og vejen går gennem næstekærlige handlinger.

Occupy Love er den tredje og sidste del af dokumentarfilm-trilogien Fierce Love, som den canadiske filminstruktør har været 12 år om at lave. I de tre film undersøger Ripper den transformerende syntese, der opstår i mødet mellem spiritualitet og aktivisme, mellem kærlighed og politik.

Læs også interviewet med Velcrow Ripper her

Ripper beskriver, hvordan vi mennesker er i stand til at transformere lidelse til medfølelse og medfølelse til handling, og hvordan denne transformering ikke bare kan hele dybe sår i sjælen, men også give håb for fremtiden. Vi står med det ene ben i graven, men også på tærsklen af det, der kan blive den største kærlighedshistorie nogensinde.

 

Scared Sacred – fra lidelse til helbredelse gennem handling

Trilogien indledes med Scared Sacred (2004), som er resultatet af en fem år lang rejse, hvor Velcrow Ripper besøger de steder på kloden, hvor nogle af de største menneskeskabte katastrofer i nyere tid har fundet sted. Her undersøger han, om der i menneskehedens mørkeste stunder var muligt at finde håb og finder eksempler på folk, der healede sig selv igennem altruistiske handlinger. Ripper opdager, at der selv i de værste katastrofer kan opstå ’sacred moments’ – spirituelle øjeblikke – hvor det lykkes for ofrene eller de efterladte at transformere ’scared’ (frygt) til ’sacred’ (hellig) igennem handlinger drevet af næstekærlighed og medfølelse.

For eksempel i Bhopal i Indien, der i 1984 blev ramt af en af de værste industrielle katastrofer i historien, da et gasudslip af pesticider fra sprøjtemiddelfabrikken Union Carbide i løbet af få timer slog 8000 mennesker ihjel og til dato har berørt en halv million mennesker. Et af de hellige øjeblikke opstod, da flere hundrede mennesker – hovedsagelig kvinder, hvis mænd arbejdede på den delvist amerikansk-ejede fabrik – omsider skaffede sig adgang til fabriksområdet ved at brække en jernlåge op. Det var, fortælles det i filmen, en ”magisk manifestation af magt”, der fik folk til at synge og chante midt i elendighederne. En anden transformation fra frygt til ’sacred’ fandt sted, da de frivillige var med til at etablere en hospitalsklinik, der gav masser af håb.

Velcrow Ripper finder flere eksempler på transformerende begivenheder i The Killing Fields i Cambodia, på Ground Zero i New York, i Hiroshima, Israel/Palæstina, Bosnien og Afghanistan. Selv omkring Holocaust kan der fortælles en historie om glædelig forandring.

”Der er en lære, der siger, at en person eller et folk engang imellem må gå igennem en meget, meget mørk og umenneskelig tid for efterfølgende at kunne nå til et højere niveau end det, man befandt sig på før faldet. Den cyklus kan man også betragte Holocaust som en del af. Det er en erkendelse af, at et system ofte må brydes ned for at noget nyt kan spire frem,” siger rabbineren David Zeller og peger på oprettelsen af staten Israel i 1948 som en – på trods af de ufattelige lidelser – glædelig konsekvens af folkemordet på de mindst 6 millioner jøder.

I slutningen af Scared Sacred rejser Ripper til Israel, hvor han søger efter håb i den jødisk-palæstinensiske konflikt. Her finder han eksempler på, hvordan det lykkes at finde rum for tilgivelse midt i en af de største tragedier, et menneske kan opleve: At miste sit eget barn. Ripper møder blandt andre en mand, der mistede sin 14-årige datter, da en bombe eksploderede i det centrale Jerusalem.

”Alting ændrer sig for dig, når sådan noget sker. Hvor går du hen i livet efter det? Der er kun to veje. Den ene er den åbenlyse og naturlige vej: At søge hævn. Den anden vej handler om forståelse. At spørge dig selv hvorfor det skete og ikke mindst hvad du kan gøre, nu hvor byrden ligger på dine skuldre, for at forhindre, at det sker for andre,” fortæller han.

Sammen med andre forældre til dræbte børn er denne mand i dag engageret i fredsarbejdet igennem foreningen Friends of the Bereaved Families Forum (Foreningen af efterladte familiemedlemmer), der både tæller israelere og palæstinensere.

”De mennesker jeg har mødt har vist mig, at der er én ting, ingen kan miste, og det er friheden til selv at vælge, hvordan vi vil reagere på de begivenheder, der krydser vores vej,” siger Velcrow Ripper.

Scared Sacred har fået en lang række priser. Dokumentaren blev blandt andet kåret som årets bedste dokumentarfilm af det canadiske filmakademi i 2006.

