Den mørke side af muren

I efteråret 1999 fik jeg en sjælden lejlighed til at interviewe Roger Waters, som har været mit ubetinget største musikidol, siden jeg hørte The Dark Side of the Moon som 13-årig og blev instantly hooked på Pink Floyd. Jeg skrev artiklen til Zoo Magazine, som i mellemtiden gik ned, og fik den i stedet bragt i Berlingske. Jeg fik også artiklen oversat til engelsk og solgt til nogle udenlandske magasiner, blandt andet Bass Player i Japan, hvor den blev cover story.

Af Morten Steiniche. Artiklen blev bragt i Berlingske, 16. april 2000

Når en mur bliver tilstrækkelig høj, vælter den af sig selv. Det var, hvad der skete for Pink Floyd med The Wall.

Da gruppen mødtes i studiet i april måned 1979 var forholdet mellem de fire medlemmer mildt sagt elendigt. I årevis var sten lagt på sten i en mur af kunstneriske og personlige uoverensstemmelser og et stort ubehag med den succes, de mediesky antistjerner havde fået.

Men murstensværket blev ikke bare kulminationen på Pink Floyds karriere. Det lagde bandet i ruiner, og da støvet efter sammenstyrtningen havde lagt sig, var Roger Waters den eneste, man kunne få øje på i bandet.

Klædt i et par nye jeans, en hvid nystrøget skjorte og sorte, noble sko tager den 46-årige Mr. Wall imod i en til lejligheden aflukket kæmpesalon på et af Paris’ dyreste hoteller.

Roger Waters afskyr journalister i almindelighed, omtale af sin person i særdeleshed og giver kun yderst sjældent interviews til pressen. Men her er han så for at fortælle om de hektiske måneder i 1979, der resulterede i den berømte dobbelt-lp – til dato solgt i langt flere end 30 millioner eksemplarer og netop (i 2000, red.) udsendt i en live-udgave med titlen Is There Anybody Out There?, der rummer optagelser fra de stærkt spektakulære koncertopførelser af murstenværket tilbage i 1980 og 1981.

Et initiativ, Roger Waters har set til med skepsis.

Du synes ikke, det er en god idé at udsende The Wall Live?

”Næ, ikke specielt. Nej. På den anden side har disse båndoptagelser ligget i en boks og samlet støv i 20 år, og der skal nok være nogen, der er interesserede i at høre liveoptagelserne fra disse shows,” svarer han.

 

Magtkampen

Magtkampen i Pink Floyd udspillede sig imellem Roger Waters – gruppens primære sangskriver og The Man With The Plan – og den musikalsk begavede guitarist David Gilmour, der følte mere for akkorder end for koncepter.

Op gennem 70’erne kom Gilmour til at længes efter en løssluppenhed i musikken, men det kunne han godt glemme alt om.

Waters var manden med jernviljen, og det var ham, der var den systematisk tænkende arkitekt bag de stramt komponerede album The Dark Side of the Moon (1973), Wish You Were Here (1975) og Animals (1977).

”Vi begyndte at glide i forskellige retninger filosofisk set, politisk og musikalsk, men navnet bandt os sammen, fordi det var blevet så stort,” fortæller Roger Waters, der følte sig stærkt tynget af den voldsomme popularitet, bandet havde fået.

Under en koncert i 1977 i Montreal gik han amok på en tilhører, som han først så sig ond på og siden spyttede i ansigtet. Det var denne oplevelse, der inspirerede Roger Waters til at skrive The Wall, der blandt andet er en delvis selvbiografisk fortælling om en rockstjernes forfald.

The Wall krævede sine ofre. Pink Floyd-medlemmet Rick Wright blev fyret af Roger Waters, som også detroniserede David Gilmour ved at alliere sig med Alice Cooper-produceren Bob Ezrin, der i enhver strid mellem kamphanerne stillede sig på Waters’ side.

Gilmour valgte til sidst slet ikke at være til stede i studiet sammen med Roger Waters, men dukkede først op hen på eftermiddagen, når den punktlige Mr. Wall var kørt hjem til familien.

