Category Archives: Artikler og essays

Den spirituelle krig i Standing Rock

Defend the Sacred. Image by Redhawk (Ryan Vizzions). By kind permission.

Med Trumps grønne lys til færdiggørelsen af den kontroversielle olierørledning i Standing Rock-reservatet starter protesterne nu forfra. Og så alligevel ikke. Kom med på et tilbageblik på skabelsen af en bevægelse, der måske har potentiale til at udvikle sig til en verdensomspændende, spirituelt funderet miljø- og menneskerettighedsbevægelse.

Af Morten Steiniche. Publiceret februar 2017

Billedet blev delt lynhurtigt og i så stort et antal på de sociale medier, at det på rekordtid blev et af de ikoniske fotografier, der nailer tidsånden. Den ubevæbnede og fredeligt udseende mand siddende stille på en hest og foran ham en lang række af bevæbnede politifolk i truende positurer og masser af militærkøretøjer parat til udøve vold. Et stærkt symbol på de økonomiske og politiske magthaveres undertrykkelse af minoriteter i industrialiseringens tidsalder og ikke mindst den fossile æra, hvor medmenneskelige hensyn og hensyn til naturen ingen rolle spiller i forhold til at skabe økonomisk vækst og pleje kapitalinteresser for enhver pris.

Billedet er fra Standing Rock-reservatet, og manden på hesten er en af de tusindvis af indfødte amerikanere, der kæmper imod placeringen af olierørledningen Dakota Access Pipeline, der blandt andet skal krydse Missouri-floden. Billedet, der er taget af fotografen Redhawk (Ryan Vizzions) og bærer titlen Defend the Sacred, fik et helt opslag i nyhedsmagasinet Newsweek og minder på mange måder om fotografiet af den modige aktivist, der standsede en kortege af tanks under studenterdemonstrationerne på Tien An Menh-pladsen – Den Himmelske Freds Plads – i Bejing i 1989.

Blot med den forskel, at hvor det lykkedes for de kinesiske magthavere at kvæle oprøret i en massakre, så vil det næppe lykkes at sætte en kæp i hjulet på den spirituelt funderede miljø- og menneskerettighedsbevægelse, som Standing Rock måske er ved at udvikle sig til.

Konturerne af en katastrofe

Men lad os starte i landskabet og den storslåede natur i den nordligste del af USA.

Det 9.251,2 kvadratkilometer store reservat Standing Rock Indian Reservation breder sig udover de to delstater North Dakota og South Dakota i USA. Mod øst grænser reservatet op til Missouri-floden, der udspringer fra Rocky Mountains mod nord og løber 3.767 kilometer mod syd og dermed er den længste flod i Nordamerika. Mod syd ligger reservatet Cheyenne River Reservation.

Bison by Larry Smith is licensed under CC BY 2.0

Langt størstedelen af de kæmpemæssige områder ligger uberørte hen med sletter, bjerge, kløfter, huler og grotter i bemærkelsesværdige geologiske formationer formet for millioner af år siden. Hjertet i naturen i denne del af verden er de livgivende floder og vandfald, der gør det muligt for det enestående dyreliv at eksistere i området. Her lever blandt mange arter bisonokser, pumaer, prærieulve, bævere, antiloper og kongeørne. Og endelig er området hjemsted for historiske mindesmærker for de oprindelige amerikanske folkeslag. Ifølge myten stammer Sioux Nation-folket fra den smukke bjergkæde Black Hills, som også er hjemsted for mindesmærket for Crazy Horse, den store Sioux Nation-leder.

I siouxernes skabelsesberetning var vandet noget af det første, der blev skabt, og den dag i dag er vandet det helligste der findes for de omkring 8.200 indbyggere, der lever i området. I en af sioux-stammens bønner fremsiges ordene ‘mni wiconi’, der netop betyder ‘vand er liv’ på lakotha.

For de indfødte amerikanere ligner det derfor konturerne af en katastrofe, da selskabet Energy Transfer Partner’s i begyndelsen af 2016 får tilladelse til at anlægge en olierørledning, der skal løbe fra oliefelterne i Bakken i North Dakota og 1.886 kilometer mod syd til Illinois og undervejs føres under Missouri-floden, som de mange indfødte amerikanere dagligt drikker vand fra. Et anlægsprojekt til en pris på 4 milliarder dollars. Olieledningen med en diameter på 76,2 centimeter skal planmæssigt transportere 470.000 tønder råolie.

Dakota Access Pipeline. Image by Amy Sisk/Inside Energy

Sioux-stammen frygter, at rørledningen vil true vandforsyningen i området, men også at en lækage kan forstyrre den økologiske balance i naturen og dermed udgøre en eksistentiel fare for alt liv i området. De mener desuden, at projektet forstyrrer stammetraditionerne og gør vold på de landområder, som er hellige for dem.

Og at de har noget at have skepsisen i, viser det faktum, at Energy Transfer Partner’s er indblandet i flere verserende retssager om olieforurening af grundvand i fire amerikanske stater. Tilliden til at selskabet evner at passe på naturen er simpelthen i bund.

“Hvorfor vil du tiltro dit vand til dette selskab,” spørger David Archambaul, leder af Standing Rock Indian Reservation, ifølge Forbes.

Bevæbnet med bøn

Sioux-stammens ledere begynder allerede at protestere mod projektet, da planerne om olierørledningen bliver offentliggjort et par år tidligere, men det er først i april 2016, at de direkte aktioner mod projektet tager fart, da Ladonna Brave Bull Allard, aktivist og medlem af Cheyenne River Sioux-stammen, slår et telt op og dermed etablerer den første lejr i protest mod Dakota Access Pipeline. Protesterne fortsætter med en 42 kilometer lang ridetur i bøn fra Sitting Bulls gravplads i Fort Yates.

Sioux-stammens advokater forsøger i juli at få bremset projekteringen med rettens hjælp ved blandt andet at fremføre, at tilladelsen til Energy Transfer Partner’s blev givet på et grundlag, der dels ikke tog tilstrækkeligt hensyn til den potentielle miljøkatastrofe, hvis der gik læk på ledningen, og dels ikke tog hensyn til, at området af indianerne betragtes som helligt land. Men det er i reservatet, at kampen begynder at få opmærksomhed.

Indianerne slår lejre op med telte og tippier rundt om i reservatet ved de kritiske områder, hvor Dakota Access Pipeline skal bugte sig gennem landskabet. Ved indgangen til Ocety Sakowin-lejren står et skit med teksten: ‘Dette er et sted med bønner og ceremonier’ (‘This is a place of prayer and ceremony’). Demonstranterne samles i bønnefyldte ceremonier om morgenen og om aftenen, ved spisetiderne og om natten. Der foretages rituelle renselser med røg fra salvie, ceder og tobak. Der tændes hellig ild og udføres hellige trommecirkler.

Demonstranterne kalder sig selv for vandbeskyttere (water protectors), og når kampråbet lyder, er det igen med ordene ’mni wiconi’, ‘vand er liv’. ‘United in water. Protecting against the Dakota Access Pipeline’, står der på et andet skilt. Det står klart, at kampen er mere end en protest imod en olierørledning. Protesterne er grundlæggende en spirituel bevægelse, og hvis der er tale om en krig, så er det en spirituel krig.

Virgil Taken Alive, født og opvokset i Standing Rock Sioux-reservatet, forklarer til det alternative energi-magasin Inside Energy:

“Det er ikke som i dagene med Crazy Horse og Sitting Bull, hvor vi fysisk ville kæmpe imod dem og vinde, hvorfor traktaterne blev lavet. Det formår vi ikke at gøre i dag. Men vi har noget, der er meget mere kraftfuldt end fysisk vold, og det er bønner.”

“Du kan ikke adskille spiritualiteten fra hverdagslivet. Vi gør alt med bønner. Vi bekæmper rørledningen med bønner,” siger Yellow Fat, medlem af stammerådet ifølge Religion News Service.

Flere end 200 forskellige stammer fra USA og Canada rejser til Standing Rock for at deltage i protesterne. Ikke tidligere i historien har så mange indfødte amerikanere været samlet på et sted. Der rapporteres om mellem 8-10.000 demonstranter, heraf mange ikke-indianske sympatisører, som slår sig ned i lejre og camperer i bjergene langs med Cannonball River-floden. Mange miljøaktivister er rejst til Standing Rock for at deltage i de ikke-voldelige protester, fordi de mener, at rørledningen er med til at cementere oliens position i USA og derfor skal forhindres. Og der er håb. Året før forkastede Barack Obama olieselskabet TransCanadas omstridte olierørledning, Keystone XL, en investering til 15 milliarder dollars.

Samler både Paven og amerikanske krigsveteraner

Samtidig er protesterne begyndt at vække opsigt langt udenfor reservatet. Det skyldes ikke mindst, at de indianske aktivister er dygtige til at synliggøre protesterne på de sociale medier, og især billederne af myndighedernes hårdhændede fremfærd, hvor der blandt affyres gummikugler mod demonstranterne, vækker sympati for indianernes kamp og afsky mod olieindustrien og dens håndlangere.

I begyndelsen af september bruger private sikkerhedsvagter pepperspray mod 30 aktivister, og 12 af dem bliver bidt af de pitbull-hunde, som vagterne slipper løs mod demonstranterne. I oktober rykker myndighederne ind for at fjerne aktivister, der befinder sig på et privat område, med pepperspray, tåregas og en lydkanon. 144 demonstranter bliver arresteret alene den dag.

https://www.youtube.com/watch?v=fetub0FvEwk

På en anden kritisk dag arresterer politiet 117 aktivister, men under arrestationerne dukker en kæmpe horde af bisonokser pludselig op. For de indfødte amerikanere er bisonoksen (der også kaldes Tatanka Oyate, Bøffel-nationen) et offer-symbol, idet bøflerne giver deres liv, så naturfolket kan få mad og tøj. Forholdet mellem de indfødte amerikanere og bisonoksen bygger på en lang spirituel tradition, og bisonoksen betragtes som en gave fra den Den Store Sjæl (The Great Spirit). Tilstedeværelsen af bisonokserne giver indianerne en tro på, at deres bønner bliver hørt.

Det samlede antal arrestationer løber op i 575 frem til december 2016.