 

Fierce Light – at transformere verden indefra og ud

Vi kan bruge medfølelse og næstekærlighed til at transformere vores lidelser, men kan vi også bruge kærlighed til at forandre verden? Det er spørgsmålet i Fierce Light (2009), den anden film i trilogien. Her sætter Velcrow Ripper sig for at undersøge, hvad der sker, når spiritualitet møder aktivisme, når de indre kræfter møder de ydre, når kærlighed møder magt.

”Vi skal bare elske dem røven ud af bukserne. Bare elsk. Elsk dem,” jokede Martin Luther King om sine politiske modstandere. Den amerikanske menneskerettighedsaktivist er en af de store politiske aktivister, der var inspireret af Gandhis satyagraha-bevægelse. Satyagraha-filosofien bygger på, at man i stedet for at nedgøre eller tilintetgøre sin modstander skaber et ligeværdigt forhold til ham.

Martin Luther King kaldte det for soulforce (sjælekraft) i sin berømte ’I have a dream-’tale. Han kunne også have kaldt det for kærlighedskraft. Det er den kraft, der gør os i stand til at elske vores fjender. Gandhis kamp mod ulighed i Sydafrika og senere i den indiske uafhængighedsbevægelse, Nelson Mandelas kamp for frihed i Sydafrika og Martin Luther Kings kamp for lighed i USA er alle bevægelser, der bygger på idéen om møde vold og undertrykkelse med kærlighed.

”Sjælekraften kan bremse storme. Den giver magt, og den giver dig mod,” siger den amerikanske borgerrettighedsforkæmper og politiker John Lewis i Fierce Light.

Kraften kommer selvfølgelig indefra. Et af Gandhis berømte citater er, at vi skal være den forandring, som vi selv ønsker at se i verden. Både Gandhi, Nelson Mandela og Martin Luther King personificerede disse forandringer. Men hvordan bliver man i stand til at kunne gøre det selv?

Den vietnamesiske munk, fredsforkæmper og satyagrahi Thich Nhat Hanh giver svaret. Han fortæller, at hvis vi vil slutte fred i verden, bliver vi nødt til først at slutte fred i vores egne hjerter. Og det kan vi blandt andet gøre ved at passe vores spirituelle praksis, hvad det så end er for én. Nogle går i kirke, nogle mediterer, andre gør noget helt andet.

For nogle bliver den spirituelle praksis endda det, der starter lysten til at ville hjælpe med at gøre verden til at bedre sted. Den srilankanske aktivist Krishna Aranta fortæller:

”Jo mere du kigger indad, jo bedre bliver du i stand til at forstå dig selv. Når du lukker øjnene og mediterer, så bliver du klar over, at alt i verden er ét. Vi lever ikke som isolerede væsener. Vi er en del af en større helhed. Jo mere jeg tænker over den indbyrdes forbundethed mellem alt levende, jo mere kærlighed og venlighed udvikler jeg til verden. Men det er ikke nok bare at føle kærlighed og venlighed. Jeg bliver også nødt til at være konstruktiv og tage handling,” siger hun.

Miljø-retfærdighedsaktivisten Van Jones plæderer i Fierce Light for, at vi bruger den spirituelle aktivisme til at skabe en ny verdensorden.

”Det er vigtigt at være rebelsk, fordi en rebel modarbejder uretfærdighed, men jeg synes, det er vigtigere at være en revolutionær, fordi en revolutionær kæmper for en ny orden. Og det er, hvad vi har brug for. Vi har brug for ændringer hele vejen rundt, både i os selv og i verden omkring os. Og det kan den sjælfulde aktivisme inspirere os til,” siger han.

 

Occupy Love – en revolution fra hjertet

Velcrow Ripper sætter sig for undersøge den spirituelle aktivismes potentiale i sin tredje film, Occupy Love (2012). Optagelserne falder tilfældigvis sammen med fremkomsten af Occupy Wall Street-bevægelsen og Det Arabiske Forår. Der er en revolution i gang. En global bevægelse af millioner af mennesker, der har fået nok af økonomisk ulighed, undertrykkelse og rovdriften på naturen.

Men det er mere end en revolution. Det er bevægelser, der kommer fra hjertet. De bygger på medfølelse og medmenneskelighed, og målet er ikke bare at skabe konfrontationer, men også at skabe fælleskaber, som en af deltagerne i Alberta Tar Sands Healing Walk forklarer. Her mødes oprindelige amerikanere for at skabe opmærksomhed omkring olieselskabernes brutale udnyttelse af naturen i Alberta, Canada. ’Love is the movement’, står der på en af deltagernes tatoveringer.