Få år efter indspilningen af den legendariske plade meddelte Roger Waters sit pladeselskab, at han trådte ud af Pink Floyd. Waters troede, han dermed lagde det gamle band i graven, men David Gilmour relancerede øjeblikkelig et Pink Floyd uden Waters. Uden Mr. Wall er det dog et amputeret rockband uden bid og vid, der spiller megakoncerter verden over og udsender et par lunkne studiealbum.

 

Søvnløse nætter over gendannelsen af Pink Floyd

I dag har Roger Waters ikke andet end et skuldertræk til overs for sine tidligere partnere i Pink Floyd. Og så et ukendt antal søvnløse nætter ved tanken om, at David Gilmour meget mod hans vilje genrejste bandet.

”Jeg har haft det virkelig skidt med det, men nu gør det ikke så meget længere, fordi jeg har bearbejdet det på det personlige plan. Selvfølgelig føles det stadig forkert, når de spiller mine sange på store fodbold-stadioner, men det er på en eller anden måde noget, de må lære at leve med. Det har egentlig ikke noget med mig at gøre,” siger han.

Taler du nogensinde med David Gilmour?

”Nej. Sidste gang vi talte sammen var vist i ’86 eller året efter, da de skulle i gang med at turnere. Jeg mødtes med ham på hans båd (Off The Wall hedder den, red.) for at finde frem til en eller anden form for aftale, fordi han var nervøs for, om jeg ville sabotere deres turné.”

Respekterer du ham?

Roger Waters læner sig tilbage i den dybe lædersofa og folder hænderne bag nakken.

”Nej. Nej, det gør jeg ikke.”

Var indspilningerne af The Wall svære at komme igennem, når I havde det så dårligt med hinanden?

”Det betød egentlig ikke så meget, fordi jeg allerede fra starten havde taget kontakt til Bob Ezrin, som var en af min eks-kones venner. Vi svingede rigtig godt sammen, fordi han lige var, hvad jeg havde brug for. Jeg savnede en, som ikke bare var teknisk dygtig til at lave plader, men som også var interesseret i ideer, og som jeg kunne diskutere med. Især fordi de andre fyre i bandet tydeligvis ikke var interesseret i arbejde med ideer, så dem kunne jeg ikke tale med,” fortæller Roger Waters, som med The Wall mange år senere satte griller i hovedet på Trent Reznor fra Nine Inch Nails.

Reznor er en kæmpe The Wall-fan, og at han valgte Bob Ezrin som producer på albummet The Fragile skyldtes især ønsket om at få en The Wall-sound frem.

 

Gilmour skrev nogle akkordrundgange – det var det

”Det er ikke for at forklejne Daves rolle på albummet. Han kom med nogle fantastisk gode akkordsammensætninger, og hans guitarspil var, som det altid har været, fantastisk, men han blandede sig ikke i konstruktionen af hele projektet eller sangskrivningen som sådan.”

Men han er dog krediteret som medsangskriver på enkelte af sangene…

”Han skrev nogle akkordrundgange. Det var det.”

Var det hårdt arbejde at indspille albummet?

”Ja, det var det, men det var også virkelig givende. Vi havde en masse energi, og kreativiteten væltede frem. Samtlige sange var gode. Det var de ikke alle i starten, men det blev de. Og alle lydeffekterne… Det hele gik enormt stærkt. Hvis vi ønskede lyden af et tv, der blev smadret, gik vi ud og købte et tv, hvorefter vi smadrede det på parkeringspladsen,” fortæller Waters og griner.

”Jeg kan huske en stationcar, som vi kørte rundt i med alle mulige ting. Vi lukkede luften ud af dækkene, hældte vand på parkeringspladsen. Vi stod bare der med en mikrofon og optog lyden af den hvinende bil. Det var utrolig sjovt.”

Sjovt er ellers ikke et ord, man som sådan forbinder med The Wall.