Amerikanske krigsveteraner viser deres sympati med indianernes kamp. I en video, der går viralt, knæler en veteran foran en af de indianske ledere og undskylder for det hvide Amerikas historisk dårlige behandling af det oprindelige nordamerikanske folk. Det er ikke længere siden end 1978, at de oprindelige amerikanske folkeslag overhovedet fik religionsfrihed med indførslen af The American Indian Religious Freedom Act. Også fagforeninger og adskillige amerikanske myndighedspersoner bakker op om protesterne.

Titusindvis af mennesker verden over donerer penge til protesterne gennem blandt andre NGO’en P3 Indignenous Peoples Power Project, et netværk, der underviser i ikke-voldelige direkte aktioner.

Og sympatitilkendegivelserne går på tværs af religiøse skel. Pave Frans udsender en erklæring, hvori han offentligt støtter de oprindelige amerikaneres “rettigheder, ret til vand og beskyttelsen af liv.”

“Jeg ønsker at være talsmand for de indfødte folks dybeste længsler (…), som er truet på deres identitet og eksistens,” siger Paven.

Bruce Ough, biskop i United Methodist Church’s Dakotas-Minnesota Area, og præsident for the United Methodist Church’s Council of Bishops kalder protesterne i Standing Rock for et ‘spirituelt slag’ og fortsætter:

“I sidste instans så er dette en protest, der handler om Guds ledelse og om retfærdighed for de indfødte folk fra de store sletter.”

Standing Rock er en græsrodsbevægelse, der får global opmærksomhed. Aldrig før i historien har de indfødte amerikanere fået så meget interesse og sympati.

“Det generelle Amerika har ikke forstået vores verdensbillede, de indfødte folks. I rigtig lang tid er vi blevet fortalt, at vores verdensbillede ikke er gyldigt og ikke noget værd,” siger Sarah Eagle Heart, CEO i organisationen Native Americans in Philanthropy.

Dermed kan protesterne i Standing Rock også ses som en genfødsel af de oprindelige amerikanske folk.

En kæmpe sejr

I midten af september beordrer den føderale domstol i Washington D.C. konstruktionen af Dakota Access Pipeline midlertidigt stoppet i en afstand af 32 kilometer på hver side af Missouri-floden ved Lake Oahe, et af indianernes store vandreservoirer. Retten overvejer Sioux-stammens ønske om, at olieledningen slet ikke skal krydse Missouri-floden. Rørledningen er på det bygget tidspunkt 87% færdig.

Senere i samme måned er Barack Obama vært for White House Tribal Nations Conference i Det Hvide Hus, hvor flere end 500 Native American-ledere er repræsenteret.

“Jeg ved, at mange af jer har fundet sammen på tværs af stammer og over hele landet for at støtte samfundet i Standing Rock, og det er med sammenhold, at jeres stemmer bliver hørt,” siger han i en tale til forsamlingen.

Photo courtesy Indigenous Environmental Network

Tre måneder efter, den 4. december, bærer indianernes fredelige protester omsider frugt, da Energy Transfer Partner får trukket byggetilladelsen tilbage af US Army Corps of Engineers.

Bill McKibben, den amerikanske miljøaktivist og stifter af 350.org, kalder det a smashing victory i en artikel, han skriver i en indlæg i The Guardian.

“Det (Standing Rock) vil ikke ændre retningen fuldstændig – forandring kommer aldrig så let. Men det vil ikke blive glemt, og det vil påvirke begivenheder i de næste århundreder. Standing Rock, som Little Big Horn og Wounded Knee, eller Lexington Green og Concord green for den sags skyld, hører nu til vores historie.”

Selv siger Standing Rock Indian Reservation-lederen, David Archambaul, til den aktivistiske nyhedskanal Democracy Now om sejren:

“Det føles som om, at der for første gang i historien over århundreder er nogle, der lytter til os (…) En sag som denne er aldrig før faldet ud til vores fordel.”

Det er lykkes – i hvert fald for en tid – for manden på hesten på det ikoniske fotografi at besejre den bevæbnede overmagt.

Naturfolkenes kamp er alles kamp for overlevelse

Den foreløbige sejr i Standing Rock var kulminationen på et år, der både flyttede klimakampen ud til områder af verden, vi normalt ikke hører ret meget om, og gjorde kampen for bevarelsen af klodens ressourcer til et spørgsmål om menneskerettigheder.

“Der er en stigende erkendelse af den vitale rolle, som stammefolkene spiller i beskyttelsen af mijøet,” lyder det fra aktivist-organisationen Survival International, der blev stiftet i 1969 i protest mod overgrebene på de oprindelige folks levevilkår i Amazonas, og som i 2016 var stærkt medvirkende til, at det lykkedes at få ophævet kontrakter på olieboringer på landområder, der tilhører de oprindelige folk i Peru.

Med Standing Rock er miljø- og menneskerettighedskampen nu knyttet tæt sammen. Samtidig har kampen fået et spirituelt ansigt og en spirituel stemme, der både formår at knytte mennesker, bevægelser og religiøse fraktioner sammen uanset ståsted og inspirere med et dybfølt håb om og tro på, at det kan og nok skal lykkes at finde en løsning.

Naturfolkenes kamp for overlevelse er hele menneskehedens kamp for overlevelse. Eller for at sige det på en anden måde: Hvis indianerne i Standing Rock ender med at tabe kampen om retten til jorden, så bliver det for alvor svært at bevare troen på, at ret meget levende har en anstændig fremtid på planeten jorden.

To spørgsmål rejser sig netop nu: Har begivenhederne i Standing Rock potentiale til at udvikle sig til en verdensomspændende miljø- og menneskerettighedsbevægelse, og er Standing Rock startskuddet på en revolution af den menneskelige bevidsthed, hvor vi efter århundreders maltraktering af jorden omsider bliver nødt til finde en vej udi fremtiden, der rækker tilbage til den forståelse af naturen, som vi selv havde engang, og som stadig er intakt hos de oprindelige folk?

Aktivister brænder så meget for sagen, at de brænder ud

Aktivister – ikke kun klimaaktivister, men alle der kæmper for fred, frihed og retfærdighed – er særligt udsatte for at brænde ud. Det viser amerikansk undersøgelse.

Af Morten Steiniche. Artiklen har været bragt i Dagbladet Information den 7. december 2015

Han gik ned med et brag. Udbrændt.

“Jeg var så stresset, at jeg til sidst ikke var i stand til at lave mit arbejde. Jeg kunne slet ikke få tingene til at hænge sammen, og til sidst endte mit privatliv også med at skvatte sammen.”

Det tog aktivist Morten Nielsen to år at komme til hægterne igen, efter han gik ned med stress, da han arbejdede for Mellemfolkeligt Samvirke. Sammenbruddet, der skete i begyndelsen af 00’erne, gav ham rigeligt med tid til at tænke over, hvad det er, man som aktivist risikerer at udsætte sig selv for.

Og det er netop, hvad Paul C. Gorski fra George Mason University i Virginia, USA, har undersøgt i det forskningsstudie, der under titlen Burnout in social justice and human rights activists blev offentliggjort i det akademiske tidsskrift Journal of Human Rights Practice for få uger siden. Heri tegner Gorski og hans kollega, Cher Weixia Chen, et billede af aktivistbevægelserne som steder, der nærmest er som skabt til at føre til udbrændthed.

Care4Activists.org – Stressfri aktivisme. Keep living. Keep fighting

‘Selv om alle mennesker, der arbejder som professionelle eller frivillige, kan være modtagelige over for erhvervsmæssig udbrændthed, så viser undersøgelsen, at aktivister, der arbejder for social retfærdighed og menneskerettigheder er særligt modtagelige over for stress på grund af de unikke udfordringer, som aktivistarbejdet er fyldt med,’ konkluderes det i indledningen af studiet, der er det første af sin art.

“Der er forsket og skrevet meget om udbrændthed blandt skolelærere og mange andre, men der er næsten ikke skrevet noget om udbrændthed blandt aktivister inden for social retfærdighed og menneskerettigheder,” siger Paul C. Gorski til Information. Hans definition af social retfærdighedsaktivisme er i øvrigt ganske bred og indeholder også både klima- og dyrerettighedsaktivister.

Dårlig samvittighed

Når udbrændthed – burnout – er særlig udbredt blandt aktivister, så skyldes det først og fremmest den følelsesmæssige dedikation, de går til arbejdet med.

“Man kaster sig ind i en bevægelse, hvor man har en stærk følelsesmæssige binding til den sag, man kæmper for. Det betyder, at man lettere kan komme til at føle sig følelsesmæssigt udmattet,” uddyber Paul C. Gorski.

I undersøgelsen har Gorski talt med 22 aktivister, der alle har prøvet at brænde ud og siden er kommet på fode igen. De giver samstemmende et billede af aktivisten som et altopofrende menneske, der kæmper indædt for en sag og sjældent er i stand til at holde fri, dels på grund af den følelsesmæssige tilknytning til aktivismen, der kan gøre det svært at abstrahere fra aktivismen, når man burde holde fri, og dels på grund af det store arbejdspres, som mange aktivister er udsat for.

Dernæst beskrives aktivismen som en skyldbaseret kultur, hvor aktivisten lever med en konstant dårlig samvittighed over ikke at gøre nok. Endelig – men måske vigtigst af alt – tegnes der et billede af aktivismemiljøerne, hvor stress og udbrændthed er stærkt tabubelagt.

I forbindelse med udarbejdelsen af denne artikel var det mere end almindelig svært at finde en person, der havde lyst til at stå frem og fortælle om oplevelserne med stress og udbrændthed.

“Når aktivisterne har svært ved at italesætte stress, så skyldes det, at de føler, at det er et tegn på svaghed. Det går simpelthen stik imod den kultur, der hersker i aktivismebevægelserne, hvor det forventes, at du hele tiden er i stand til yde dit bedste, at du har overskud, og at du bogstaveligt talt er parat til at arbejde dig selv ihjel,” siger Gorski.

Et svært valg

At aktivismen fuldstændig kan opsluge alt, kender Morten Nielsen, der sidenhen er skiftet til Afrika Kontakt, hvor han er sekretariatsleder, udmærket til. Han var politisk aktiv og arbejdede derudover i Mellemfolkeligt Samvirke, da han på grund af stress mistede evnen til at overskue arbejdsopgaverne og til sidst ikke kunne overskue selv enkle ting.