”Vi er en forsamling. Det er ikke en ideologi, vi repræsenterer, men en metode,” siger en af de unge demonstranter, der er samlet i Madrid under de protester i 2011 og 2012, der bliver hashtagget #spanishrevolution.

Jeremy Rifkin, den amerikanske tænker og aktivist, forklarer, hvordan Occupy, de spanske demonstrationer og Det Arabiske Forår (og nu også protestbevægelsen i Hong Hong) er kendetegnet ved at være organiseret på en helt anden måde, end vi er vant til.

Der er ved at ske et skifte fra den hierakiske til den tværgående magt, siger Rifkin, og det vil ændre den måde vi lever på, den måde opdrager vores børn på, og den måde vi regulerer verden på.

Velcrow Ripper spørger, om det vi oplever i disse år, kan ende med at blive den største kærlighedshistorie nogensinde. Ja, svarer Rifkin. Han håber, at vi mennesker er ved at udvikle så tilstrækkelig meget empati for hinanden, at vi vil ende med at redde kloden og dermed os selv fra undergangen.

”Det er et stort skridt at forestille os, at vi kan udvide vores empati til at omfatte alle levende væsener. Når vi ikke bare kan krydse politiske barrierer, men også ikke-menneskelige barrierer, og vi kan begynde at se en verden uden grænser, hvor alt liv hænger sammen som i en stor famlie. Så er vi virkelig i gang med at skabe en planetarisk kærlighedshistorie,” siger Rifkin.

Naomi Klein, forfatter og aktivist, stemmer i koret af positivister og hæfter sig ved, at protestbevægelserne ikke bare er imod.

”Folk er godt klar over, at det ikke er nok bare at konfrontere magthaverne. Vi er også nødt at komme med bud på, hvad der kan gøres i stedet. Vi kan ikke bare være imod, vi er også nødt til at være for.”

Velcrow Ripper finder talrige eksempler på, hvordan kreativiteten spirer. Der er masser af løsninger på vej. Jo tættere, vi kommer på den totale klimakatastrofe, på det totale sammenbrud af økonomierne, på den totale nedsmeltning, jo mere kreative bliver vi.

”Vi kan ikke fortsætte som hidtil. Virkelige forandringer kommer ikke uden kriser. Barndommen forløber ikke uden kriser. Det er, hvad der sker for menneskeheden lige nu. Vores udvikling har afstedkommet talrige kriser, som i øjeblikket er ved at drive os ind i en helt ny verden, uanset om vi ønsker det eller ej,” siger forfatteren og aktivisten Charles Eisenstein i dokumentaren. Og det er en verden, der er styret af kærlighed, forståelse og empati. Han forklarer videre:

“De økonomiske modeller (som vi hidtil har indrettet verden efter, red.) siger, at hvis der er mere til dig, så er der mindre til mig. Men elskeren ved, at hvis der er mere til dig, så er der også mere til mig. Hvis du elsker nogen, så ved du, at deres lykke er din egen lykke. Deres smerte er også din smerte. Sådan er kærlighed. Kærlighed er, når vi udvider selvet til at omfatte andre mennesker. Og det er en anden slags revolution.”

Velcrow Ripper har hørt og set tilstrækkeligt til, at han tror på, at der er håb forude.

”Vi lever i en tid med kriser som aldrig før, men også i en tid med større visioner end nogensinde. Gnisten i det globale forår er ved at blusse op. Det er en revolution igang, den kommer fra hjertet, og det er den største kærlighedshistorie på planeten.”

Vi kan ikke forandre verden uden også at forandre os selv

Velcrow Ripper.

De skarpe fronter mellem aktivisterne og det spirituelle miljø er omsider ved at blive blødt op. Og det er kun godt, for hvis vi ikke kigger indad, har vi kun begrænsede muligheder for at skabe meget andet end overfladiske ændringer i verden. Der er brug for den transfomerende syntese i mødet mellem spiritualiteten og aktivismen.

Af Morten Steiniche. Publiceret november 2014

Det siger den prisbelønnede filminstruktør Velcrow Ripper, som selv bruger spiritualiteten som drivkraft i sit virke som aktivist. Det er for eksempel igennem den, at det lykkes ham at nære håbet om en positiv fremtid, hvor mennesket har fået bugt med klimaforandringerne. Og netop den transformerende syntese, der opstår i mødet mellem spiritualiteten og aktivismen, er da også omdrejningspunktet i Rippers trilogi Fierce Love med de tre dokumentarfilm Scared Sacred, Fierce Light og Occupy Love.