”Åh, vi havde det rigtig skægt. Hvis vi skulle bruge noget tv-lyd, tændte vi bare for fjernsynet og optog, hvad der blev sendt. Det var virkelig tilfældigt, men ret spændende at lade tingene ske på den måde.”

Hvornår opstod ideen til at også at filmatisere værket?

”Dagen efter (hændelsen i Montreal, red.) sad jeg i et fly eller på en bar med et stykke papir foran mig – jeg har stadig tegningen derhjemme – og tegnede en mur hele vejen henover en scene. Jeg blev utrolig spændt og tænkte: ”Wov, sikke et fantastisk stykke teater det kan ende med”. Og så – selvfølgelig – rundt om denne idé om et teater blev jeg nødt til at konstruere en helhed, så jeg begyndte at overveje sådan noget som: ”Hvad er det for en mur, og hvor kommer den fra?” Så opstod ideen med, at de forskellige mursten var fra forskellige dele af mit eller andre menneskers liv, og så kunne jeg begynde at sætte tingene sammen. Det hele startede med en enkelt idé, men lige fra begyndelsen forestillede jeg mig, at The Wall kunne blive til en film, en plade og et liveshow.”

Sidste sommer (1998, red.) turnerede du i USA. Har du en plade på vej?

”Jep, jeg er så gået i gang med mit næste soloalbum.”

Endnu et konceptalbum som dine øvrige solo-plader?

”Ja, ja.”

Som handler om?

”På turneen gjorde jeg en sang færdig, som jeg begyndte på for nogle år siden. Sangen er delvist baseret på et digt skrevet af et argentinsk torturoffer, men også på en historie i Kosovo om en serbisk soldat, der krydser en gade for at hjælpe en albansk kvinde. Det var en hændelse, jeg læste om i London Times. Sangen hedder Each Small Candle og er en simpel forestilling om, at hvis vi alle sammen kan finde et lille lys i os selv, så kan vi måske lyse mørket op. Og det virker som om, der er en chance for at gøre det med Internettet, som i øjeblikket eksploderer verden over. Her har mange mennesker mulighed for at skabe noget, der vil være meningsfuldt for helheden. Den idé kan jeg godt lide,” afslutter Roger Waters, der senest var aktuel med soloalbummet Amused To Death fra 1992.

 

”Mr. Waters, please…” – mit mislykkede forsøg på at bryde igennem facaden

Jeg skriver i interviewet intet om min opfattelse af Roger Waters som menneske. Det er der en god grund til. I alle de bøger og artikler jeg har læst om Pink Floyd, fremstår Waters som et koldt og kalkulerende menneske, og det er det samme indtryk, jeg får, da jeg møder ham.

Jeg ville ønske, at jeg kunne sige, at mødet med mit største idol var en form for forløsning, men Roger Waters’ personlighed var både usympatisk og afvisende. Fra jeg træder ind i salonen på hotellet, og til jeg går igen, er der intet formildende ved Waters’ måde at være på.

Under hele interviewet holder han desuden skarpt øje med klokken, og da tiden er gået, siger han pludselig, at nu er det nok, rejser sig op og går over til et bord for at skænke sig selv en kop te, hvorefter han tydeligvis forventer, at jeg smutter ud af døren og lader ham være i fred.

Jeg putter min båndoptager og notesbog i min taske, men på vej ud får jeg en pludselig trang til at forsøge at slå hul på facaden – muren måske – ved at fortælle Roger Waters, hvor meget hans musik har betydet for mig.

”Mr. Waters, inden jeg går, vil jeg blot sige tak for musikken. Pink Floyd har betydet mere for mig end noget andet,” siger jeg med en noget følelsesladet stemme.

Men ordene efterlader blot rummet i total stilhed. Jeg venter på, om Roger Waters vil sige noget, men han siger ingenting, og da han efter nogle lange sekunder begynder han at skratte løs med teskeen i koppen, siver jeg stille ud af salonen.

 

This entry was posted in Blog, Musik on by .