“Det var som at sidde i bunden af en brønd og se op. Jeg kunne næsten ingenting, og mit selvværd forsvandt fuldstændigt.”

Han mistede både job og kæreste, og de følgende to år brugte han på at komme sig, og det lykkedes også “med venners hjælp” og en erkendelse af, at han nok alligevel “ikke kunne forandre hele verden”. Han siger, at han selv er blevet bedre til at holde arbejdspresset fra døren, men han anerkender, at det er et vilkår, som mange døjer med.

“Der er sikkert mange, der er bange for at række organisationerne en lillefinger, af frygt for, at de tager hele armen. For den slags arbejde, der hverken har en udløbsdato eller en endelig sejr i sigte, kan hurtigt komme til at overtage hele ens liv,” siger han.

Det bekræfter Jon Vinding, daglig leder af dyrevelfærdsgruppen Anima. Hans erfaring er, at især nye aktivister er i risikogruppen for at gå så heftigt til værks, at det kan få personlige konsekvenser for helbredet.

“Det er typisk noget, der sker for folk i en periode, hvor de opdager omfanget af et problem – ’er der virkelig så mange dyr, der har det så dårligt?’ – og så bliver de meget stressede og begynder at tænke over det hele tiden. Dernæst er der problemet med, at de forandringer, som man ønsker for verden, aldrig kommer så hurtigt, som man kunne ønske sig,” siger han.

Det vil de mange tusinde aktivister, der i disse uger samles i Paris under COP21 formentligt have en stærk følelse og fornemmelse af, når klimatopmødet om få dage er forbi. For uanset resultatet af topmødet er klimakampen et eksempel på, at forandringerne sker i et meget langsommere tempo, end klimaaktivisterne og mange andre håber på.

Ikke noget vi taler om

Sofie Gry Fridal Hansen er frivillig i Afrika Kontakt, hvor hun arbejder sammen med Morten Nielsen. Hun nikker genkendende til, at man som aktivist hurtigt bliver suget ind i kampen. Da hun indtil i sommer var studerende, havde hun både fuldtidsstudie, studiearbejde og det frivillige arbejde i ngo’en.

“Da var jeg i gang 50-60 timer om ugen,” fortæller hun.

Sofie Gry Fridal Hansen kan også genkende billedet af en aktivismekultur, hvor stress ikke er noget, man taler åbent om.

“Nej, det er ikke noget, vi har et fællesskab omkring her. Vi har et system, hvor vi kan melde fra, hvis vi bliver for pressede, men vi taler ikke rigtig med hinanden om hvorfor, når nogen pludselig trækker sig. Vi har bare ikke en kultur, hvor vi giver luft for vores personlige frustrationer. Der er ikke nogen platform, der lægger op til den slags samtaler,” fortæller hun.

Der er i Afrika Kontakt – som i mange andre aktivisme-ngo’er – en stor udskiftning af frivillige.

“Vi har en frafaldsprocent på 50 efter de første par måneder,” siger Sofie Gry Fridal Hansen. Direkte adspurgt om der kan være en sammenhæng imellem den høje frafaldsprocent og en kultur, hvor stress og personlige frustrationer er tabuiseret, svarer hun:

“Ja, jeg tror faktisk, at der er mange, der forlader organisationen så hurtigt igen, fordi der ikke er plads til at dele de menneskelige og personlige frustrationer og tanker, som man måske går med.”

Paul C. Gorski siger, at mange aktivister ender med at måtte træffe et valg mellem at tage sig af sig selv og forlade organisationen eller at blive og acceptere forholdene, som de er.

Det er Morten Nielsen fuldstændig enig i: “At være aktivist er et omsiggribende arbejde, der kan tage så meget tid og energi, at man er nødt til at stoppe helt for at kunne tage sig af sig selv.”

Både i store og små ngo’er

Men hvor udbredt er udbrændtheden i aktivismemiljøerne?

“Det er mit indtryk, at det er en meget høj andel,” siger Paul C. Gorski. Rundringninger til adskillige ngo’er og aktivister for at tjekke den påstand, giver dog ikke noget entydigt svar.

Nogle af medarbejderne i Amnesty International i Danmark gik for nogle år siden ned med stress og var sygemeldt i lang tid. Det fik organisationen at »vågne op«, fortæller vicegeneralsekretær Trine Christensen.

Andre steder, for eksempel hos Mellemfolkeligt Samvirke, har man svært at ved at få øje på, at aktivister skulle være særligt udsatte for stress og udbrændthed. National Director Vibeke Vinter påpeger, at der også er ildsjæle ansat på sygehusene, der går ned med stress.

“Det er ikke noget, der særligt gælder for aktivister,” siger hun.

Alligevel fremhæver Paul C. Gorski i sin forskning i hvert fald to årsager til aktivisternes udbrændthed, der i høj grad kan henføres til aktivismekulturen. For det første kæmper mange ngo’er med hele tiden at skulle skaffe penge, og det er en meget stærk stressfaktor, siger han. Dernæst oplever mange aktivister en ofte stærkt stressfyldt modstand fra omverdenen, der ikke altid har forståelse for aktivisternes kampe.

Gorski mener i øvrigt ikke, at problemet med stress er hverken større eller mindre i små eller store ngo’er, og det betyder heller ikke noget, om der er tale om lønansatte eller frivillige.

“Det har alene noget med kulturen i organisationen at gøre,” siger han.

’Vi er ikke gode nok’

Selv om man i den danske afdeling af Amnesty International kan bryste sig af, at der er fokus på de ansattes trivsel, at der afholdes mindfulness-dage, og at der er regler for, hvor sent på aftenen, der må afsendes e-mail, så erkender vicegeneralsekretær Trine Christensen også, at der ikke er helt den samme opmærksomhed omkring de frivilliges ve og vel.

“Det er ikke min fornemmelse, at stress er et stort problem blandt dem, men jeg må også indrømme, at jeg ved mindre om, hvordan de egentlig har det. Og jeg tænker da, at vi er nødt til at spørge mere specifikt ind til det.”

Også hos Greenpeace er man parat til at se nærmere på aktivisternes risiko for stress og udbrændthed.

“I en verden som vores er det superbesværligt at være så idealistisk, fordi man bliver skuffet så tit, og der er så meget, man hele tiden skal stå imod. Man er meget sårbar som aktivist,” siger Birgitte Lesanner, kampagnechef for Greenpeace i Danmark.

“Modløsheden, der kommer lige før udbrændtheden, den mærker vi tit hos os, og jeg tror i virkeligheden ikke, at vi er særlig gode til at håndtere den. Vi er stadig så meget en græsrodsorganisation, at vi ikke har en struktur til at håndtere de her ting. Det er det ærlige svar. Der er ingen grund til at få det til at lyde, som om vi er federe, end vi er.”

“Der er bare ingen grund til at udbrænde aktivister. De skal jo være friske og klare og kunne holde ud i mange, mange år. Vi har brug for aktivisterne, og vi har mere brug for dem end nogensinde før. Så selvfølgelig skal vi passe rigtig godt på dem. Så jeg vil se på, om der er noget mere, vi kan gøre,” siger Birgitte Lesanner.

Et fælles problem

Men burde aktivisterne ikke bare selv rulle yogamåtterne ud og komme i gang med at få det godt?

Så simpelt er det desværre ikke. Paul C. Gorski opdagede nemlig, at en væsentlig komponent ofte er fuldstændig fraværende, når stressen løber af med aktivisterne. I aktivismekulturen er det ikke acceptabelt at yde omsorg for sig selv. Egenomsorg betragtes som »nydelsessyge og et bevis på manglende engagement«, som det forklares i forskningsstudiet.

Eller som Birgitte Lesanner forklarer det: »Det kan være svært at argumentere for, hvorfor jeg skal have det godt, når jeg nu er i gang med at redde millioner af klimaflygtninge.”

“Jeg mediterer selv og dyrker yoga, men jeg må konstatere, at der bliver set ned på den slags i mange af de aktivistmiljøer, hvor jeg færdes,” siger Paul C. Gorski.

Men noget skal gøres, siger han, for problemet med stress og udbrændthed er ikke bare den enkelte aktivists problem.

“Jeg har gang på gang set organisationer og bevægelser fejle, og en af de væsentligste grunde er, at de hele tiden mister momentum på grund af den høje udskiftning af aktivister, der brænder ud og forsvinder og aldrig kommer tilbage igen. Så min motivation er egentlig ikke at hjælpe den enkelte aktivist, men at sikre, at aktivismebevægelserne forbliver bæredygtige. Det handler om at holde liv i dem ved at holde liv i de mennesker, der er med i dem,” siger Paul C. Gorski.

“Det første skridt er, at vi begynder at tale om aktivisternes stress og fare for at brænde ud. Dernæst bliver vi nødt til at omfortolke problemet, så det ikke længere handler om det individualistiske, men om fællesskabet. Hvordan kan vi aktivister tage os af hinanden, hvordan kan vi skabe fællesskaber, hvor der er rum til omsorg? Vi er nødt at foretage et skift fra egenomsorg til fællesskabsomsorg,” siger han.

Det er Morten Nielsen fra Afrika Kontakt helt enig i.

“Det er ikke dit eget problem, det er hele gruppens, bevægelsens eller organisationens problem, hvis der er én, der brænder ud.”

Vejrtrækningen er nøglen til følelserne

Med et bevidst åndedræt kan vi påvirke nervesystemet og komme tættere på vores egne følelser. I en lade i Holte samles tidligere kriminelle og misbrugere for at trække vejret og komme ind i sig selv.

Af Morten Steiniche. Fotograf Morten Bjarnhof. En kortere version af artiklen blev bragt i magasinet Psykologi nr. 5, 2015

Det er fredag eftermiddag. Vi er i en lade et sted i udkanten af Holte. Om kort tid skal vi til at trække vejret efter oldgamle yogiske vejrtrækningsteknikker. Foran os sidder en fyr på en stol. Det er Jakob Lund. Til højre for Jakob står en meter høj figur af elefantguden Ganesha, der er god at alliere sig med, når man møder modstand i livet, og det er noget, deltagerne kender til her. Lidt diskret bagved Jakob er et lille bord med et fotografi af en indisk udseende mand med langt hår og stort skæg. Det er Ravi Shankar. Denne artikel handler om Jakob Lund og Ravi Shankar, men først og fremmest handler den om alle os, der samles fredag efter fredag i Laden i Holte.