Læs mere om trilogien her.

Vi står med klimaforandringerne overfor den største krise i menneskehedens historie, og alligevel er du i stand til at finde håbet frem. Du må være en meget positiv person…

”Efter Scared Sacred skrev en avis om mig, at jeg kunne finde lyspunkter i en atomar paddehattesky. Det er rigtigt, at jeg virkelig har et uopslideligt håb,” skyper filmstruktøren fra Manhattan i New York.

”Det er dog vigtigt at skelne håb fra optimisme. Cornell West (der bl.a. er kendt for citatet ”I cannot be an optimist but I am a prisoner of hope”, red.) siger, at optimisme bygger på en forestilling om, at der er beviser for, at tingene kan blive bedre. Men hvis vi kaster et blik på planetens tilstand lige nu, så ser det ikke for godt ud. De store selskabers etik handler udelukkende om at tjene penge, og klimakrisen er ved at løbe af sporet. Så vi kan ikke basere håb på fakta. Håb kommer fra noget andet. Håb bygger på en vision om, at vi kan forandre verden på trods af alt. At vi kan skabe helt nye muligheder. Og hvem ved, vi er før blevet overraskede. Ingen troede, at Berlinmuren ville vælte, og at verden ville ændre sig så hurtigt. For mig er håb et valg. Det samme var det for nogle af de mennesker, som jeg mødte på de ground zero’s, jeg rejste til. Nogle af dem valgte også håbet. For når du opgiver håbet, så giver du op.”

“Jeg vælger at håbe på, at der kommer et paradigmeskifte og en ændring af vores bevidsthed. Der skal en stor omstilling til at redde verden, som den ser ud i dag, men når den kommer, så vil den give os utrolige muligheder for at forbedre vores liv. Det er det smukke ved det.”

 

Forandringerne bliver overfladiske, hvis vi ikke lærer at kigge indad

I Scared Sacred viser du, hvordan lidelse kan transformeres til medfølelse og medfølelse til handling og på den måde give håb for fremtiden…

“Ja, da jeg arbejdede på Scared Sacred opdagede jeg to grundprincipper, der hjælper mennesker igennem større kriser.”

”Når vi mennesker bliver udsat for lidelse, styrter vi sammen. Vi bliver bitre, vrede eller kyniske, eller også når vi til en højere bevidsthed. Folk, der skaber en forbindelse med sjælen, er dem, der udfører handlinger, der gør livet bedre for andre mennesker. Det kan være meget små handlinger. Det betyder ingenting, det gælder blot om at udvise handling.”

“Dernæst gælder det om at føle, at der er en mening med det hele. Meningen kan komme mange forskellige steder fra, men når du mister din fornemmelse af mening med livet, så er det, at du mister håbet. For nogle ligger meningen i det menneskelige hjerte. For nogle ligger det i troen. For andre igen ligger det i det at have et formål med livet, som man for eksempel kan få ved at hjælpe andre mennesker. Det er en handling, der i sig selv giver mening, fordi den giver dem noget at leve for.”

”Med Scared Sacred opdagede jeg, at mening plus handling er nøglen. Denne forståelse blev virkelig en kilde til håb for mig.”

I hvor høj grad omhandler det paradigmeskifte, som menneskeheden står overfor, at vi ændrer os selv indefra?

”Det tror jeg er et meget vigtigt element. Der skal være en balance. Det kommer selvfølgelig an på, hvem du er. Nogle mennesker er i fuld gang med at se indad men er ikke særlig engagerede i samfundet. Andre er engageret i samfundet, men har ingen sans for det spirituelle. For nogle mennesker ligger svaret i at kigge indad, og for andre ligger det i at engagere sig. Men hvis du slet ikke arbejder med dig selv og slet ikke kigger indad, så tror jeg, at dine muligheder for at skabe andet end overfladiske ændringer i verden er begrænsede.”

 

Skarp adskillelse mellem aktivisme og spiritualitet

Du har lavet film om aktivisme i snart 25 år og kender aktivist-bevægelserne ganske godt. Det virker som om, at der stadig er en skarp adskillelse imellem det spirituelle og det aktivistiske miljø. Er det også sådan, du ser på det?

”Da jeg var aktivist i miljøbevægelsen i 80’erne, var jeg nødt til at holde min spiritualitet i skabet. Jeg var interesseret i spiritualitet, og jeg var interesseret i aktivisme, men de to områder var nærmest skizofrent adskilte. De spirituelle mennesker blev skræmte over aktivisterne, som de mente var vrede, og aktivisterne foragtede den spirituelle verden, fordi de syntes, den var ude af trit med den virkelige verden.”