Vi er en broget skare og næppe noget repræsentativt udsnit af befolkningen. For selvom Jakobs assistent netop har guidet os gennem solhilsner og cobra-positioner, er der ikke meget lighed mellem os og dem, der suser rundt i København med yogamåtterne bag på cyklerne. Alle os, der kommer i Laden hver eneste fredag året rundt, har en forhistorie med misbrug, kriminalitet og den slags.

På min ene side sidder en mand, der var stiknarkoman i over ti år. På min anden side er en fyr, der har siddet i spjældet for væbnet røveri. Bag mig sidder én, der er på midlertidig udgang fra fængslet og foran mig er en kvinde, der har levet det meste af sit liv med massiv druk, stoffer og kriminalitet. Og jeg selv – journalisten – ja, jeg har kæmpet med dybe depressioner og et årelangt misbrug af blandt andet alkohol og kokain, da jeg arbejdede i musikbranchen.

”Soooo-ham,” lyder det fra højtaleren. Træk vejret ind på ’so’ og ånd ud igen på ’ham’. Såre simpelt, men for de fleste af de omkring 50 tilstedeværende har den enkle åndedrætsteknik, der stammer fra den indiske yoga, være en lifechanger af de helt store.

Mange i Laden fortæller den samme historie om, at de har flygtet fra deres egne følelser i årevis, og at den yogiske vejrtrækning har lært dem at rumme dem igen. De fortæller, at de nu oplever overskud og harmoni og kan møde problemer og udfordringer uden at falde tilbage i misbrug og kriminalitet. Mange af os har oplevet, at der omsider er kommet lys i det mørke, som et farvel til et langvarigt misbrug – fra et helvede til et nyt – ofte efterlader mennesker i. Livet er pludselig blevet værd at leve.

Fra misbruger til respekteret traumeterapeut

Søndag. Midt i den særdeles velstående del af Holte med videoovervågede patriciavillaer og milliondyre sportsvogne i indkørslerne, ligger det lille, bitte sorte hus, hvor Jakob Lund bor. Huset har Jakob overtaget fra den kvinde, der tog sig af ham, da hans alkoholiske far døde af kræft. Senere kom Jakob selv ud i et voldsomt misbrug af kokain, da han arbejdede som dørmand i København.

Det var et møde med vejrtrækningsteknikken sudarshan kriya, som er udviklet af Ravi Shankar, den spirituelle leder af Art of Living, en af verdens største humanitære organisationer, der fik Jakob til at vågne op.

Teknikken hjalp ham ikke bare med at finde ro i sig selv. Da han havde opdaget fordelene ved den yogiske vejrtrækning, begyndte han at lære fra sig. I første omfang til sine nære venner, der var misbrugere som ham selv. Han begyndte han at afholde kurser for udsatte mennesker i det lille hus og senere i fængsler og på behandlingssteder. I dag er Jakob Lund en af de mest respekterede herhjemme indenfor behandling af misbrugere, rehabilitering af kriminelle og behandling af soldater med posttraumatiske stresssyndrom. Han har taget flere uddannelser indenfor traume- og kropsterapi, og han er desuden en flittigt benyttet foredragsholder.

Det er en stor dag i dag. Ravi Shankar er i landet for første gang i otte år, og nu er han på vej til Holte med sit følge for at møde alle os, der kommer i Laden fredag efter fredag for at lave en sudarshan kriya, som vi kalder det. Mange af os vil sikkert sige, at vi skylder Ravi Shankar og Jakob Lund vores liv.

Men før mødet i Laden er der V.I.P.-reception i Jakob Lunds hus og have. 40 af spidserne fra blandt andet social- og sundhedsvæsenet og Kriminalforsorgen er inviteret til at møde med Ravi Shankar. Blandt deltagerne er den administrerende direktør for socialforvaltningen i Københavns Kommune, Anette Laigaard. Hun kender udmærket til Jakob Lunds arbejde, da flere institutioner i København har haft enten udsatte borgere eller ansatte på vejrtrækningskurser hos Jakob Lund.

“Jeg har meget stor respekt for, hvis man finder en metode, hvor man siger ’her kan jeg blive bedre til at fokusere, her kan jeg få mere styr på mit liv, her kan jeg få noget energi’. Så synes jeg, det er om at stå fast på det. Det er enormt vigtigt at udforske, hvad der findes af alternative metoder, som kan hjælpe mennesker med at komme ud af deres misbrug,” fortæller hun.

De indsatte flokkes om kurserne

I haven, hvor V.I.P.-gæsterne nipper til buffeten, men vi venter på Ravi Shankar, der er på vej i bil til Holte, møder jeg Jørgen Maltesen, leder af behandlingscentret Alfa Fredensborg, der huser kriminelle, der er dømt til behandling. Siden 2011 har Jakob Lund holdt vejrtrækningskurser på centret.

“Det er et rigtig godt supplement til vores behandling. Jo flere der gennemfører sådan et forløb hos Jakob, jo lettere bliver vores arbejde. Vi oplever, at dem der gennemfører kurset (cirka 50%, red.) får en betydeligt højere villighed til selvindsigt. De rykker meget mere i deres personlige udvikling og bliver ganske enkelt interesserede i at udvikle sig til at blive bedre mennesker,” siger Jørgen Maltesen.

Blandt gæsterne er også skuespilleren Søren Pilmark. Jeg spørger ham, hvad han laver her.

“Jeg er vældig engageret i velgørenhed og socialt arbejde, og så kender jeg jo til Jakob Lund og hans arbejde, som jeg har meget stor respekt for,” forklarer han.

Respekt er det ord, der går igen, når talen falder på Jakob Lund. Han er et af den slags mennesker, der udviser 100% nærvær, når du er sammen med ham. Det er det samme nærvær og dedikation, han lægger i sit arbejde, siger Lene Møller-Nielsen, den lattermilde fængselsinspektør i Horserød Statsfængsel, hvor Jakob Lund i flere år har kørt de såkaldte Prison S.M.A.R.T.-programmet for de indsatte.

“Normalt skal vi trække folk til de forskellige behandlingsprogrammer, som vi tilbyder. Men her skal vi intet gøre. De kommer simpelthen af sig selv. De, der går på kurset gør reklame for det til de andre indsatte, og når det sker i et fængselsmiljø, så er det utvivlsomt fordi, at det er godt for de indsatte,” siger hun.

Det er dog ikke kun indsatte og misbrugere, der nyder godt af Jakob Lunds kurser. Henrik Løften er afdelingsleder på døgninstitutionen Den Flyvende Hollænder på Nørrebro, der tager sig af 10 unge i alderen 12-16 år, der har begået personfarlig kriminalitet og ofte er misbrugere af især hash. Medarbejderne bliver udsat for meget, blandt andet trusler. Derfor lavede Jakob Lund et kursus til hele personalegruppen.

“Det har gjort godt,” siger Henrik Løften.

“Jeg er selv den konfronterende type, der gerne vil have rene linjer. Når vi har et eller andet med en ung, så er det ikke en konflikt, jeg kan vente med til dagen efter. Det skal klares med det samme. Og der kan jeg godt mærke, at åndedrætsteknikken har gjort, at min puls lige er et eller to slag lavere, end den ellers ville have været.”

En stress-fri verden

Gæsterne er endnu ikke kommet på plads på stolene i stuen, da Ravi Shankar ankommer til Jakobs hus. Den indiske guru er klædt i en hvid kjortel med et beige klæde svunget over skulderen. Ravi Shankar er flere gange nomineret til Nobels Fredspris for sit humanitære virke. Prison og Breath S.M.A.R.T.-programmerne bliver afholdt over over hele verden, og ifølge Ravi Shankar har flere end en halv million fanger nu lært at komme i kontakt med deres følelser igennem vejrtrækningen.

“Jeg ønsker en verden, der er fri fra vold, fri fra stress. En verden hvor folk smiler mere,” siger han med en stemme så lys, at det næsten lyder som et barn, der taler, da han er kommet på plads, og Jakob Lund har budt gæsterne velkommen.

“Der er medmenneskelighed i alle mennesker. Inde i en skurk er der et offer, der græder. Vi bliver nødt til at hjælpe det offer, for så vil skurken forsvinde,” fortsætter Ravi Shankar og eksemplificerer det et af hans indlysende logiske pointer, som han strør om sig med:

“Inderst inde i ethvert menneske er der positivitet. Det er som med et atom. Der er et positivt ladet proton i midten. De negativt ladede elektroner er kun i omkredsen. Vi er alle født som gode mennesker. Ingen baby er født som kriminel.”

Ravi Shankar er forkølet. Han spiser en Gajol, smiler og siger, at han ikke vant til det danske lakrids. En af deltagerne kalder ham bagefter for ”et brusebad af venlighed”.

Beskyt dig med visdom

En times tid efter glider nærmest svæver Ravi Shankar henover gulvet i Laden i sine løse gevandter. Lokalet er spækket med omkring 150 forventningsfulde tilskuere. Ravi Shankar sætter sig på den sofa, der er sat op til lejligheden, og som er dækket med hvidt stof. Her tituleres han ”guruji”, som er det navn, der bruges af dem, der holder særligt meget af ham. Flere blandt publikum sidder i Prison S.M.A.R.T. T-shirts.

Der har været mulighed for at skrive spørgsmål til Ravi Shankar på et stykke papir, der er samlet i en kurv. Jakob Lund læser nogle af spørgsmålene op, og Ravi Shankar svarer på engelsk. Der er langt flere taksigelser end egentlige spørgsmål.

En person vil dog gerne vide, hvad man stiller op med personer, der bliver ved med at såre en.

“Når nogen gør dig fortræd, er det fordi, de er uvidende og ulykkelige indeni. En glad person vil aldrig skade dig. Hvis du er bevidst om det, så bliver du mindre sårbar overfor deres angreb. Du er nødt til at beskytte dig selv, og der er to måder, du kan gøre det på: Du kan beskytte dig med vrede og frygt og føle dig svag og offer-agtig. Eller du kan beskytte dig med visdom og blive en kraftfuld person.”

Et tidligere bandemedlem, der har siddet i fængsel, har malet et billede til Ravi Shankar. Det forestiller en person, der sidder i meditation nogle centimeter hævet over jorden, som der stikker en arm op af. Jakob Lund rækker maleriet til Ravi Shankar, mens han forklarer om baggrunden for billedet:

“Personen, der har malet det, bruger meditationen til at hæve sig over det mudder, han har siddet fast i, men engang imellem kommer der en hånd op af mudderet og prøver at trække ham ned igen.”

En følelse af fred

Det er blevet fredag igen. Ravi Shankar er fløjet videre, og roen har atter sænket sig over Laden, da vi er samlet igen til endnu en sudarshan kriay. Den 23 minutter lange vejrtrækningsøvelse er netop overstået, og vi ligger på hver vores yogamåtte og slapper af. Jeg har tårer i øjnene og endorfinerne farer rundt i kroppen. Det er en befriende følelse, der bliver til en harmonisk ro i kroppen. Jeg er ikke den eneste, der er berørt i dag. Nogle meter væk ligger en pige og græder. Det er en forløsende gråd. Da jeg lidt senere åbner øjnene, sidder hun og ser glad og lettet ud.

Sådan har jeg det også selv.

Yogisk vejrtrækning fjerner stress

Alle mennesker kan få noget positivt ud af de yogiske vejrtrækningsteknikker, som Jakob Lund underviser i.

“Når vi taler om de kriminelle og misbrugerne, så er de blot hårdere ramt. De har ofte været udsat for meget stress tidligere i livet, som har gjort, at de på en eller anden måde skulle være meget på vagt. Men de fleste mennesker er jo stressede og har brug for at lære at kunne koble af,” fortæller Jakob Lund.

Og måden at lære det på er ved at arbejde med kroppen.

Det er ikke følelserne, der skaber problemerne, men de fysiske fornemmelser, som følelserne giver i kroppen. Når vi arbejder med kroppen, og især når vi laver en vejrtrækningsøvelse som sudarshan kriya, så åbner vi virkelig for vitaliteten i kroppen, så den får mere kapacitet til at rumme forskelige impulser,” forklarer han.

Mange mennesker har svært ved at håndtere de fysiske fornemmelser i kroppen og prøver i stedet at undertrykke dem. Men det får man intet godt ud af, siger Jakob Lund.

“Når vi forsvarer os mod det, der gør ondt, så ender vi med at lukke af for, at det, som vi er blevet ramt af, kan komme ud igen. Det er problemet med at undertrykke fornemmelserne i kroppen. Vi ender med at holde på traumerne.”

Når vi er stressede, lukker vi ned for den del af det parasympatiske nervesystem, der gør os i stand til at interagere med andre mennesker. Men det kan de yogiske vejrtrækningsøvelser ændre på.

Destruktiviteten forsvinder

Sudarshan kriya-teknikken består af fire dele. Først er der en vejrtrækningsøvelse, hvor håndfladerne placeres over hofterne, dernæst ved armhulerne og til sidst på skulderbladene. Anden del består af bhastrika-teknikken, der populært kaldes blæsebælgen, fordi armene strækkes i vejret på indåndingen og trækkes hurtigt sammen på udåndingen som en blæsebælg. Dernæst chantes der tre gange til lyden ‘aum’, den indiske ur-lyd, som ifølge yogaen afslapper kroppen og gør den særlig modtagelig overfor meditations- og vejrtrækningsteknikkerne.

Sidste del er selve sudarshan kriya-teknikken, hvor vejret trækkes på skift i tre forskellige tempi. Jakob Lund forklarer, at temposkiftene aktiverer forskellige dele af nervesystemet. Med den hurtige vejrtrækning aktiveres det sympatiske nervesystem og ved den langsomme vejrtrækning det parasympatiske.

“Ved at veksle imellem de forskellige stadier, så bliver vi i stand til at slippe en masse ting, som vi ellers ikke ville slippe, hvis vi – som stressede mennesker ofte gør – kun befinder os i det ene stadie. Det er derfor, folk forandrer sig, når de lærer at trække vejret. De får simpelthen mere empati og indføling, både med sig selv og med andre. Det bliver sværere at gøre noget, som er destruktivt,” siger Jakob Lund.

7 fakta om det yogiske åndedræt

*Sudharshan kriya er en variant af de 5000 år gamle, yogiske vejrtrækningsteknikker. Teknikken blev udviklet af Ravi Shankar, stifteren af Art of Living, i 1982. Den er i dag hjørnestenen i Art of Livings vision om en volds- og stressfri verden.

*Forskning har påvist, at åndedræt og følelser er bi-direktionale, tovejs. Det vil sige, at der er en direkte forbindelse mellem følelserne og åndedrættet. Det betyder, at vi ved at kontrollere vores åndedræt kan påvirke det autonomiske nervesystem.

*Det yogiske åndedræt er en metode til at balancere det autonomiske nervesystem. Teknikken sænker kortisol-niveauet og fjerne den mælkesyre, som får kroppen til at spænde op.

*En person, der har praktiserer yogisk åndedræt vil efter et stykke tid kunne ånde mere ud og ind og have en vejrtrækning og HRV – hear rate variability – der er i bedre balance.

*Det yogiske åndedræt reducerer stress, frygt, angst, bekymringer og depressioner og løsner op for posttraumatiske stresssyndromer (PTSD). Det giver ro i kroppen, gavner immunforsvaret og styrker vores evne til at fokusere og løse problemer.

*Lignende vejtrækningsteknikker kendes også fra raja yogaen, hatha yogaen, lyengar yogaen og zen-buddhismen.

*I rapporten Forandring gennem åndedræt (Statens Institut for Folkesundhed, 2015) slog forsker Nanna Ahlmark fast, at åndedrætsøvelserne i Breath S.M.A.R.T.-programmet er en effektiv vej ud af kriminalitet og misbrug. Rapporten bygger på interviews og observationer af 14 unge, som Nanna Ahlmark har fulgt i et år.

Læs mere om Jakob Lunds kurser på www.breathesmart.dk.

Så gør dog noget!

Munke i Bodh Gaya, Indien. Photo by Morten Steiniche.

De spirituelle skal hjælpe til med at løse verdens problemer. Uden aktivisme er spiritualitet nemlig ikke andet end underholdning, virkelighedsflugt og rendyrket egoisme.

Morten Steiniche. Publiceret december 2015

Det var, da jeg kom gående ned ad et bjerg i Himalaya, at en inder råbte af mig. Han kom kørende på en motorcykel, og jeg gik midt på grusvejen i min egen, fuldendte verden. Jeg havde siddet og mediteret i en hule i nogle uger, og selvom jeg næppe nogensinde har følt mig så klar og renset i sindet, så blæste den mentale robusthed alligevel væk som et snefug i den tynde bjergluft, da den ubehøvlede motorcyklist bremsede op og overfaldt mig verbalt. Jeg skulle have gjort som Dalai Lama og have mødt ham med overbærenhed og et forstående smil, men i stedet blev jeg vred, råbte af ham og stak ham endda fingeren, da han kørte igen.

Jeg har prøvet noget lignende flere gange de sidste fire-fem år. Når jeg har isoleret mig i noget tid for at meditere og være spirituel, så har mødet med virkeligheden bagefter været som at få en hammer i hovedet. Det er sin sag at gå i intens spirituel selvfordybelse, der ofte kræver meget stor selvdisciplin, men det er bestemt heller ikke nemt at omsætte øvelserne til praksis bagefter.

Det var først, da jeg blev frivillig i Mother Teresas NGO i Indien, at det lykkedes mig slå hul på skallen og omsætte det narcissistiske navlepilleri til nytteværdi for andre end mig selv.

Min pilgrimsrejse rundt i verden til nogle af klodens mest spiritulle hubs varede i halvandet år, men det var først i slutningen af rejsen, da jeg nåede til Kolkata i Indien og blev frivillig i Mother Teresas NGO, at det lykkedes mig slå hul på skallen og omsætte det narcissistiske navlepilleri til nytteværdi for andre end mig selv. Og da jeg endelig fik trukket fingeren ud for at hjælpe mennesker, der virkelig var i nød, opdagede jeg ved samme lejlighed, at den handling havde den meget positive bivirikning, at jeg fik så meget overskud i hverdagen, at jeg endda blev i stand til at afværge irritationen over de ekstremt hidsige trafikanter i Kolkatas gadekaos.

En spirituel virkelighedsflugt

Spirituel selvudvikling er ofte en frygtelig ensom affære. Jeg har mange gange siddet og mediteret med andre mennesker og alligevel følt mig mutters alene, for de udfordringer – lad os bare kalde dem problemer – der overhovedet fik mig ind på det spirituelle spor i første omgang, det var jo mine egne sager og kun noget, der i sidste ende kan løses af mig selv. Jeg gik ikke i gang med at dyrke yoga eller meditere, fordi jeg ikke havde andet at lave. Jeg gjorde det af nødvendighed. For at slippe af med de byrder, der gjorde mit liv knapt så fornøjeligt.

Min sadhana – som den spirituelle praksis kaldes – er for det meste foregået i ensom majestæt. I nogle måneder mens jeg rejste rundt stod jeg op klokken fire om morgenen og gik igang med at meditere, lave vejrtrækningsøvelser, dyrke yoga, tænde bål og fremsige diverse mantraer. Sådan fortsatte det hele dagen, og når jeg endelig holdt pauser, gik jeg lange ture for mig selv, imens jeg forsøgte at forbinde mig til den levende natur ved at omfavne træerne, trække bjergluften dybt ned i lungerne og mærke jorden under mine bare fødder. Selv måltiderne var omfattet af de spirituelle øvelser, og når jeg gik i seng ved solnedgang, skulle jeg igennem endnu en stribe ritualer, før jeg omsider kunne lægge mig til at sove. I mange måneder talte jeg nødig med andre mennesker.

Jeg lukkede mig inde, fordi livet var blevet en ubærlig størrelse, som jeg havde lyst til at flygte fra.