”Fierce Love-trilogien er netop så vigtig for mig, fordi den har været som at komme ud af skabet for mig som en spirituel person i en aktivistisk verden.”

I forbindelse med debatten efter visningen af Occupy Love i Filmhuset har jeg forsøgt at få fat i nogle danske aktivister, der kunne relatere til den spirituelle del, men det viste sig at være lidt af en udfordring.

”Der er selvfølgelig aktivistiske ledere, der også er spirituelle. Der er for eksempel Bill McKibben (den amerikanske miljøaktivist, der har stiftet 350.org, red.) og Vandana Shiva (indisk aktivist og forfatter, red.), men det er stadig sådan, at der er mange ’straight’ aktivister.”

“Måske er det et særligt kulturelt forhold ved den danske kultur, at man ser med de samme øjne på spiritualitet og religion, men for mig har spiritualitet intet at gøre med den religion, som den praktiseres i verden i dag. Spiritualitet handler om noget grundlæggende. Det handler om kærlighed.”

Er der noget, aktivisterne kan lære af det spirituelle miljø?

”Der er en betydningskrise i vores samfund. Folk søger efter mening, og det bør de traditionelle aktivistgrupper måske erkende. Grunden til, at fundamentalismen trives i dag i så mange forskellige varianter er fordi, den tilbyder meningsfyldte fællesskaber. Hvis aktivisterne vil engagere folk, så bliver de også nødt til at tilbyde meningsfyldte fælleskaber. Det kan være noget så simpelt som værdier og medfølelse i den måde, vi omgås hinanden på.”

 

Occupy-bevægelsen bevæger sig hele tiden i nye retninger

Hvor stort er potentialet for den spirituelle aktivisme, tror du for eksempel, at vi kan bruge den til at bekæmpe terrororganisationer som Islamisk Stat?

“Desværre tror jeg kun, at man ændre sådan noget som IS indefra. Når folk bliver så forfærdede over det, der foregår med ekstrem vold, at de unge mænd ikke længere vil lade sig undrullere i IS. Men sådan er det ikke i øjeblikket. Lige nu er Vesten med til at polarisere tilstanden ved at kaste benzin på bålet, hvor vi i stedet har brug for brandmænd. Det er denne kontante brug af magt mod magt. Det er en spiral, der altid ender i mere vold.”

I dine film afdækker du, hvordan lidelse kan føre til forandringer. Men hvor meget lidelse tror du vi mennesker skal gå igennem, før det for alvor går op for os, hvor vigtigt det er at sætte ind overfor klimaforandringerne?

”Det er godt spørgsmål. Robert Jay Lifton har netop skrevet i en artikel i New York Times, at der er ved at ske et skifte i offentlighedens bevidsthed om klimaforandringerne. Klimabevægelsen er ved at ændre sig til være en klima-retfærdigheds-bevægelse. Ofte er det jo sådan, at klimaforandringerne rammer de økonomisk dårligst stillede hårdere end andre. De mest udsatte bliver ramt hårdest.”

“For mange mennesker er klimaforandringerne ikke længere noget abstrakt. Her i New York oplevede vi i 2012 orkanen Sandy, der satte dele af Manhattan under vand. Der er væsentligt færre skeptikere af klimaforandringerne end for bare tre år siden, og de bliver færre og færre på alle sider af det politiske spekter. Og for et par uger siden oplevede vi så den største klimamarch i historien (People’s Climate March, red.). Så der er ved at ske en vigtig holdningsændring.”

Det virker som Occupy ligger stille i øjeblikket. Sker der ingenting?

”Occupy udvikler sig hele tiden i forskellige projekter og retninger. Jeg ser Occupy som en energi, der bevæger sig rundt om på kloden som et projektørlys. Lige nu sker der en hel masse i Hong Kong, hvor bevægelsen er inspireret af Occupy. Hvad der sker derefter, det ved jeg ikke.”

”I USA sker der en del indenfor bekæmp gæld-bevægelsen (Strike Debt!, red.), hvor gæld for millioner af dollars bliver købt op og tilgivet. Der bliver især fokuseret på gæld opnået i forbindelse med det amerikanske sundhedsvæsen, der forgælder mange mennesker, som bliver syge og har brug for behandling. Det er en bevægelse, der ikke foregår på offentlige pladser og derfor ikke er særlig synlig. Der bliver i øjeblikket arbejdet mange steder på at skabe alternative systemer snarere end at protestere imod systemet. Tænk på det som en plante, der skyder rødder i alle mulige retninger og engang imellem blomstrer. Sådan er Occupy-bevægelsen.”