Jeg er ikke sikker på, at jeg var lykkedes med at slippe af med mine dårlige vaner, hvis jeg ikke havde taget min spirituelle praksis til ekstremerne. Alligevel kan jeg se, at der udover ønsket om at få et bedre liv, også var en anden intention bag isolationen fra omverdenen: Jeg lukkede mig inde, fordi livet var blevet en ubærlig størrelse, som jeg havde lyst til at flygte fra.

Derfor rejste jeg i overført betydning til en øde ø for at slippe for al den lidelse, som mit liv i samvær med andre mennesker havde påført mig. Og jeg gjorde det konsekvent ved at isolere mig for alle verdens problemer. I næsten tre år læste jeg overhovedet ikke aviser eller så tv. Jeg undgik omhyggeligt ethvert møde med den brutale virkelighed og sørgede for at destillere inputtet fra internettet og især Facebook, så jeg kun blev mødt af en selvskabt og positiv virkelighed. Nogle læsere vil kende rådet fra The Secret, hvor den spirituelle supermarkeds-dronning Rhonda Byrne netop anbefaler folk at lukke virkeligheden ude.

Spirituel passivitet

Det var nogle år før rejsen, at jeg begyndte at interessere mig for spiritualiteten og så den som en vej ud af den krise, jeg befandt mig i. Men pudsigt nok blev min spirituelle løbebane hurtigt fyldt med paradokser. En weekend, da min søn var hos mig, lå jeg på sofaen og læste Eckhart Tolles bog om Nuets Kraft, der handler om at være nærværende i livet,i mens min søn stod og trippede med fodbolden ved siden af.

“Nej, jeg har ikke tid til at spille fodfold med dig. Jeg har travlt med at læse om at være nærværende med verden,” kunne jeg lige så godt have sagt til ham.

Jeg har også siddet i utallige selvudviklingsgrupper, hvor det altsammen har drejet sig om os selv selv. Kun ganske sjældent har jeg oplevet, at der er adresseret et budskab, der handler om at engagere os i den verden, der er omkring os. Og endnu mere sjældent har jeg oplevet, at der blandt spirituelle mennesker har været en ægte og uselvisk interesse for at skabe medmenneskelig nytteværdi i den verden, som spirituelle mennesker ellers drømmer så intenst om at blive en harmonisk del af.

Nævn ordet spiritualitet for en aktivist, og hun kigger febrilsk rundt efter en regnskov, hun kan redde. Og spørg en spirituel om han vil med ud på barrikaderne, og han får et fjernt udtryk i blikket, imens han forsvinder ind i sneglehuset igen.

Det er som om, at der er en afgrund imellem spiritualitet og aktivisme. Som om spiritualiteten ligefrem fordrer passivitet og tilbagetrækning fra livet.

Jeg kender mange mennesker, der brænder for at forandre verden. Men besynderligt nok er de mest aktivistiske mennesker ofte også dem, der er de mindst spirituelle. Det opdagede jeg blandt andet sidste år, da jeg som initiativtager til et arrangement om spirituel aktivisme, forgæves forsøgte at få aktivister fra blandt andet Amnesty International og Greenpeace med som deltagere i en paneldebat. Nævn ordet spiritualitet for en aktivist, og hun kigger febrilsk rundt efter en regnskov, hun kan redde.

Og spørg en spirituel om han vil med ud på barrikaderne, og han får et fjernt udtryk i blikket, imens han forsvinder ind i sneglehuset igen.

Medfølende egoisme

De store spirituelle mestre var sande aktivister. Havde Buddha eller Jesus levet i dag, var de sikkert aktive i kampen mod de menneskeskabte klimaforandringer. The Art of Living, en af verdens største humanitære organisationer, har i øvrigt et stærkt spirituelt fodfæste med guruen Ravi Shankar i spidsen, men det er mere undtagelsen end reglen i dag, hvor spirituel adfærd ofte er reduceret til en rendyrket, ego-styret aktivitet.

Det handler om at få vores egne behov tilfredsstillet. Det kan godt være, at nogle af os drømmer om at være en lille Gandhi i hverdagen, men med mindre vi aktivt forsøger at gøre en positiv forskel i vores omverden, så er det svært at årsagsbestemme motivationen som andet end egoisme.

Tilfredsstillelsen ved få anerkendelse for vores altruistiske blær er et af de største spirituelle fix, vi overhovedet kan komme i nærheden af.

Dalai Lama siger, at meningen med livet er personificere medfølelse, og undersøgelser har da også slået fast, at det at udvise barmhjertighed med andre mennesker har en beviseligt positiv effekt på både krop og sind. Det er netop den positive effekt på udøveren, der oftest trækkes frem, når selvudviklingsguruer forklarer, hvorfor vi skal øve os i at forstå, hvordan andre mennesker har det. Det er igen det personlige udbytte af handlingen, der lokkes med. Du skal ikke stille dig i de andres sko og forstå, hvordan de har det for deres skyld. Du skal ikke gøre ædle gerninger, fordi det gavner andre. Du skal gøre det, fordi det gavner dig selv.

For intet får os til at føle os større, end når vi hjælper andre, og tilfredsstillelsen ved få anerkendelse for vores altruistiske blær bliver et af de største spirituelle fix, vi overhovedet kan komme i nærheden af. Men der er lige så lidt varig lykke over den næstekærlighed, vi bringer til fadet for selv at kunne spise af det, som den lykke vi køber os til i Elgiganten.

Vær aktivist i hverdagen

Ægte medfølelse kommer af en forståelse af, at alt levende er knyttet tæt sammen. Det er en urgammel spirituel lære, men det er pudsigt nok hos aktivisterne, at den lære spiller den største rolle.

Hvis vi, de spirituelt indstillede mennesker, virkelig tror på, at der er en sammenhæng imellem alt levende på jorden, så vil vi også være optændt af den samme ild og handlingskraft, som aktivisterne er tændt af, når de kæmper imod klimaforandringer, racisme og ulighed. Vi vil ikke tøve med at bruge de spirituelle miljøer som afsæt til at gøre en positiv forskel i verden, og vi vil tage action på alle små og store udfordringer, fordi vi ved, at enhver handling betyder noget i den større sammenhæng.

Uden aktivismen er spiritualitet ikke andet end engle, underholdning og tidsfordriv.

Målet må være at være både spirituel og aktivist, for uden aktivismen er spiritualitet ikke andet end engle, underholdning og tidsfordriv.”

Der er ikke meget skabt og kun noget hjulpet på det rent egoistiske plan, når vi sætter os til at meditere i smukke haver fyldt med Buddhafigurer eller i huler i Himalaya, som jeg selv gjorde det. Det kan være nødvendigt at leve som en eremit for en tid for at mobilisere kræfterne, så vi kan hjælpe andre andre, men den livsstil bør aldrig være et mål i sig selv.

Målet må være at være både spirituel og aktivist, for uden aktivismen er spiritualitet ikke andet end engle, underholdning og tidsfordriv. Det betyder ikke, at vi allesammen behøver at gå på barikaderne til det næste klimatopmøde eller køre flygtninge til Sverige. Mindre kan også gøre det. Først og fremmest handler det om at slå hul på skallen og komme ud i virkeligheden. Blive engageret i verden og vide, hvad der foregår. Være aktivist i hverdagen og hjælpe, hvor der er brug for det.

Verdens største kærlighedshistorie

Occupy your heart. Photo by unknown.

I tre dokumentarfilm undersøger den canadiske instruktør Velcrow Ripper, hvordan den spirituelle aktivisme ikke bare kan hele dybe lidelser og sår, men også redde menneskeheden fra klimakatastrofen. Filmene er en rejse fra Holocaust til 9/11 og Det Arabiske Forår. Er det begyndelsen på verdens største kærlighedshistorie, spørger Ripper. Ja, svarer den amerikanske tænker Jeremy Rifkin.

Af Morten Steiniche. Publiceret november 2014

Klimaet er ved at kollapse, og de økonomiske systemer er ved at bryde sammen. Planeten er i overhængende fare for at ende som et ground zero efter en altødelæggende katastrofe. Men der er håb, siger filminstruktøren Velcrow Ripper i dokumentarfilmen Occupy Love. Der er en vej til at undgå katastrofen, og vejen går gennem næstekærlige handlinger.

Occupy Love er den tredje og sidste del af dokumentarfilm-trilogien Fierce Love, som den canadiske filminstruktør har været 12 år om at lave. I de tre film undersøger Ripper den transformerende syntese, der opstår i mødet mellem spiritualitet og aktivisme, mellem kærlighed og politik.

Læs også interviewet med Velcrow Ripper her

Ripper beskriver, hvordan vi mennesker er i stand til at transformere lidelse til medfølelse og medfølelse til handling, og hvordan denne transformering ikke bare kan hele dybe sår i sjælen, men også give håb for fremtiden. Vi står med det ene ben i graven, men også på tærsklen af det, der kan blive den største kærlighedshistorie nogensinde.

Scared Sacred – fra lidelse til helbredelse gennem handling

Trilogien indledes med Scared Sacred (2004), som er resultatet af en fem år lang rejse, hvor Velcrow Ripper besøger de steder på kloden, hvor nogle af de største menneskeskabte katastrofer i nyere tid har fundet sted. Her undersøger han, om der i menneskehedens mørkeste stunder var muligt at finde håb og finder eksempler på folk, der healede sig selv igennem altruistiske handlinger. Ripper opdager, at der selv i de værste katastrofer kan opstå ’sacred moments’ – spirituelle øjeblikke – hvor det lykkes for ofrene eller de efterladte at transformere ’scared’ (frygt) til ’sacred’ (hellig) igennem handlinger drevet af næstekærlighed og medfølelse.

For eksempel i Bhopal i Indien, der i 1984 blev ramt af en af de værste industrielle katastrofer i historien, da et gasudslip af pesticider fra sprøjtemiddelfabrikken Union Carbide i løbet af få timer slog 8000 mennesker ihjel og til dato har berørt en halv million mennesker. Et af de hellige øjeblikke opstod, da flere hundrede mennesker – hovedsagelig kvinder, hvis mænd arbejdede på den delvist amerikansk-ejede fabrik – omsider skaffede sig adgang til fabriksområdet ved at brække en jernlåge op. Det var, fortælles det i filmen, en ”magisk manifestation af magt”, der fik folk til at synge og chante midt i elendighederne. En anden transformation fra frygt til ’sacred’ fandt sted, da de frivillige var med til at etablere en hospitalsklinik, der gav masser af håb.

Velcrow Ripper finder flere eksempler på transformerende begivenheder i The Killing Fields i Cambodia, på Ground Zero i New York, i Hiroshima, Israel/Palæstina, Bosnien og Afghanistan. Selv omkring Holocaust kan der fortælles en historie om glædelig forandring.

”Der er en lære, der siger, at en person eller et folk engang imellem må gå igennem en meget, meget mørk og umenneskelig tid for efterfølgende at kunne nå til et højere niveau end det, man befandt sig på før faldet. Den cyklus kan man også betragte Holocaust som en del af. Det er en erkendelse af, at et system ofte må brydes ned for at noget nyt kan spire frem,” siger rabbineren David Zeller og peger på oprettelsen af staten Israel i 1948 som en – på trods af de ufattelige lidelser – glædelig konsekvens af folkemordet på de mindst 6 millioner jøder.

I slutningen af Scared Sacred rejser Ripper til Israel, hvor han søger efter håb i den jødisk-palæstinensiske konflikt. Her finder han eksempler på, hvordan det lykkes at finde rum for tilgivelse midt i en af de største tragedier, et menneske kan opleve: At miste sit eget barn. Ripper møder blandt andre en mand, der mistede sin 14-årige datter, da en bombe eksploderede i det centrale Jerusalem.

”Alting ændrer sig for dig, når sådan noget sker. Hvor går du hen i livet efter det? Der er kun to veje. Den ene er den åbenlyse og naturlige vej: At søge hævn. Den anden vej handler om forståelse. At spørge dig selv hvorfor det skete og ikke mindst hvad du kan gøre, nu hvor byrden ligger på dine skuldre, for at forhindre, at det sker for andre,” fortæller han.

Sammen med andre forældre til dræbte børn er denne mand i dag engageret i fredsarbejdet igennem foreningen Friends of the Bereaved Families Forum (Foreningen af efterladte familiemedlemmer), der både tæller israelere og palæstinensere.

”De mennesker jeg har mødt har vist mig, at der er én ting, ingen kan miste, og det er friheden til selv at vælge, hvordan vi vil reagere på de begivenheder, der krydser vores vej,” siger Velcrow Ripper.

Scared Sacred har fået en lang række priser. Dokumentaren blev blandt andet kåret som årets bedste dokumentarfilm af det canadiske filmakademi i 2006.

Fierce Light – at transformere verden indefra og ud

Vi kan bruge medfølelse og næstekærlighed til at transformere vores lidelser, men kan vi også bruge kærlighed til at forandre verden? Det er spørgsmålet i Fierce Light (2009), den anden film i trilogien. Her sætter Velcrow Ripper sig for at undersøge, hvad der sker, når spiritualitet møder aktivisme, når de indre kræfter møder de ydre, når kærlighed møder magt.

”Vi skal bare elske dem røven ud af bukserne. Bare elsk. Elsk dem,” jokede Martin Luther King om sine politiske modstandere. Den amerikanske menneskerettighedsaktivist er en af de store politiske aktivister, der var inspireret af Gandhis satyagraha-bevægelse. Satyagraha-filosofien bygger på, at man i stedet for at nedgøre eller tilintetgøre sin modstander skaber et ligeværdigt forhold til ham.

Martin Luther King kaldte det for soulforce (sjælekraft) i sin berømte ’I have a dream-’tale. Han kunne også have kaldt det for kærlighedskraft. Det er den kraft, der gør os i stand til at elske vores fjender. Gandhis kamp mod ulighed i Sydafrika og senere i den indiske uafhængighedsbevægelse, Nelson Mandelas kamp for frihed i Sydafrika og Martin Luther Kings kamp for lighed i USA er alle bevægelser, der bygger på idéen om møde vold og undertrykkelse med kærlighed.

”Sjælekraften kan bremse storme. Den giver magt, og den giver dig mod,” siger den amerikanske borgerrettighedsforkæmper og politiker John Lewis i Fierce Light.

Kraften kommer selvfølgelig indefra. Et af Gandhis berømte citater er, at vi skal være den forandring, som vi selv ønsker at se i verden. Både Gandhi, Nelson Mandela og Martin Luther King personificerede disse forandringer. Men hvordan bliver man i stand til at kunne gøre det selv?

Den vietnamesiske munk, fredsforkæmper og satyagrahi Thich Nhat Hanh giver svaret. Han fortæller, at hvis vi vil slutte fred i verden, bliver vi nødt til først at slutte fred i vores egne hjerter. Og det kan vi blandt andet gøre ved at passe vores spirituelle praksis, hvad det så end er for én. Nogle går i kirke, nogle mediterer, andre gør noget helt andet.

For nogle bliver den spirituelle praksis endda det, der starter lysten til at ville hjælpe med at gøre verden til at bedre sted. Den srilankanske aktivist Krishna Aranta fortæller:

”Jo mere du kigger indad, jo bedre bliver du i stand til at forstå dig selv. Når du lukker øjnene og mediterer, så bliver du klar over, at alt i verden er ét. Vi lever ikke som isolerede væsener. Vi er en del af en større helhed. Jo mere jeg tænker over den indbyrdes forbundethed mellem alt levende, jo mere kærlighed og venlighed udvikler jeg til verden. Men det er ikke nok bare at føle kærlighed og venlighed. Jeg bliver også nødt til at være konstruktiv og tage handling,” siger hun.

Miljø-retfærdighedsaktivisten Van Jones plæderer i Fierce Light for, at vi bruger den spirituelle aktivisme til at skabe en ny verdensorden.

”Det er vigtigt at være rebelsk, fordi en rebel modarbejder uretfærdighed, men jeg synes, det er vigtigere at være en revolutionær, fordi en revolutionær kæmper for en ny orden. Og det er, hvad vi har brug for. Vi har brug for ændringer hele vejen rundt, både i os selv og i verden omkring os. Og det kan den sjælfulde aktivisme inspirere os til,” siger han.

Occupy Love – en revolution fra hjertet

Velcrow Ripper sætter sig for undersøge den spirituelle aktivismes potentiale i sin tredje film, Occupy Love (2012). Optagelserne falder tilfældigvis sammen med fremkomsten af Occupy Wall Street-bevægelsen og Det Arabiske Forår. Der er en revolution i gang. En global bevægelse af millioner af mennesker, der har fået nok af økonomisk ulighed, undertrykkelse og rovdriften på naturen.

Men det er mere end en revolution. Det er bevægelser, der kommer fra hjertet. De bygger på medfølelse og medmenneskelighed, og målet er ikke bare at skabe konfrontationer, men også at skabe fælleskaber, som en af deltagerne i Alberta Tar Sands Healing Walk forklarer. Her mødes oprindelige amerikanere for at skabe opmærksomhed omkring olieselskabernes brutale udnyttelse af naturen i Alberta, Canada. ’Love is the movement’, står der på en af deltagernes tatoveringer.

”Vi er en forsamling. Det er ikke en ideologi, vi repræsenterer, men en metode,” siger en af de unge demonstranter, der er samlet i Madrid under de protester i 2011 og 2012, der bliver hashtagget #spanishrevolution.

Jeremy Rifkin, den amerikanske tænker og aktivist, forklarer, hvordan Occupy, de spanske demonstrationer og Det Arabiske Forår (og nu også protestbevægelsen i Hong Hong) er kendetegnet ved at være organiseret på en helt anden måde, end vi er vant til.

Der er ved at ske et skifte fra den hierakiske til den tværgående magt, siger Rifkin, og det vil ændre den måde vi lever på, den måde opdrager vores børn på, og den måde vi regulerer verden på.

Velcrow Ripper spørger, om det vi oplever i disse år, kan ende med at blive den største kærlighedshistorie nogensinde. Ja, svarer Rifkin. Han håber, at vi mennesker er ved at udvikle så tilstrækkelig meget empati for hinanden, at vi vil ende med at redde kloden og dermed os selv fra undergangen.

”Det er et stort skridt at forestille os, at vi kan udvide vores empati til at omfatte alle levende væsener. Når vi ikke bare kan krydse politiske barrierer, men også ikke-menneskelige barrierer, og vi kan begynde at se en verden uden grænser, hvor alt liv hænger sammen som i en stor famlie. Så er vi virkelig i gang med at skabe en planetarisk kærlighedshistorie,” siger Rifkin.

Naomi Klein, forfatter og aktivist, stemmer i koret af positivister og hæfter sig ved, at protestbevægelserne ikke bare er imod.

”Folk er godt klar over, at det ikke er nok bare at konfrontere magthaverne. Vi er også nødt at komme med bud på, hvad der kan gøres i stedet. Vi kan ikke bare være imod, vi er også nødt til at være for.”

Velcrow Ripper finder talrige eksempler på, hvordan kreativiteten spirer. Der er masser af løsninger på vej. Jo tættere, vi kommer på den totale klimakatastrofe, på det totale sammenbrud af økonomierne, på den totale nedsmeltning, jo mere kreative bliver vi.

”Vi kan ikke fortsætte som hidtil. Virkelige forandringer kommer ikke uden kriser. Barndommen forløber ikke uden kriser. Det er, hvad der sker for menneskeheden lige nu. Vores udvikling har afstedkommet talrige kriser, som i øjeblikket er ved at drive os ind i en helt ny verden, uanset om vi ønsker det eller ej,” siger forfatteren og aktivisten Charles Eisenstein i dokumentaren. Og det er en verden, der er styret af kærlighed, forståelse og empati. Han forklarer videre:

“De økonomiske modeller (som vi hidtil har indrettet verden efter, red.) siger, at hvis der er mere til dig, så er der mindre til mig. Men elskeren ved, at hvis der er mere til dig, så er der også mere til mig. Hvis du elsker nogen, så ved du, at deres lykke er din egen lykke. Deres smerte er også din smerte. Sådan er kærlighed. Kærlighed er, når vi udvider selvet til at omfatte andre mennesker. Og det er en anden slags revolution.”

Velcrow Ripper har hørt og set tilstrækkeligt til, at han tror på, at der er håb forude.

”Vi lever i en tid med kriser som aldrig før, men også i en tid med større visioner end nogensinde. Gnisten i det globale forår er ved at blusse op. Det er en revolution igang, den kommer fra hjertet, og det er den største kærlighedshistorie på planeten.”

Vi kan ikke forandre verden uden også at forandre os selv

Velcrow Ripper.

De skarpe fronter mellem aktivisterne og det spirituelle miljø er omsider ved at blive blødt op. Og det er kun godt, for hvis vi ikke kigger indad, har vi kun begrænsede muligheder for at skabe meget andet end overfladiske ændringer i verden. Der er brug for den transfomerende syntese i mødet mellem spiritualiteten og aktivismen.

Af Morten Steiniche. Publiceret november 2014

Det siger den prisbelønnede filminstruktør Velcrow Ripper, som selv bruger spiritualiteten som drivkraft i sit virke som aktivist. Det er for eksempel igennem den, at det lykkes ham at nære håbet om en positiv fremtid, hvor mennesket har fået bugt med klimaforandringerne. Og netop den transformerende syntese, der opstår i mødet mellem spiritualiteten og aktivismen, er da også omdrejningspunktet i Rippers trilogi Fierce Love med de tre dokumentarfilm Scared Sacred, Fierce Light og Occupy Love.

Læs mere om trilogien her.

Vi står med klimaforandringerne overfor den største krise i menneskehedens historie, og alligevel er du i stand til at finde håbet frem. Du må være en meget positiv person…

”Efter Scared Sacred skrev en avis om mig, at jeg kunne finde lyspunkter i en atomar paddehattesky. Det er rigtigt, at jeg virkelig har et uopslideligt håb,” skyper filmstruktøren fra Manhattan i New York.

”Det er dog vigtigt at skelne håb fra optimisme. Cornell West (der bl.a. er kendt for citatet ”I cannot be an optimist but I am a prisoner of hope”, red.) siger, at optimisme bygger på en forestilling om, at der er beviser for, at tingene kan blive bedre. Men hvis vi kaster et blik på planetens tilstand lige nu, så ser det ikke for godt ud. De store selskabers etik handler udelukkende om at tjene penge, og klimakrisen er ved at løbe af sporet. Så vi kan ikke basere håb på fakta. Håb kommer fra noget andet. Håb bygger på en vision om, at vi kan forandre verden på trods af alt. At vi kan skabe helt nye muligheder. Og hvem ved, vi er før blevet overraskede. Ingen troede, at Berlinmuren ville vælte, og at verden ville ændre sig så hurtigt. For mig er håb et valg. Det samme var det for nogle af de mennesker, som jeg mødte på de ground zero’s, jeg rejste til. Nogle af dem valgte også håbet. For når du opgiver håbet, så giver du op.”

“Jeg vælger at håbe på, at der kommer et paradigmeskifte og en ændring af vores bevidsthed. Der skal en stor omstilling til at redde verden, som den ser ud i dag, men når den kommer, så vil den give os utrolige muligheder for at forbedre vores liv. Det er det smukke ved det.”

Forandringerne bliver overfladiske, hvis vi ikke lærer at kigge indad

I Scared Sacred viser du, hvordan lidelse kan transformeres til medfølelse og medfølelse til handling og på den måde give håb for fremtiden…

“Ja, da jeg arbejdede på Scared Sacred opdagede jeg to grundprincipper, der hjælper mennesker igennem større kriser.”

”Når vi mennesker bliver udsat for lidelse, styrter vi sammen. Vi bliver bitre, vrede eller kyniske, eller også når vi til en højere bevidsthed. Folk, der skaber en forbindelse med sjælen, er dem, der udfører handlinger, der gør livet bedre for andre mennesker. Det kan være meget små handlinger. Det betyder ingenting, det gælder blot om at udvise handling.”

“Dernæst gælder det om at føle, at der er en mening med det hele. Meningen kan komme mange forskellige steder fra, men når du mister din fornemmelse af mening med livet, så er det, at du mister håbet. For nogle ligger meningen i det menneskelige hjerte. For nogle ligger det i troen. For andre igen ligger det i det at have et formål med livet, som man for eksempel kan få ved at hjælpe andre mennesker. Det er en handling, der i sig selv giver mening, fordi den giver dem noget at leve for.”

”Med Scared Sacred opdagede jeg, at mening plus handling er nøglen. Denne forståelse blev virkelig en kilde til håb for mig.”

I hvor høj grad omhandler det paradigmeskifte, som menneskeheden står overfor, at vi ændrer os selv indefra?

”Det tror jeg er et meget vigtigt element. Der skal være en balance. Det kommer selvfølgelig an på, hvem du er. Nogle mennesker er i fuld gang med at se indad men er ikke særlig engagerede i samfundet. Andre er engageret i samfundet, men har ingen sans for det spirituelle. For nogle mennesker ligger svaret i at kigge indad, og for andre ligger det i at engagere sig. Men hvis du slet ikke arbejder med dig selv og slet ikke kigger indad, så tror jeg, at dine muligheder for at skabe andet end overfladiske ændringer i verden er begrænsede.”

Skarp adskillelse mellem aktivisme og spiritualitet

Du har lavet film om aktivisme i snart 25 år og kender aktivist-bevægelserne ganske godt. Det virker som om, at der stadig er en skarp adskillelse imellem det spirituelle og det aktivistiske miljø. Er det også sådan, du ser på det?

”Da jeg var aktivist i miljøbevægelsen i 80’erne, var jeg nødt til at holde min spiritualitet i skabet. Jeg var interesseret i spiritualitet, og jeg var interesseret i aktivisme, men de to områder var nærmest skizofrent adskilte. De spirituelle mennesker blev skræmte over aktivisterne, som de mente var vrede, og aktivisterne foragtede den spirituelle verden, fordi de syntes, den var ude af trit med den virkelige verden.”

”Fierce Love-trilogien er netop så vigtig for mig, fordi den har været som at komme ud af skabet for mig som en spirituel person i en aktivistisk verden.”

I forbindelse med debatten efter visningen af Occupy Love i Filmhuset har jeg forsøgt at få fat i nogle danske aktivister, der kunne relatere til den spirituelle del, men det viste sig at være lidt af en udfordring.

”Der er selvfølgelig aktivistiske ledere, der også er spirituelle. Der er for eksempel Bill McKibben (den amerikanske miljøaktivist, der har stiftet 350.org, red.) og Vandana Shiva (indisk aktivist og forfatter, red.), men det er stadig sådan, at der er mange ’straight’ aktivister.”

“Måske er det et særligt kulturelt forhold ved den danske kultur, at man ser med de samme øjne på spiritualitet og religion, men for mig har spiritualitet intet at gøre med den religion, som den praktiseres i verden i dag. Spiritualitet handler om noget grundlæggende. Det handler om kærlighed.”

Er der noget, aktivisterne kan lære af det spirituelle miljø?

”Der er en betydningskrise i vores samfund. Folk søger efter mening, og det bør de traditionelle aktivistgrupper måske erkende. Grunden til, at fundamentalismen trives i dag i så mange forskellige varianter er fordi, den tilbyder meningsfyldte fællesskaber. Hvis aktivisterne vil engagere folk, så bliver de også nødt til at tilbyde meningsfyldte fælleskaber. Det kan være noget så simpelt som værdier og medfølelse i den måde, vi omgås hinanden på.”

Occupy-bevægelsen bevæger sig hele tiden i nye retninger

Hvor stort er potentialet for den spirituelle aktivisme, tror du for eksempel, at vi kan bruge den til at bekæmpe terrororganisationer som Islamisk Stat?

“Desværre tror jeg kun, at man ændre sådan noget som IS indefra. Når folk bliver så forfærdede over det, der foregår med ekstrem vold, at de unge mænd ikke længere vil lade sig undrullere i IS. Men sådan er det ikke i øjeblikket. Lige nu er Vesten med til at polarisere tilstanden ved at kaste benzin på bålet, hvor vi i stedet har brug for brandmænd. Det er denne kontante brug af magt mod magt. Det er en spiral, der altid ender i mere vold.”

I dine film afdækker du, hvordan lidelse kan føre til forandringer. Men hvor meget lidelse tror du vi mennesker skal gå igennem, før det for alvor går op for os, hvor vigtigt det er at sætte ind overfor klimaforandringerne?

”Det er godt spørgsmål. Robert Jay Lifton har netop skrevet i en artikel i New York Times, at der er ved at ske et skifte i offentlighedens bevidsthed om klimaforandringerne. Klimabevægelsen er ved at ændre sig til være en klima-retfærdigheds-bevægelse. Ofte er det jo sådan, at klimaforandringerne rammer de økonomisk dårligst stillede hårdere end andre. De mest udsatte bliver ramt hårdest.”

“For mange mennesker er klimaforandringerne ikke længere noget abstrakt. Her i New York oplevede vi i 2012 orkanen Sandy, der satte dele af Manhattan under vand. Der er væsentligt færre skeptikere af klimaforandringerne end for bare tre år siden, og de bliver færre og færre på alle sider af det politiske spekter. Og for et par uger siden oplevede vi så den største klimamarch i historien (People’s Climate March, red.). Så der er ved at ske en vigtig holdningsændring.”

Det virker som Occupy ligger stille i øjeblikket. Sker der ingenting?

”Occupy udvikler sig hele tiden i forskellige projekter og retninger. Jeg ser Occupy som en energi, der bevæger sig rundt om på kloden som et projektørlys. Lige nu sker der en hel masse i Hong Kong, hvor bevægelsen er inspireret af Occupy. Hvad der sker derefter, det ved jeg ikke.”

”I USA sker der en del indenfor bekæmp gæld-bevægelsen (Strike Debt!, red.), hvor gæld for millioner af dollars bliver købt op og tilgivet. Der bliver især fokuseret på gæld opnået i forbindelse med det amerikanske sundhedsvæsen, der forgælder mange mennesker, som bliver syge og har brug for behandling. Det er en bevægelse, der ikke foregår på offentlige pladser og derfor ikke er særlig synlig. Der bliver i øjeblikket arbejdet mange steder på at skabe alternative systemer snarere end at protestere imod systemet. Tænk på det som en plante, der skyder rødder i alle mulige retninger og engang imellem blomstrer. Sådan er Occupy-bevægelsen.”